’Belle’: ’Ready Player One’ møder ’Skønheden & udyret’ i biografaktuel anime
Der er rigeligt af plottråde i den Oscar-nominerede japanske instruktør og animator Mamoru Hosodas nyeste animefilm.
Desværre rammer han ikke helt niveauet i sin niende film, ’Belle’, der er en nyfortolkning af ’Skønheden & udyret’ krydret med kritik af sociale medier, sorg og ovenikøbet en lille ’Den grimme ælling ’-fortælling. Eller nok nærmere ’She’s All That’.
Hovedpersonen Suzu (Kaho Nakamura) er en dybt ulykkelig, ensom teenager, som føler sig som en usynlig gråmus. Hun bor alene med sin far på landet, for da hun var lille, mistede hun i en tragisk ulykke sin mor, efter moren (med succes) forsøgte at redde et barn fra at drukne. Det efterlader Suzu i ren meningsløshed: Hvorfor skulle en fremmed reddes, og hun miste sin mor?
Hendes liv bliver gjort endnu mere kompliceret, da hun bliver overtalt til at oprette en bruger på et virtuelt meta-univers ved navn U: Forestil dig metaverdenen i ’Ready Player One’, men med et højteknologisk skyskraberlandskab som hovedby med en helvedes masse sci-fi-glimmer, hvor naturlovene tilsyneladende ikke eksisterer.
I U laver man dog ikke sin egen bruger, i stedet bliver brugernes biometri aflæst, og en avatar skabes – en maggiterning af dem selv. Her bliver Suzu til Belle: en smuk, overjordisk ung kvinde med karakteristiske fregner og en guddommelig sangstemme. Pludselig bliver Belle en verdenskendt stjerne, omgærdet af mystik. For hvem er denne fregnede smukke kvinde med den guddommelige stemme i U?
Allerede her har filmen tilstrækkeligt med plottråde, men der tilføjes alligevel flere. Midt i Belles store koncert bliver hun afbrudt af ’Udyret’, som i filmen bliver kaldt ’The Beast’ eller ’Dragen’ – en mørk drageskikkelse, der bliver afskyet af alle andre metauniverset, men i særlig grad af det selvudnævnte internetpoliti.
Derudover har filmen også et teenagedrama i form af en håbløs forelskelse i den flotte og populærere barndomsven, Shinobu (Ryô Narita), og en æresfrygt for Niko, den populære og smukke cheerleader-pige. Sådan bliver filmen ved. Den bliver ved med at udvikle sig, og man ved aldrig helt, hvor man har den.
Filmen har hjertet på det rette sted og fungerer langt størstedelen af vejen. Men den udvikler sig mere til et teatralsk teenagedrama, end den rørende film den kunne have været.
Helt slem er emodragen Udyret, der med sit sorte garn, som dækker det ene øje, en sort kappe og en voldsom trang til at være destruktiv, misforstået og følsom, ender som en ærgerlig edgelord-figur.
Og filmen bliver heller ikke hjulpet på vej af manuskriptet: »Jeg ved, hvor du har ondt«, lyder en af replikkerne, hvorefter Belle holder dragen på hjertet, men han afslår hende og flyver væk i al sin »jeg er hård, men også følsom«-atmosfære. Tåkrummende.
’Belle’ lever, når den ikke er et teenagedrama. Filmens kritik af internetkulturen og sociale mediers højde- og lavpunkter er omhyggeligt udformet. Men der, hvor den skinner mest, er i det visuelle lag.
Animatoren Mamoru Hosodas har før lavet nogle rørende, bemærkelsesværdige og ikke mindst visuelt fængende animationsfilm, blandt andet ’The Girl Who Leapt Through Time’, ’Summer Wars’ og ’Mirai’, som han var nomineret til en Oscar for i 2018. I ’Belle’ skifter han mellem at lave hyperrealistiske billeder af uvirkelige scener til overdrevene tegneseriegrimasser af hverdagsscenarier.
Samtidig er brugen af kontraster i metauniverset betagende. Det ses, når Udyrets domæne, et glimtende krystalpalads indhyllet i mørk røg, står over for Belles karakter, som er iklædt en bølgende rød kjole, alt imens hun står på en hval, som er udstyret med højtalere, og synger, mens millioner af personer skaber et bølgehav, som hun glider igennem. Det er intet mindre end betagende.
Hvad angår twistet i slutningen, kommer filmen ikke helt i mål. Igen står man med en plottråd, som føles taget ud af det blå.
Kort sagt:
’Belle’ er et teatralsk og til tider tåkrummende teenagedrama pakket ind i en betagende animationsstil, der konstant overrasker.