Det europæiske kontinent er blevet et land rigere, efter Listenbenbourg er dukket op ved Portugal og Spaniens nordlige kyst.
Landet startede som en joke på Twitter, som siden hen har grebet vidt omkring sig, især på TikTok, hvor der nu oprettes profiler, som udgiver sig for at være officielle autoriteter i et kompleks rollespil, skriver Insider.
Joken startede, da en Twitter-bruger ved navn Gaspardo lagde et billede op af Europa med Listenbourg og skrev: »Jeg er sikker på, at amerikanere ikke kender navnet på dette«.
Herefter kommenterede nogen, at landet hed Listenbourg, og således blev det nye meme født til stor succes på TikTok, hvor et dedikeret hashtag lige nu har mere end 73 millioner views.
Her kommer der dagligt nye videoer til fra flere af Listenbourgs myndigheder (som altså er brugere, der er hoppet med på legen), heriblandt deres finansministerium, som netop har afsluttet forhandlinger med USA, og som har skaffet 5G til landets indbyggere.
Det er værd at bemærke, at der snakkes fransk i Listenbourg, og at det derfor hjælper, hvis du er ferm i det sprog, især hvis du vil lære mere om landets baggrund.
En kreativ tråd på Twitter har nemlig opridset nationens stolte fortid, imens der også er en nationalsang, som netop er landet i en drill-udgave, der nok ikke ligefrem lander i Top Tracks eller bliver årets banger.
Et sikkert bevis på, at Listenbourg er gået viralt, er, at Gaspards oprindelige tweet med kortet over det nye Europa nu bruges som meme-template af store firmaer.
Således har Ryanair allerede grebet chancen og oprettet en ny base i Listenbourg, ligesom Amazon Primes franske konto har annonceret en kommende dokumentar om landet.