’Wendell & Wild’: Stopmotion-mester har skabt et dedikeret pletskud til Netflix
Nede i helvede har den kolossale dæmon Belzer (Ving Rhames) en mareridtsagtig forlystelsespark spændt fast på maven. De paniske spøgelser, som agerer påtvungne gæster, lider i al evighed med skoldhed te i de roterende kopper og rutsjebanevogne, der er på konstant kollisionskurs mod hinanden.
Synet af den afdankede (ud)dødsfælde er i sig selv finurligt, men det bliver så meget desto mere imponerende på grund af teknikken brugt til at realisere scenariet.
Instruktør Henry Selicks nyeste vidunderkreation ’Wendell and Wild’ er – som hans tidligere kultklassikere ’Coraline’, ’James and the Giant Peach’ og navnlig ’A Nightmare Before Christmas’ – nemlig stop-motion-animeret.
Altså er dukkerne, der udgør scenarierne, metodisk og lige så langsomt flyttet 24 gange per sekund af for at skabe illusionen af bevægelse på film.
På grund af den vanvittige arbejdsbyrde, som ligger bag processen, omtales få filmteknikker med så ømtålelig respekt som stop-motion-animation. Den legendariske teknikart har givet os ikoniske monstre, længe før computereffekter gjorde det muligt at vise alt og intet på lærredet: fra abekongen i den originale ’King Kong’ og Schwarzeneggers kromskelet i ’Terminator’ til Ray Harryhausens mytiske græske guder, som han gav liv i ’Clash of the Titans’ og ’Jason and the Argonauts’.
I den eksklusive klub af galepersoner, som har dedikeret sig til teknikken, er Selick nær toppen. Men trods sin status har han ikke instrueret en spillefilm siden mesterværket ’Coraline’ fra 2009. Som så mange andre før ham er Selick derfor heller ikke gået til studierne for at få finansieret ’Wendell and Wild’, men har i stedet søgt kontanthjælp hos Netflix’ jobcenter for arme, visionære auteurer.
Animationsfilmen er instruktørens første originale værk, og hans store kærlighed til efterårstidens spøgelser og skeletter er i fuld flor.
Beltzers to sønner Wendell og Wild (komikerduoen Keegan-Michael Key og Jordan Peele) bryder fri fra deres evighedstrældom, da punkerpigen Kat hidkalder dem til sin fødeby Rust Bay for at genoplive sine døde forældre. Som Coraline før hende er Kat en herligt morbid outsider-karakter at følge. »Folk tæt på mig … dør«, hvæser hun truende ad Raúl, som forsigtigt prøver at komme under huden på den introverte ungdomskriminelle.
Der er ikke sparet på den makabre, underfundige humor. Præsten fra den lokale pigeskole bliver slået ned med en golfkølle og druknet af Rust Bays skurkagtige rige familie, mens skeletter af tidligere byrådsmedlemmer rejser sig fra de døde for at stemme om opførslen af et privat fængsel i byens centrum.
Jordan Peele, der i dag er bedre kendt for sit arbejde bag kameraet, har været med til at skrive manuskriptet, og man mærker straks hans samfundskritiske fingeraftryk på animationsfilmen, hvor skurkene er stand-ins for det fængselsindustrielle kompleks.
Det er ikke subtilt, men bestemt prisværdigt, at Selick og Peele formår at flette alvorlige emner som faderskab og det uretfærdige amerikanske retssystem ind i deres Halloween-fortælling til et yngre publikum uden nogensinde at tale ned til dem eller tabe de voksne på vejen.
Man kan kalde det Pixar med blod på tanden og glimt i øjet.
På den anden side har ’Wendelll and Wild’ også lige lovlig mange bolde i luften på en gang. De mange, mange visuelle ideer, forskellige handlingselementer og det store persongalleri spiller udmærket sammen, men filmen er som konsekvens strukket en anelse tyndt – især Kats forhold til nonnen Helley (Angela Basset) får ikke nok tid til for alvor at fænge.
Til sammenligning er ’Coraline’ i sin simple eventyrstruktur en mere dybsindig fortælling.
’Wendell and Wild’ skal dog hovedsageligt ses for sin utrolige animation. Især de to titulære dæmoner, som er designet efter komikerduoen selv, er herligt ekspressive. Under rulleteksterne kan man se en række behind-the-scenes-optagelser af det enorme arbejde bag hvert eneste sekund af filmen.
Det er den slags dedikation, som gør det værd at fejre mediet.
Kort sagt:
Komikerduoen Key and Peele lægger stemme til to dæmoniske spilopmagere, der genopliver en outsider-teenagers døde forældre i Henry Selicks første stopmotion-animationsfilm i mere end et årti. Den morbide historie er vedkommende, men filmen skal først og fremmest ses for dedikationen til den legendariske animationsteknik.