Komisk kæmpetalent: »Vi er alle sammen lallende nikkedukker«

Han ville undgå David Lynch, men er til gengæld stærk inspireret af skandinaviske mestre. Manden bag ’The Double’ med Jesse Eisenberg er et af Europas største filmtalenter og fortæller her om sine inspirationer.
Komisk kæmpetalent: »Vi er alle sammen lallende nikkedukker«

Richard Ayaode debuterede i 2010 som filminstruktør med den ømme coming-of-age-fortælling ’Submarine’, men er ellers bedst kendt som komiker, ikke mindst for sin rolle som Maurice Moss i tv-serien ’The IT Crowd’.

Ayaode er på torsdag danmarksaktuel med sin anden spillefilm, den absurdhumoristiske dystopi ’The Double’ (læs vores anmeldelse HER), der har Jesse Eisenberg i en dobbelt hovedrolle og er baseret på Dostojevskijs klassiske roman af samme navn.

Vi spurgte Richard Ayoade om hans forbilleder – og fik overraskende og ærlige svar om originalitet og inspiration tilbage.

SE RICHARD AYOADES INSPIRATIONSKILDER PÅ NÆSTE SIDE.

Om ’Brazil’ og ’Eraserhead’
»Da jeg lavede ’The Double’, var jeg faktisk meget bevidst om at undgå for tydelige referencer til film som ’Eraserhead’ (af David Lynch, red.) og specielt ’Brazil’ (Terry Gilliams mørkt satiriske fremtidsfabel fra 1985, red.), da lighederne på overfladen mellem dem og ’The Double’ er ret åbenlyse: De er dystopiske i deres grundtone, de foregår i et kontormiljø og i en klaustrofobisk lejlighed osv.

Men ’Brazil’ er meget anderledes. Den har et andet sigte, den er mere satirisk, mere grotesk og mere visuelt storslået, og så handler den eksplicit om et Big Brother-lignende samfund, hvilket var et spor, jeg ikke ønskede at udfolde i ’The Double’. Min film handler mere om en følelse af indre fortabthed, og hvordan mennesker i en moderne verden forholder sig til deres fundamentale ensomhed«.

Om Salinger, Malick og lallende nikkedukker
»Det er dybest set umuligt at bevare en komplet grad af integritet i forhold til at præsentere sig som kunstner i en verden, hvor så meget handler om sociale medier og promotion af enhver tænkelig slags. Selv Michael Haneke (alvorsfuld østrigsk mesterinstruktør og dobbelt guldpalmevinder bag film som ’Det hvide bånd’ og ’Amour’, red.) stiller op i dumme talkshows!

Du bliver nødt til at sætte din fornemmelse for integritet over styr, hvis du vil spille spillet. Det er et stort dilemma. De eneste kunstnere med integriteten i behold er totalt tilbagetrukkede typer som J.D. Salinger og Terrence Malick, hvor alt uden om værket forbliver utilgængeligt for offentligheden. Alle vi andre er til sammenligning nogle lallende nikkedukker!«.

Om kopisterne Coen-brødrene
»Vi lever i en tidsalder, hvor det er svært at forholde sig originalt til noget som helst. Uanset hvad jeg laver, vil det blive sammenlignet med noget andet. Der er så mange referencepunkter i spil. Det er sigende, at nogle af vor tids største instruktørnavne er Coen-brødrene, eftersom de er åbenlyse kopister.

Kunsten er at få alt det, man har læst og set, til at komme ud på en frisk måde. Rigtig mange instruktører i dag har enten en akademisk eller en fan-agtig tilgang til faget. De ved så meget eller værdsætter så mange forbilleder, at det bliver en hæmsko for dem at lave noget, der ikke automatisk står i skyggen af noget bedre og mere originalt«.

Om skandinavisk indflydelse: Roy Andersson og Kaurismäki
»’The Double’ er en sci-fi-film af en slags, så mange ser naturligt referencer til Lynch, Gilliam og Kubrick og den slags. Men i virkeligheden var jeg mere direkte inspireret af nordiske filmskabere som Roy Andersson og Ari Kaurismäki, der begge er optagede af spørgsmålet om individets fortabthed i den moderne verden.

Andersson har et fantastisk blik for det groteske i det helt almindelige, mennesket fanget i et system eller som en del af massen. Kaurismäki er fantastisk til at fremhæve eneren og outsideren og identificere ham som mennesketype, så vi føler for ham, uden at vi får det stukket helt ned i halsen.

Min film handler som sagt om ensomhed og indre fortabelse, og i den proces skelede jeg mere til de to end til sci-fi-fremstillinger«.

Om sit yndlingscitat
»Hubert Selby, Jr. (amerikansk forfatter af bl.a. ’Last Train to Brooklyn’, red.) har engang sagt eller skrevet noget i retning af, at en god forfatters ego skal være usynligt i teksten, hvorimod det er alt for tydeligt til stede i en dårlig forfatters bøger.

Man kan sagtens overføre den tommelfingerregel til filmmediet også. Du skal altid fokusere på dine karakterer, når du laver en film. Det er dem, historien drejer sig om, ikke dig«.

Om at være forelsket i processen
»Hvis du har en klar ide om, hvad du gerne vil opnå, er det bestemt muligt at arbejde ud fra en forestilling om, at det, du laver, skal bære et tydeligt, personligt aftryk. Men sådan fungerer jeg ikke. I teorien kunne mit næste projekt være en musical eller et dystert kammerspil a la Bergman. Hvem ved? Jeg rykker på, hvad end det er, som tænder mig på et givent tidspunkt. Længere er den ikke. Det handler om at være forelsket i selve den kreative proces og om evnen til at finde ud af, hvad der kræves for at forløse det enkelte projekt: Hvordan kan jeg fortælle netop denne historie?«

Læs også: Komiker tolker Dostojevskij i ‘The Double’

Læs også: Vores anmeldelse af ‘The Double’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af