’The King’s Man’: Kingsman-prequel drukner i utroværdig blanding af krigsrædsler og platheder
Da Matthew Vaughns ’The Kingsman: Secret Service’ fik premiere i 2015, var den for mange et friskt nyt tag på agentfilmgenren. Og med sort humor og hæsblæsende kampscener formåede instruktøren da også at peppe genren op, men nogen stor film var det nu ikke.
Efterfølgeren ’The Golden Circle’ var mest af alt en pinlig parodi på sin forgænger. Og forventningerne er derfor moderate til tredje og sidste kapitel i franchisen, der er annonceret til 2023.
I mellemtiden kan vi blive klogere på, hvordan det hele begyndte, da det uafhængige og hemmelige agentbureau Kingsman blev til.
Det er i hvert fald hensigten med Matthew Vaughns prequel ’The King’s Man’, der tager sin begyndelse i Sydafrika i 1902, hvor Boerkrigen nærmer sig sin afslutning.
Den engelske aristokrat Orlando Oxford (Ralph Fiennes), hans kone Emily og deres unge søn Conrad besøger en koncentrationslejr i forbindelse med deres arbejde for Røde Kors. Da Emily under besøget dræbes af en snigskytte, får det den pacifistiske Orlando til at tage beslutningen om, at verden har brug for nogen, der kan være på forkant med den slags konflikter.
12 år senere er Første Verdenskrig ved at bryde ud. Orlando har rekrutteret sine to tjenere Polly og Shola til at være en del af sit spionnetværk. Deres missionen er klar: at beskytte England i den forestående krig.
Således starter historien om Kingsman. På papiret en begyndelse, der kan give franchisen det fundament og den dybde, man savnede i de to foregående film.
Uden at afsløre for meget ender den unge Conrad (Harris Dickinson) mod sin fars vilje midt i krigens rædsler. Og her er det primært Ralph Fiennes’ fortjeneste, at ’The King’s Man’ får en smule følelsesmæssig substans, der gør, at den ikke falder helt til jorden.
Med sin alsidighed og britiske charme er Fiennes perfekt castet, og han formidler Orlandos menneskelige sider på en måde, der skaber balance mellem rollen som spion og far. Dermed er Fiennes filmens bedste forsøg på at skabe sammenhæng mellem fortid og nutid og dermed forene de tre film.
Desværre er han magtesløs over for Vaughns tynde persongalleri og rodede historie, der aldrig finder fodfæste trods sit seriøse udgangspunkt. For ideen om at bruge Boerkrigen og Første Verdenskrig som udgangspunkt til fortællingen om tilblivelsen af Kingsman er interessant, og de brutale hændelser og ditto personlige konsekvenser gør, at valget om at starte et spionbureau giver mening.
Heldigvis forfalder Matthew Vaughn ikke denne gang til et overforbrug af dårlige jokes om analsex og overpolerede kampscener, der indtil videre har været franchisens primære kendetegn. Men stadig lider filmen alligevel under flere irriterende valg – som om at skurkene er både inkompetente og intetsigende.
Kampscenerne er mestendels velproducerede, flotte og barske, men i sidste ende lykkes Vaughn ikke med at skabe en troværdig forbindelse mellem krigens rædsler og franchisens grundlæggende plathed.
Kort sagt:
En velspillende Ralph Fiennes er ikke nok til at redde Matthew Vaughns overfladiske franchise.