Still Corners

Da London-duoen udgav deres lille og forsigtige debut i 2011 føltes det omtrent som at få hvisket en varm og øm hemmelighed ind i øret. Tessa Murrays særegne stemme smøg sig rundt i et langsomt roterende, retro-rumklingende drømmepopunivers fyldt med sælsomme filmreferencer og mørk, åndeløs stilhed.

’Strange Pleasures’ starter lige så glitrende, skummende og nostalgisk dugblødt med den blidt forventningsfulde ’The Trip’, hvor Murrays sommerfuglelette vokal lægger sig som en betryggende boble af lyd og lys omkring én. Men Greg Hughes’ produktioner vidner fra allerførste lyt også om, at duoen har bevæget sig væk fra det cinematiske, melankolske lydunivers til en næsten episk udadvendthed. Rumklangslagene fra tidligere er blevet gjort til effektfulde rekvisitter blandt rislende guitarer og eksploderende lydeffekter, frem for at danne den mur som Still Corners genert gemte sig bag ved tidligere.

Læs anmeldelse: Still Corners ‘Creatures of an Hour’

Det storladne bliver for meget på den overbegejstrede ’Future Age’, hvis boblende syntheffekter og jungledryppende lyde minder om en shoegaze-fortolkning af MGMT’s psykedeliske ’Electric Feel’, mens titelnummeret byder på tungt pulserende narkose-disco. Albummet er måske mere varieret, men man savner af og til Murrays forsagte og forsigtige nærvær.

Så er det godt, at albummet også byder på numre som ’Going Back to Strange’ og ’Beginning to Blue’. De er med til at gøre ’Strange Pleasures’ til et solidt og veleksekveret drømmepopalbum, der bare ikke fæstner sig helt så grundigt i bevidstheden som debuten.