Jeg har aldrig været investeret i Tour De France, før der var Vingegaard-stemning til Kraftwerk på Smukfest
Der stod jeg så på første række. Iført 3D-briller (ud over mine almindelige briller) foran Smukfests Stjernescene. Det havde jeg godt nok aldrig prøvet før, det der med at have 3D-briller på til en koncert, og jeg havde nok ikke forventet, at en udendørs festivalkoncert ville være min første oplevelse med konceptet.
3D er jo i høj grad en dille, der har mistet sit momentum de seneste år, men hvis den elektroniske musiks gudfædre i Kraftwerk insisterer på, at det er sådan, man skal opleve deres visuelle show, så er det jo det, man gør.
3D’en virkede langt hen ad vejen. Blandt andet fordi tyskerne ikke prøvede at lægge skjul på, hvor cheesy og kunstig 3D kan føles.
CGI-grafikken var tit mere primitiv, end hvad jeg mindes at spille på den oprindelige PlayStation. Eksempelvis under ‘Autobahn’, hvor vi så computergenererede biler køre igennem et motorvejslandskab, der vakte mindelser om default-baggrunden til Windows XP. Eller under ‘Spacelab’, hvor vi kunne se en CGI-ufo flyve igennem fotos af Skanderborg, før den landede ved siden af et Smukfest-skilt.
Denne cheesyness hjalp kun på charmen. Det var netop sådan en æstetik, der passede til et band, der på Smukfest spillede hyldester til ting som hjemmecomputere, motorveje og cykelsport i tv.
Apropos sidstnævnte: Da Kraftwerk nåede til sangen ‘Tour De France’, var jeg lidt skuffet over ikke at få en mere direkte anerkendelse af, at Jonas Vingegaard havde vundet touren i år.
Men det er en mindre klage, for selv hvis bandet ikke nævnte det, var publikum ikke i tvivl. Der blev klappet noget så entusiastisk med, og da nummeret var færdigt, begyndte folk omkring mig at synge Vingegaards navn.
I det hele taget var ‘Tour de France’ et hæsblæsende nummer. I stedet for video af årets vinder, så vi gamle sort/hvid-videoer, der var omdannet til 3D. Det var effektivt.
Selv jeg, der ellers aldrig har investeret mig i tv-transmissioner af sportsgrenen, kunne let mærke et sus i maven, da jeg her observerede cykelrytterne kæmpe ihærdigt om sejren, alt imens Kraftwerks pulserende toner og publikums insisterende klappen dannede soundtracket.
Sonisk var kvartetten også i sit es. De nød at lade numrene vare længe, så de kunne udforske lydlandskaberne grundigt. Og som elektroniske pionerer nød de faktisk at lege med de strømninger, der er sket i elektronisk musik, siden numrene oprindeligt udkom.
‘The Robots’ fik et heftigt og overraskende sprælsk technobeat at lege med, ‘Radioactivity’ havde en sektion, der klingede af den ondeste techhouse, og under ‘Trans Europe Express’ bevægede vi os endda ud i noget industrial for en stund. Generelt bød de fleste numre på lækre soniske overraskelser, selv hvis man havde studieudgaverne godt inde under huden.
Tilsæt nogle effektive 3D-effekter, og så blev det en totaloplevelse – såsom under ‘Trans Europe Express’, hvor vi så hvide linjer og flader på en sort baggrund danne animationer af tog.
Desværre var der også momenter, hvor 3D’en ikke helt fungerede og hæmmede showet. Et gennemgående problem var, at bandet var placeret pladask foran 3D-storskærmen, hvormed de delvist skyggede for billedet, hvilket især blev problematisk, hvis en 3D-figur skulle figurere at være tæt på publikum.
Showet er nok bygget til scener med højere loft end Stjernescenen, men de små bump på (cykel)landevejen ændrede ikke på, at det overordnet var en rigtig smuk koncert, hvor lyd og billede gik op i en højere enhed.
Kort sagt:
Kraftwerk serverede en rigtig smuk tredimensionel koncert, der både sonisk og visuelt kom vidt omkring de mange aspekter af tyskernes elektroniske univers. Og så var stemningen under ‘Tour De France’ noget for sig selv.