Jonas Risvigs succesfulde DR-serie ‘Salsa’ om en flok unge kvinders venskab og seksualitet har dårligt fortonet sig, før han er klar med endnu en serie, denne gang med unge mænd i fokus – eller drenge, måske rettere, for det er netop, hvad serien hedder:
‘Drenge’ for Viaplay har Risvig dog ikke selv skrevet, men blot leveret idé til og instrueret ud fra manuskript af Mikkel Sørensen og Lars Bang.
Første teaser er landet, og den antyder en hårdtslående fortælling om mandefællesskaber med blandt andre Sylvester Byder, Viktor Hjelmsø, Karoline Hamm, Julie Christiansen og Dar Salim på rollelisten.
Serien udspiller sig omkring et drengekor i Silkeborg, som uden for det kyske kirkerum dyrker et hårdt hierarkisk fællesskab drevet af alkohol, sex og vildskab.
Da én af drengene drukner, og en ny dreng, Robin, træder ind i fællesskabet, bliver sammenholdet sat på prøve.
‘Drenge’ består af syv afsnit á cirka 25 minutter og får premiere på Viaplay 14. august.