‘Dag & nat’: Lone Scherfigs vedkommende TV 2-serie om en dansk fødegang
De danske fødegange er presset i bund. Der er rekordmangel på jordemødre, fødende sendes videre på grund af overbelægning, igangsættelser bliver sat på pause, og der sker unødige fejl på grund af travlhed.
Den samfundskritiske situation er Lone Scherfig lykkeligvis vendt hjem til Danmark for at skabe en dramaserie om, efter Mette Horns rigtigt gode idé. For findes der et større drama end at føde et barn?
TV 2-serien ‘Dag & nat’, der foregår på en af Danmarks travleste fødeafdelinger, boltrer sig da også i samfundsaktuelle, eksistentielle, logistiske og personlige konflikter:
Den ledende jordemoder Ella (Sofie Gråbøl) forsøger at overbevise overlægen Michael (Adam Brix) om, at afdelingen har desperat behov for flere ressourcer, men Michael er kun optaget af bundlinjen. Ella må tackle de pressede jordemødre, der er tyndslidt af overarbejde, og få afdelingen til at køre så godt som muligt. Ella har problemer med den unge idealistiske jordemor, Tine (Sara Hjort), der manipulerer patienterne til at sige nej til smertestillende.
Imens kommer der hele tiden nye fødende ind med forskellige udfordringer og behov for tid, omsorg og lægehjælp. Privat får Ella afløb for sine frustrationer ved at knalde børnelægen Jerry (Pål Sverre Hagen), der har kone og barn hjemme i Norge. Og det får konsekvenser.
Første scene, hvor Ella skændes med overlægen om afdelingens ressourcer og holder tale om den uholdbare situation, bærer lovlig meget præg af en aviskronik – selvom hun naturligvis har ret, og det er et glimrende budskab at få ud til de danske primetime-seere.
Resten af de to afsnit, der ligger til grund for denne anmeldelse, lykkes heldigvis bedre med show don’t tell. Hver fødsel er et maraton – eller en omvendt trafikulykke, som Ella beskriver det – og det gør indtryk at se jordemødrenes benhårde indsats for at give sikre forældre og spædbørn den bedst mulige start.
Til gengæld er jeg ærgerlig over den foreløbigt skurkagtige skildring af jordemoderen Tine, der går ind for den naturlige fødsel. Det havde været interessant med en mere nuanceret diskussion af spørgsmålet om mængden af indgreb, der er en af de hedeste ideologiske konflikter i fødeverdenen lige nu.
De mange akutte situationer holder spændingen i vejret, samtidig med at der er tid til at føle for det lægepar, der efter flere års fertilitetsbehandling nu skal igennem en dødfødsel, den unge alkoholiske kvinde, der bortadopterer sit barn, og skolelæreren, hvis fødsel går for tidligt i gang under et busuheld med hele klassen. Serien bliver dog aldrig unødigt følelsesladet, men holder tonen cool og sober. Vi er på en arbejdsplads, og jordemødrene skal videre til næste opgave.
Lone Scherfig, der er skaber, hovedforfatter og episodeinstruktør, beviser igen sit talent for at væve plottråde og store ensembler sømløst sammen. Uden at man bliver blæst bagover af originalitet og kunstnerisk spidsfindighed er serien dygtigt håndværk.
Skuespillet er godt på alle pladser, fra etablerede navne som Mette Horn, Charlotte Munck og Marijana Jankovic til nyere ansigter som Afshin Firouzi, Nicolai Jørgensen og Patrick A. Hansen. I front er Sofie Gråbøl som sædvanligt en fornøjelse som den handlekraftige og hårdtprøvede Ella, der gør alt hvad hun kan for at sætte et godt eksempel og skjule sine egne følelser og frustrationer.
Jeg glæder mig til at se, hvor lang tid dét lykkes.
Kort sagt:
Lone Scherfig har skabt en aktuel, vedkommende og godt skruet sammen serie om jordemødrenes udfordringer på fødegangen med en velspillende Sofie Gråbøl i front.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.