Kristen Stewart har netop annonceret, at hun arbejder på et nyt realityshow med produktionsselskabet bag ’Queer Eye’.
Skuespilleren, som er aktuel i Cronenbergs retur til bodyhorror, ’Crimes of the Future’, delte nyheden i en Instagram-video, hvor hun opfordrede queer paranormale specialister at søge til casting.
Stewart beskriver realityserien, endnu uden titel, som det »mest homoseksuelle, mest sjove, mest pirrende queer spøgelsesjægershow nogensinde«.
I den forbindelse leder hun efter queer-personer i det paranormale miljø, hvilket kan være alt fra spøgelsesjægere eller paranormale specialister til clairvoyante eller noget helt fjerde.
Kontaktformen til casting kan findes her, men er vist tiltænkt amerikanske ansøgere. Ud fra spørgsmålene er det klart, at der søges nogen med stærke bånd til LGBTQ+-miljøet, men også atypiske paranormale efterforskere. Man skal blandt andet i en et minuts video beskrive, hvorfor man er den mest fabulous paranormale ekspert.
Om Stewart selv får en rolle foran kameraet på serien, vides ikke endnu, men det ville give mening, hvis hun havde en slags værtsrolle. Hun har dog også travlt med sin debut som spillefilminstruktør og manusforfatter på filmatiseringen af Lydia Yuknavitchs memoir ’Chronology of Water’.