25. Adele ‘Easy On Me’
Måske ramte den her sang så rent, fordi den føles tidløs. Som om der findes noget evigt eller permanent selv i en tid, der er præget af pandemiens kaos.
24. St. Vincent ‘Down’
Lyden af af gå ind på den mest snuskede bar i New York City i 70’erne. Og det er altså et kompliment, hvis du skulle være i tvivl!
23. Earl Sweatshirt ‘2010’
For ti år siden var han mere hypet end Tyler, the Creator og Frank Ocean. Men Earl Sweatshirt valgte at blive en mester i undergrunden, hvor han jævnligt udgiver ekstremt detaljerede, personlige fortællinger som ‘2010’.
22. Lil Nas X ‘Montero (Call Me By Your Name)’
Har vi nogensinde set en så frygtløst queer rap- og popstjerne? Hail Satan Lil Nas X!
21. 100 Gecs ‘MeMeMe’
Lyden af popmusik, der eksploderer indefra. Hos 100 Gecs hersker kaos, som Lars von Trier ville sige det.
20. Clairo ‘Amoeba’
Clairo er gået fra at lave bedroom pop om flammende stærke chips til at kanalisere de helt store singer/songwriters. Vi er fans!
19. Drake ‘Champagne Poetry’
‘Certified Lover Boy’ er samlet set undervældende, men lige her – på det sampletunge og perfekt melankolske åbningsnummer – troede vi faktisk en kort stund på, at Drake var vendt tilbage til fordums tinder.
18. Charli XCX ‘Good Ones’
Charli XCX elsker et lege med ideen om popmusik, men her er der ingen ironisk distance. Hun lever sig ind i rollen, method acting-style – og resultatet er uimodståeligt.
17. Wolf Alice ‘Delicious Things’
‘Kom til Los Angeles’, sagde de; ‘her er gode fester’. Klart, der er gode fester. Den slags man bliver helt og aldeles fortabt i. Her er dén historie fortalt i en smukt drømmende (britisk!) rocksang.
16. Kanye West ‘Lord I Need You’
På den bedste sang fra ‘Donda’ dropper Kanye fancy gæsteoptrædener og distraherende effekter og skildrer i stedet helt sårbart og ømt sin historie med Kim Kardashian.
15. Lorde ‘Solar Power’
Ja ja, den lyder lidt rigeligt af både Primal Scream og George Michael, men ‘Solar Power’ lever nu engang op til sin titel; den er en koncentreret kanyle af solskin, der kan live selv den mest triste, grå, gennemvåde mandag op.
14. Pooh Shiesty feat. Lil Durk ‘Back In Blood’
Advarsel! Den her sang er så magtfuld, at du til sidst virkelig tror, at det er dig, der styrer gaden. Du ender med at bjæffe Pooh Shiesty-ad-libs og Lil Durk-punchlines, når din mor beder dig om at tage opvasken.
13. Low ‘Days Like These’
Få gange i år blev vi som her blæst bagover af en sang – altså sådan helt bogstavelig talt!
12. Magdalena Bay ‘You Lose!’
Der foregår meget hos Magdalena Bay, både i musikken og visuelt, men bag røgsløret er der også bare sange som ‘You Lose!’, der har sådan et skrål-med-omkvæd, der river dig med, som greb nogen fat i din hånd fra en bil, der fræser forbi med 120 i timen.
11. PinkPantheress ‘Just For Me’
Det er genialt tænkt at nyindpakke UK garage til TikTok-generationen, men det er PinkPantheress’ underspillede karisma, der virkelig gør den her sang til noget særligt.
10. Muna feat. Phoebe Bridgers ‘Silk Chiffon’
En college-klingende 00’er-popsang om en kærlighed lige så blød og lækker som silkechiffon? Slurp.
9. Caroline Polachek ‘Bunny Is a Rider’
Caroline Polachek er hyperpoppens mainstreamstjerne. Giver det mening? Det ved vi ikke helt, men ‘Bunny Is a Rider’ er en magisk forunderlig popsang, der lever i sin helt egen verden.
8. Little Simz ‘Introvert’
Engang talte Kanye West om at lave »super hero theme music«. Det er sådan, det her lyder: Fra trommehvirvlerne og fanfarerne i starten til de højdramatiske vers, der bærer sangen. Det lyder som ankomsten af noget stort.
7. Tyler, the Creator ‘Lumberjack’
Tyler rapper »Rolls-Royce pull up / black boy hop out«, så dropper de der møgbeskidte trommer, og derfra er det game over for alle andre. Årets rapsang.
6. Japanese Breakfast ‘Be Sweet’
En perfekt sukkersød popsang om en gammel flamme, der har fucket up: »Recognize your mistakes and I’ll let you back in«.
Så sig dog undskyld!
5. Sharon Van Etten & Angel Olsen ‘Like I Used To’
Plus og plus giver minus, ikke? Nej, ikke når man sætter to af de skarpeste indierock-sangskrivere fra det seneste årti sammen; så giver plus og plus bare ét stort plus! Og nej, matematik er ikke vores stærke side.
4. Billie Eilish ‘Happier Than Ever’
‘Happier Than Ever’ starter som en stille ballade, men tre minutter inde muterer den med et genialt twist til en overrumplende poppunk-eksplosion, hvor Eilish vrænger al vreden ud af kroppen: »Just fucking leave me alone!«.
3. The War on Drugs feat. Lucius ‘I Don’t Live Here Anymore’
The War on Drugs gik ‘pop’ i den forstand, at bandet begyndte at tænke i noget så vanvittigt om ‘vers’ og ‘omkvæd’. Det var så at sige mere ud af landevejen for de her landevejsrockere, hvilket blandt andet resulterede i det her monster. Deres bedste sang til dato – ja, nej, måske? Jo, det er det.
2. Lana Del Rey ‘White Dress’
»Thinking of a simpler time«, synger Lana Del Rey, og den tekstbid kan forstås i flere tidslinjer.
Tænker hun tilbage på tiden, før hun i en tilstand af at føle sig misforstået gik kamikaze på Instagram og fik hele internettet på nakken?
Eller tænker hun tilbage på dengang, hun var 19-år og »a waitress wearing a white dress«? Dengang hun var til »Men in Music Business Conference«?
Der er mange lag i denne her sang. Tanker om ’branchen’, kønsroller, og om prisen ved at blive kendt. Var det det hele værd? Eller var livet rent faktisk bedre, dengang man var ung servitrice?
Kort sagt: Det her er eminent sangskrivning, der både kigger ud mod verden og ind i sindets personlige afkroge. Lana Del Rey når hun er allerbedst.
1. Olivia Rodrigo ‘Good 4 U’
For et år siden kendte man nok kun Olivia Rodrigo, hvis man var dedikeret fan af hendes ‘High School Musical’-mockumentary-serie hos Disney. Nu har hun lavet intet mindre end årets sang.
Normalt ville vi spørge noget a la; ‘hvordan er det lige gået til?’ Men det behøver vi faktisk ikke her. ‘Good 4 U’ er svar nok.
Nummeret er som en glidende tackling på en ekskæreste – en medrivende, skidesur sang, der emmer så meget af frustration, at den ender med at være decideret euforiserende. Og så er den fyldt med geniale små detaljer: Som måden Rodrigos stemme næsten knækker over i et hånligt grin i andet vers, eller staccato-leveringen af »it’s like we never even happened, baby / what the fuck, is up, with that?«
Rodrigos poppunk-genistreg har bragt rocken tilbage på toppen af hitlisterne. Hendes utøjlede, kompromisløse sangstil har placeret kvindelig vrede centralt i popmusikken. Og så har hendes detaljerede, skarpe sangskrivning positioneret hende som en værdig potentiel efterfølger til forbilledet Taylor Swift.
Så nej: For et år siden vidste vi ikke, hvem hun var. Det må man sige, vi gør nu.