’Blockbuster’: Netflix’ ’The Office’-wannabe kan fint dreje nøglen om
Er du også træt af upersonlige algoritmer på Netflix, som kun anbefaler smådårlige film og serier?
Så frygt ej. For medarbejderne i den nye komedieserie ’Blockbuster’ ved lige, hvilken film deres kunder vil se. Et stærkt budskab om god gammeldags menneskelig kontakt, som klinger utroligt hult, når afsenderen er … Netflix.
Det er, som om streaminggiganten så sin chance for at danse på den engang så stolte videokædes grav med et middelmådigt ’The Office’-ripoff. For det er grundlæggende, hvad ’Blockbuster’ er.
Butikken er plaget af dårlig økonomi. Chefen er en uduelig drengerøv, som aldrig er blevet voksen. Der er meget få kunder, og dagene går primært med personlige ærinder og pranks. Dertil kan du lægge en række af excentriske bikarakterer og diverse temaafsnit (Halloween osv.) og vupti, så har du en arbejdspladsserie.
Men ’The Office’ blev ikke en succes ved et tilfælde. Alle karaktererne er mindeværdige, stilen var nyskabende og episoderne underholdende. Siden har serier som ’Brooklyn Nine-Nine’, ’Space Force’ og ’Ted Lasso’ fulgt i fodsporene, for det er en nem type serie at finde på. Jeg kunne finde på én lige nu:
Serien foregår i en børnehave. Chefen bearbejder en bølle fra sin egen barndom. Medarbejderne tæller en deltidsclairvoyant, en filosofistuderende og en tidligere jægersoldat. Serien hedder ’Bleer vil have mere’.
Ideen er ikke svær, det er eksekveringen. Dialogen skal være knivskarp, handlingen skal virke frisk, og karaktererne skal brænde igennem.
’Blockbuster’ går galt i byen i alle aspekter. Dialogen er fyldt med referencer til film, og det lyder jo som meget oplagte jokes i en Blockbuster, men referencerne bliver aldrig til mere end name-dropping. Også popkulturreferencer skal være gennemarbejdede, åbningen af Tarantinos ’Reservoir Dogs’ er ikke ikonisk, fordi de nævner ’Like a Virgin’, men fordi Tarantino har en spændende tolkning af sangen.
Serien er åbenlyst inspireret af netop Tarantino, der som bekendt fik sin filmopdragelse i en videoudlejningsbutik. En af karaktererne, en superfilmnørd, ser sågar sig selv som den nye Tarantino. Og ideelt set havde den her serie nok også foregået i en mindre butik, med inkarnerede filmnørder og en løssluppen indie 90’er-vibe a la ’Clerks’ eller ’Bleeder’.
Men det er en stor kommerciel Blockbuster-forretning, som ærlig talt er utrolig kedelig at se på. I den lille videoudlejning i den DR-aktuelle ’Nordland ’99’ kan man gå på opdagelse i titlerne på vhs-coverne, men halvdelen er de film, man kan leje i ’Blockbuster’, har denne anmelder aldrig set før.
Randall Park prøver med al sin karisma at puste liv i serien som chefen Timmy, men ’Asian Jim’ kan ikke redde det hele alene. Timmy er også en kedelig karakter, som serien ikke tør give fejl. Vi elsker ikke Michael Scott, fordi han er perfekt, men for hans fejl.
Her virker karaktererne til at være skrevet med et ønske om at vise en perfekt og super woke verden, men det er bare røvkedeligt at se på.
’Blockbuster’ skulle have været en humoristisk underdog-fortælling og en hyldest til filmbranchen, men kommer aldrig rigtigt med et godt argument for, at butikken ikke bare bør lukke og overgive sig til … nårh ja, Netflix.
Kort sagt:
’Blockbuster’ er den værste slags serie: en komedie, der ikke er sjov. Selvom skuespillerne desperat prøver at sælge de flygtige filmreferencer som jokes, kan de ikke redde serien ud af klicheernes glemsel.