Eskil Vogt: Det norske stortalents overraskende inspirationskilder

Joachim Triers manuskriptforfatter debuterer som instruktør med ’Blind’, som vores anmelder giver topkarakter. Du kan læse et stort interview med Eskil Vogt i næste Soundvenue – og her fortæller han om nogle af sine forbilleder.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Stardust Memories’ (Woody Allen, 1980)

’Stardust Memories’ er Woody Allens hyldest til den italienske instruktør Federico Fellinis ’8½’. En aldrende filminstruktør møder op til en retrospektiv visning af sine egne film, der fremkalder erindringer fra hans liv, hans elskere og elskede. For Eskil Vogt er det en af Woody Allens bedste film.

»På grund af toneforandringerne. Det var også vigtigt for mig i ’Blind’, at jeg kunne forklare skiftene mellem drama og komik og poetiske ting. Og når man skal finansiere en film, bliver folk jo ikke lige så skræmt, når man snakker om Woody Allen, som de gør, hvis man snakker om Alain Resnais«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Providence’ (Alain Resnais, 1977)

I den franske avantgardeinstruktør Alain Resnais’ første engelsksprogede film bliver en forfatter alvorligt syg, og fra sit sengeleje fortæller han levende historier, hvori hans slægtninge optræder. Men som filmen skrider frem, indfinder tvivlen sig. Er personerne virkelige, eller eksisterer de kun i forfatterens fantasi? Vi oplever – ikke ulig ’Blind’ – hvordan virkelighed og fantasi smelter sammen i forfatterens indre univers.

»’Providence’ er Alain Resnais’ eneste engelsksprogede film. Jeg har altid syntes, at det var en utroligt morsom film, mens andre synes, den er helt uforståelig. Jeg kan huske, jeg søgte ind på den danske filmskole for nogle år siden og kom videre til et interview med Esben Høilund Carlsen (legendarisk dansk instruktør, red.). Og jeg sagde, at jeg godt kunne lide Resnais. ’Men du kan vel ikke lide ’Providence’, kan du? Det er den værste film, jeg har set.’ Og så måtte jeg jo sige, at jeg faktisk godt kunne lide den. At det var en af mine favoritter. Så det faldt ikke i så god jord. Måske det var grunden til, at jeg ikke gik videre«.

»Men ’Providence’ var faktisk meget vigtig for ’Blind’. Den har en struktur, som minder meget om min film. Så når jeg famlede lidt mørket og tænkte ’kommer det her overhovedet til at hænge sammen’, så kunne jeg tænke på den film – der fungerer det jo«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘See No Evil, Hear No Evil’ (Arthur Hiller, 1989)

Komikerduoen Richard Pryor og Gene Wilder spiller Wally og Dave, der er henholdsvis blind og døv. Da de bliver vidner til et mord og efterfølgende anklaget for det, er de på spanden, for det var Wally, der så det, og Dave, der hørte det. Eller burde have set og hørt det.

»Jeg syntes, at den var vældig sjov, da jeg var ung. Richard Pryor, der siger: ’Hvorfor er der ingen, der har fortalt, at jeg var sort.’ Den respektløshed, som den behandler emnet med. Døve og blinde har alligevel utrolig meget humor. Det var ganske inspirerende«.

»Jeg var som udgangspunkt ude efter et humoristisk potentiale i det at være blind, og det findes jo, især når den blinde lader, som om han ikke er blind, og prøver at skjule det. Det er der jo også et vældig absurd tilfælde af i min film«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Mask’ (Peter Bogdanovich, 1985)

En af de to romankarakterer, som hovedpersonen i ’Blind’ tænker frem, går i det norske Cinematek for at se film. Han ser ’Mask’, hvor Eric Stoltz spiller Rocky, der kommer fra en white trash-, biker-familie, hvor det ikke er så nemt at have et virkelig deformt ansigt. Men på lejrskolen forelsker han sig i en ung Laura Dern, som er blind og kun kan se hans skønhed. Det er den scene, hvor Dern rører hans ansigt, vi også ser i ’Blind’.

»Scenen i ’Mask’ dukkede op, da jeg sad og skrev. Den er vældig udtryksfuld, og det føltes rigtigt, at karakteren skulle sidde og se den. Snarere end at være en hip reference eller en instruktør, der har puttet sin yndlingsfilm ind i sin egen film, er det et øjeblik, hvor en person, der føler sig grim, og for så vidt også er det, mærker et nærvær og en ømhed. Det udtrykker også en del af de ting, min karakter føler. Han er bange for, at han også er en freak, som Eric Stoltz’ karakter i ’Mask’«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Persona’ (Ingmar Bergman, 1966)

I ’Persona’ tager en sygeplejerske (Bibi Andersson) op til en svensk skovhytte for at tage sig af en skuespiller (Liv Ullmann), der har lukket sig inde i sig selv og ikke taler længere. Og som filmen skrider frem, smelter de to hovedpersoner sammen, i takt med at grænserne mellem film, virkelighed og fiktion gør det samme. Metaelementet er også tydeligt i ’Blind’, hvor Vogt fra starten så et visuelt potentiale i blindheden.

»Persona er måske min yndlingsfilm af Bergman. Jeg tænkte egentlig ikke på den, mens jeg skrev, men det var en af dem, som mange nævnte, da de havde læst manus, blandt andre min fotograf Thimios Bakatakis (’Attenberg’, ’Dogthooth’). Især på grund af de to kvinder, som er meget forskellige, men næsten bliver som én«.

»’Persona’ leger med filmens materialitet, filmen går jo i stykker. Og det falder sammen med et sammenbrud hos karaktererne. Jeg genkender tanken om, at en film ikke bliver ødelagt, selvom man har et metaelement – noget som folk ellers ofte er bange for«.

Læs også: Seks stjerner til Eskil Vogts ’Blind’

Læs også: ’The Double’-instruktør Richard Ayoade fortæller om sine forbilleder

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af