Vil Amber Heard være i stand til at betale erstatningen på lidt over 10 millioner dollar til Johnny Depp, som retten i Virginia har dømt hende til?
Svaret på spørgsmålet falder kontant i et interview med Heards advokat Elaine Bredehoft i det amerikanske tv-program ‘Today’: »Åh nej. Absolut ikke«, siger Bredehoft.
Heard blev dømt til at betale 15 millioner dollar til Depp, hvoraf 10 millioner er kompensation til Depp for ærekrænkelse, mens de resterende fem millioner er det, der bliver kaldt en »punitive« konsekvens, hvilket ifølge Sky News typisk bliver givet som en slags straf, når retten vurderer, at modparten har udvist skadelig adfærd.
Beløbet blev nedjusteret til i alt 10,35 millioner dollar af dommeren, da beløbsgrænsen går hertil. Nævnetinget pålagde også Depp at betale Heard to millioner dollar i erstatning, da hun fik medhold i én af sine anklager.
Men noget tyder altså på, at Depp ikke skal sætte næsen op efter at få pengene udbetalt lige med det første.
I interviewet med Today fortæller advokat Elaine Bredehoft desuden, at Heard har i sinde at anke sagen. Og ifølge Bredehoft har hun gode grunde til det:
»Hun blev dæmoniseret her. En række ting blev tilladt i retten, der ikke skulle være blevet tilladt, og det fik juryen til at blive forvirret. Vi fik ikke lov til at fortælle dem om dommen i England«, siger Bredehoft.
Hun mener også, at sociale medier har haft indflydelse på juryen:
»Det var ikke meningen, at juryen skulle se på sociale medier, men hvordan kan man undgå det? De tog hjem hver aften. De havde familier. Deres familier er på sociale medier. Vi havde en pause på 10 dage midt i retssagen på grund af en juridisk konference. Det er umuligt, at de ikke er blevet påvirket af det. Det var frygteligt. Det var virkelig, virkelig ulige. Jeg var imod kameraer i retssalen, og jeg argumenterede mod det på grund af sagens følsomme natur. Det gjorde salen til en zoo«, siger Bredehoft.