Op til udgivelsen af sin selvbiografi ‘Friends, Lovers and the Big Terrible Thing’ har Matthew Perry fortalt om sit livs mørkeste stunder.
Hans afhængighed af opioider kostede ham næsten livet, da hans tyktarm brast i en alder af 49. Ifølge Perry gav lægerne ham to procent chance for at overleve, men han klarede mirakuløst skærene efter en lang periode på hospitalet og i koma.
Længe inden havde han kæmpet med alkoholmisbrug – faktisk allerede da han som 24-årig blev en del af ‘Friends’-castet. Da han var 34, voldte det ham store problemer, skriver han i den kommende bog.
Alle ‘Friends’-kollegerne hjalp ham, men særligt én af dem var årvågen, fortæller Matthew Perry i et nyt interview med Diane Sawyer, der i sin helhed sendes fredag på ABC.
I et annonceret klip beskriver Sawyer fra bogen, at Jennifer Aniston på et tidspunkt siger til Perry: »Vi ved, at du drikker«.
»Ja, forestil dig hvor uhyggeligt et øjeblik det var. Hun var den, der rakte mest ud. Du ved, jeg er meget taknemmelig for, at hun gjorde det«, svarer Perry i interviewet.
Her fortæller han også, at mens hans karriere peakede, var der dage, hvor han indtog 55 vicodiner, metadon, Xanax og drak en hel flaske vodka (»a full quart of vodka«).
»Jeg skulle have været byens centrum, men jeg var i et mørkt rum, hvor jeg ikke mødte andre end narkohandlere og var komplet alene«.
I den nye selvbiografi, der udkommer 1. november, fortæller Perry, hvorfor han er klar til at dele omstændighederne omkring sin afhængighed nu:
»Jeg ville gerne vente med at dele, til jeg var sikker på, at jeg ikke vendte tilbage til den mørke side igen. Jeg måtte vente, til jeg var sikker på, at jeg ville forblive ædru og væk fra den sygdom, alkoholmisbrug er. Jeg mener også, at min historie kan hjælpe andre«.