Lamin har haft en del medvind den seneste tid.
Hans første ep, ‘Tour’ fra 2020, bød på features fra Kesi og Icekiid, mens rapperens debutalbum, ‘Hvad ved de om Lams’ fra 2021, havde gæsteoptrædener af stjerner som Sivas og Benny Jamz. Han sluttede så sidste år af med en fælles-ep med Artigeardit, mens han i 2022 har medvirket på Carmon-sangen ‘Stable’.
Men på sin nye single ‘Æstetisk’ er Lamin nu på egen hånd. Det er nemlig et hårdtslående solonummer, der næsten minder lidt om de rendyrkede rapsange, Drake ynder at smide ud mellem udgivelser.
Det klæder faktisk rapperen at køre solostilen på det nye nummer. Han har et unikt, skarpt flow og rækkevis af solide bars, der blandt andet opfordrer til god arbejdsmoral: »Hvad er meningen med en god plan / hvis du ik’ forlader sofaen?«, som det lyder et sted.
Videoen har Lamin også selv instrueret. Her rapper han blandt andet sammen med en violinist, får malet et selvportræt og står i et laboratorium, hvor der vist nok bliver mikset Panodil-piller.