Den indfødt amerikanske skuespiller og aktivist Sacheen Littlefeather er død i en alder af 75 år.
Littlefeather gjorde sig bemærket, da hun som 26-årig i 1973 indtog Oscar-scenen og afviste Oscar-statuetten på vegne af Marlon Brando, som vandt den for ‘The Godfather’.
Det skete som reaktion på den dårlige behandling og misrepræsentation af indfødte amerikanere i filmbranchen, hvor hun leverede følgende udtalelse:
»Marlon Brando kan desværre ikke acceptere denne generøse pris. Baggrunden for dette er behandlingen af indfødte amerikanere i filmindustrien i dag – undskyld mig – og på tv, når film bliver genudsendt, og også på grund af, hvad der skete for nylig ved Wounded Knee«.
Det korte indlæg, der var en forkortelse af Brandos otte siders tale, fik store konsekvenser for Littlefeather. Hun blev både mødt med buhen i salen og trusler efterfølgende, der ødelagde hendes karriere. Desuden lyder historien, at westernlegenden John Wayne var tæt på at storme scenen for at angribe hende. Oscar-showets daværende producer Howard Koch truede med at få hende anholdt, hvis hun talte mere end 60 sekunder.
I august fik Sacheen Littlefeather langt om længe en officiel undskyldning fra Oscar-akademiet for de trusler og den chikane, hun blev mødt med i 1973. Derudover beretter The Hollywood Reporter, at Oscar-akademiet holdt en æresfest for Sacheen Littlefeather for to uger siden i kølvandet på undskyldningen.
»Som du stod der på Oscar-scenen i 1973 for ikke at acceptere Oscar’en på vegne af Marlon Brando, i anerkendelse af fejlrepræsentationen og den dårlige behandling af indfødte amerikanere i filmindustrien, leverede du et vigtigt budskab, der bliver ved med at minde os om, hvor nødvendigt det er at udvise respekt og om, hvor vigtig menneskelig værdighed er« lød den officielle undskyldning fra tidligere akademi-præsident David Rubin.
Undskyldningen der ankom med 50-års forsinkelsen overraskede den 75-årige skuespiller.
»Jeg var mundlam. Jeg havde aldrig troet, det ville blive i min livstid, jeg skulle høre det her (…)« fortalte hun The Hollywood Reporter.
»Da jeg stod på podiet i 1973, stod jeg der alene« lød det videre.
Littlefeather fortalte tilbage i 2018 at hun var blevet diagnosticeret med brystkræft, der havde spredt sig over årene. Sacheen Littlefeather gik bort søndag ved middagstid omgivet af sin nære familie.