Mit bud på de 25 bedste film fra 1980’erne – til inspiration og diskussion

80’erne er vakt til live med ’Stranger Things’ og utallige remakes og reboots. Men hvad var egentlig årtiets filmiske højdepunkter? De bedste film ifølge Soundvenues anmelder Morten Kildebæk inkluderer ikonisk sci-fi, kvalmende body horror og virtuose dokumentarer.
Mit bud på de 25 bedste film fra 1980’erne – til inspiration og diskussion
Jack Nicholson i 'The Shining'. (Foto: PR)

Hvad tænker du, når jeg siger 80’er-film? Jeg vil tro, mange forbinder årtiet med kitsch, nostalgi og underholdende Hollywood-action snarere end kæmpestor filmkunst.

Når først man går på opdagelse i kataloget, finder man imidlertid rigtigt mange fantastiske og ikke mindst kunstnerisk nyskabende værker.

Som altid med rangeringslister er en masse fremragende film blevet skåret fra. Men her er den altså: En samlet og fuldstændigt subjektiv liste over 80’ernes 25 bedste film.

John Turturro og Spike Lee i ‘Do the Right Thing’.

25. ’Do the Right Thing’ (1989)

Spike Lees tredje spillefilm er en kompleks miljøskildring af et fattigt kvarter i Brooklyn, hvor spørgsmål om race og etnicitet gennemsyrer nærmest alle forhold og samtaler.

I starten af filmen er det mest sjovt at følge klikerne af afroamerikanere og puertoricanere og deres drilske tone over for den italienske pizzamand Sal og de koreanske kioskejere. I midten af det hele fungerer pizzabuddet Mooky, spillet af Spike Lee selv, som et temmelig ugideligt bindeled mellem fraktionerne. Men som handlingen skrider frem, stiger spændingerne imellem grupperne.

Slutningen er umanerligt chokerende – og decideret profetisk i forhold til de utallige eksempler på politivold mod sorte, som fortsat hærger i USA, samt den Black Lives Matter-bevægelse, der fylder gaderne mere end 30 år efter ’Do the Right Thing’s premiere.

‘E.T.’

24. ’E.T.’ (1982)

Hvem skulle have troet, at de mest menneskelige følelser skulle komme fra en alien-dukke?

Steven Spielbergs klassiker om drengen Elliotts venskab med det strandede rumvæsen E.T. rummer alt det, en Hollywood-familiefilm skal kunne: Den er både spændende og morsom (Drew Barrymore er sjovere, end jeg huskede, som lillesøsteren Gertie).

Og så er slutningen ovenud rørende – selv når man i dag ser filmen med bevidstheden om, at E.T. tydeligvis blot er en animatronic-dukke. Rumvæsnets simple engelskforståelse gør nemlig slutreplikkerne til det reneste destillat af kærlighed og savn: »Come«. »Stay«.

Shelley Duvall i ‘The Shining’.

23. ’The Shining’ (1980)

Selvom Stephen King (som en af de eneste) ikke er fan af Stanley Kubricks fortolkning af romanforlægget, er det meget svært at komme udenom ’The Shining’, når man snakker filmhistoriens bedste gyserfilm.

Alle husker Jack Nicholsons vilde præstation som forfatteren Jack Torrance, der rejser med hustruen Wendy og sønnen Danny til det mennesketomme The Overlook Hotel for at agere vicevært over vinteren og blive inspireret til sin næste bog. Mens han opsluges af et udefinerbart mørke og bliver tiltagende psykotisk, oplever lille Danny en række blodige og ildevarslende syner.

Som kontrast til Nicholsons splittergale karakter er Kubricks film iskold, tålmodig og stilsikker. Resultatet er en perlerække af urovækkende scener, der kryber ind på publikum og bliver siddende i kroppen.

‘Blue Velvet’.

22. ’Blue Velvet’ (1986)

Det afskårne øre, det blå velourtæppe, de røde roser, det hvide stakit, Isabella Rosselinis læber og Dennis Hoppers vanvittige øjne – ’Blue Velvet’ er fyldt med billeder, der sætter sig fast i hukommelsen.

Den dystre krimithriller om en ung mands (Kyle MacLachlan) møde med en ulykkelig kvinde og en psykotisk mafiaboss, der har kidnappet hendes søn, bærer på det særlige, udefinerbare ubehag, som kun David Lynch kan skabe.

Instruktørens særlige tone medfører, at alting føles lidt skævt og forkert, selv når der i fortællingen ikke (længere) er fare på færde.

‘Taipei Story’. (Foto: PR)

21. ’Taipei Story’ (1985)

Der findes ingen, som laver smukkere bybilleder end Edward Yang. Den taiwanesiske instruktør har et særligt øje for på én gang at fange storbyens tomhed og skønhed gennem de fortryllede og forvrængende spejlinger i højhusenes glaspartier.

Det er også gældende i Yangs ’Taipei Story’, hvor de stilede og smukke hovedpersoner i den labyrintiske, titulære storby alle higer efter en anden tilværelse. Den unge kvinde Chin bliver fyret fra sit arbejde og håber, hun kan rejse med sin kæreste til USA. Han er samtidig besat af sin fortid som mislykket professionel baseballspiller.

Mens karaktererne synes nærmest lammede af længsel og tvivl, fortrylles man som seer af Taipeis atmosfæriske mystik.

Jeff Goldblum i ‘The Fly’. (Foto: PR)

20. ’The Fly’ (1986)

Den største kommercielle succes i bodyhorror-mesteren David Cronenbergs lange karriere er også én af hans bedste (og der er altså virkelig mange gode!).

’The Fly’ er en nærmest gotisk fortælling om den excentriske opfinder Seth Brundle, der ved et videnskabeligt uheld muterer sig til et regulært monster, imens hans kæreste Veronica forsøger at hjælpe ham – uden selv at blive fortæret.

Jeff Goldblum er ovenud fantastisk i den ustabile hovedrolle, og de Oscar-vindende praktiske effekter, der viser Brundles skrækindjagende fysiske udvikling, er fuldstændigt overbevisende og frastødende.

‘Mur Murs’. (Foto: PR)

19. ’Mur Murs’ (1981)

Den franske nybølgeinstruktør Agnés Varda er en af de særlige filmskabere, der brillerer inden for både fiktion og dokumentarisme. Personligt er jeg allerstørst fan af hendes legesyge, finurlige og filosofiske essayfilm, hvor hun som altid hyggelig voiceover-fortæller deler sine betragtninger om tilfældige hverdagsmennesker.

Sådan en film er ’Mur Murs’. Her filmer Varda et hav af farverige vægmalerier i Los Angeles for at fortælle de mange fascinerende historier, som knytter sig til værkerne, deres ophavsmænd og murene, de er malet på.

En på alle måder livlig film.

‘Gå og se’.

18. ’Gå og se’ (1985)

Den sovjetiske film ’Gå og se’ er et overbevisende bud på verdens mest ubehagelige (anti)krigsfilm.

Man finder absolut ingen romantisering eller heltedyrkelse af Anden Verdenskrigs rædsler i fortællingen om den hviderussiske dreng Flyora, der, mod sin families vilje, slutter sig til modstandsbevægelsen, da nazisterne invaderer landet.

Hele Flyoras landsby bliver koldblodigt slagtet, og herfra følger et sandt mareridt af en brutal og til tider surrealistisk overlevelseskamp for hovedpersonen, der oplever så meget frygt og smerte, at hans unge ansigt ældes i lynfart.

‘Offeret’. (Foto: PR)

17. ’Offeret’ (1986)

Andrej Tarkovskij er én af Lars von Triers største forbilleder, og idéen til ’Melancholia’ synes da også direkte inspireret af den russiske instruktørs sidste film, ’Offeret’. Handlingen kredser nemlig om særligt to ting: verdens mulige undergang og hovedpersonens mentale helbred.

’Offeret’ foregår på svensk og er skudt nær Gotland af Ingmar Bergmans hoffotograf Sven Nykvist. Filmen følger Alexander, som planlægger at fejre fødselsdag med sin familie, da de i et nyhedsprogram hører, at en atomkrig er brudt ud.

Familiemedlemmerne synes forstenede af de gruopvækkende nyheder. Indstillingerne af deres spøgelsesagtige skikkelser, som bevæger sig langsomt rundt i den store svenske villa, er nogle af Tarkovskijs smukkeste. Det samme kan siges om den lige dele destruktive og håbefulde slutning.

Al Pacino i ‘Scarface’.

16. ’Scarface’ (1983)

Personligt kan jeg bedst lide Brian De Palma, når han holder sig fra kitsch og camp og i stedet laver yderst velsmurte mainstreamfilm. Sådan en film er ’Scarface’ – et underholdende, flot og forstyrrende gangsterepos om cubanske Tony Montanas vej fra illegal immigrant til narkokonge.

Fortællingen, der er skrevet af Oliver Stone og er løst baseret på Howard Hawks-filmen af samme navn fra 1932, forløber som en storladen græsk tragedie, hvor hovedpersonen er sin egen værste fjende. I centrum for det hele er selvfølgelig stjernen Al Pacino, som ni år efter ’The Godfather II’ formår at skabe en ny, mindeværdig gangsterfigur.

‘Amadeus’. (Foto: PR)

15. ’Amadeus’ (1984)

Et periodedrama fra 80’erne om komponisten Wolfgang Amadeus Mozart lyder måske ikke umiddelbart sindssygt spændende, men ’Amadeus’ er faktisk et virkelig medrivende drama, som løftes af et genialt fortællegreb.

Mozart er nemlig ikke hovedpersonen. Det er derimod den mindre talentfulde komponistkollega Antonio Salieri, spillet af F. Murray Abraham i sit livs rolle.

Salieri kan ikke udstå, at den unge og barnlige Mozart (spillet humoristisk af Tom Hulce) besidder et nærmest overjordisk talent, hvorfor han som filmens egentlige skurk forsøger at udslette stjernefrøet – samtidig med, at han ikke kan undgå at blive rørt af Mozarts smukke operaer.

’Nausicaä fra vindenes dal’. (Foto: PR)

14. ’Nausicaä fra vindenes dal’ (1984)

Før der var noget, som hed Studio Ghibli, instruerede animelegenden Hayao Miyazaki den gudesmukke perle ’Nausicaä fra vindenes dal’ – en medrivende og sympatisk postapokalyptisk sci-fi-film i fantasyklæder.

Her fandt han ind til kernen af den gennemgående øko-tematik om menneskets destruktion af naturen, man også ser i senere mesterværker som ’Chihiro og heksene’ og ’Prinsesse Mononoke’.

Efter en stor verdenskrig er planeten næsten ubeboelig for mennesker, mens en toksisk jungle og dens kæmpeinsekter stortrives. Da soldater fra riget Tolmekia forsøger at udslette den sidste natur (og menneskernes levegrundlag) må Prinsesse Nausicaä fra Vindenes dal, Jordens sidste bæredygtige samfund, forsøge at stoppe dem og hele forholdet mellem natur og mennesker.

‘Kundskabens træ’. (Foto: PR)

13. ‘Kundskabens træ’ (1981)

Nils Malmros’ ungdomsfilm er en klassiker inden for genren (samt i klasselokalerne), og med god grund.

Fortællingen om Elin og resten af mellemskoleeleverne på Århus Katedralskole, løst baseret på Malmros’ egen opvækst i 50’erne, er spækket med geniale og ikoniske scener, som til sammen tegner et mangesidet billede af den usikre og forvirrende tid omkring den spirende seksualitet i teenageårene. At Malmros valgte at optage filmen over to år, så skuespillerne modnes i takt med karaktererne, gør deres udvikling endnu mere troværdig.

’Kundskabens træ’ viser med stor omsorg for sine karakterer, hvor svært det kan være at navigere i skolegårdens manege. Det oplever Elin, da hun i løbet af filmen går fra at være skolens populære pige til at blive en udstødt syndebuk, uden hun selv forstår hvorfor.

‘Fanny og Alexander’. (Foto: PR)

12. ’Fanny og Alexander’ (1982)

Den svenske legende Ingmar Bergmans sidste store film (der også er udgivet som miniserie) er løst baseret på instruktørens egen opvækst.

’Fanny og Alexander’ er et af den slags store, lange og fængende dramaer, der desværre bare ikke bliver lavet til det store lærred længere. Det episke drama følger de to titulære søskende og deres store, brogede familie i 1920’ernes Sverige. Vi lærer alle at kende under films første fortryllende festscene, hvor de fejrer juleaften.

Den eventyrlige barndom ophører dog brat, da børnenes far dør, og moren gifter sig med en streng biskop. De levende ensemblescener bliver udskiftet med klaustrofobiske og intime stunder – og et par effektive drys magisk realisme.

‘Det syvende kontinent’. (Foto: PR)

11. ’Det syvende kontinent’ (1989)

Michael Haneke er ikke ligefrem den instruktør, der er mest optimistisk på menneskehedens vegne. Heller ikke i det temmelig deprimerende billede på en moderne familie, man finder i ’Det syvende kontinent’.

Filmen følger forældrene Anna og Georg og deres datter Evi, som synes fanget i deres daglige rutiner på jobbet, i skolen og i hjemmet. Haneke er eminent til at fange angsten i det hverdagslige og trivielle. Aldrig har daglige sysler været så intense, som når kameraet systematisk og tålmodigt optager nærbilleder af familiens kroppe, der tager opvasken, klæder sig på eller spiser en skål cornflakes.

Slutningen vil jeg ikke spoile, men lad os bare sige, at familiens forsøg på at bryde ud af den triste hverdagstrummerum bestemt ikke er mindre foruroligende.

Robert De Niro i ‘Raging Bull’

10. ’Raging Bull’ (1980)

Martin Scorsese har gjort det til sit varemærke at balancere ubesværet mellem vildskab og elegance, allerbedst eksekveret i ’Goodfellas’. 10 år før gangsterklassikeren lykkedes han i særdeleshed også med det i ’Raging Bull’, som er en filmatisering af den virkelige bokser Jake LaMottas (flygtige) storhed og fald.

Elegancen kommer med de sorthvide billeder og den klassiske musik, som af og til overtager lydbilledet – ikke mindst under de mindeværdige åbningstekster, hvor LaMotta bevæger sig rundt i slowmotion i bokseringen.

Vildskaben kommer i de intense boksekampe, og så selvfølgelig i Robert De Niros fremragende præstation som den charmerende, men temperamentsfulde og utilregnelige hovedperson.

‘Dekalog V’. (Foto: PR)

9. ’Dekalog V’ (1989)

Et af de mest imponerende filmiske værker fra 80’erne er Krzysztof Kieślowskis filmserie ’Dekalog’. Her filmatiserer den polske mesterinstruktør Biblens 10 bud i tilsvarende 10 timelange film. Hele filmserien er helt bestemt værd at se, men hvis jeg skal fremhæve én af filmene, må det være den om femte bud: Du må ikke så ihjel.

’Dekalog V’ er en opsigtsvækkende skildring af et ulovligt og et lovligt mord. Det ene er mordet på en fremmed taxichauffør, som den unge mand Jacek begår, tilsyneladende ud af ingenting. Det andet er en retsligt bestemt dødsstraf.

Kieślowski overbeviser med sine sepiatonede billeder og rystende fortælling seeren om, at den kalkulerede form for mord, som staten udfører på en borger, ikke er mindre forkert end den spontane og bestialske.

‘Mishima – A Life in Four Chapters’. (Foto: PR)

8. ’Mishima: A Life in Four Chapters’ (1985)

Der findes utallige kedelige eksempler på, hvordan man ikke skal skrue en biografisk film sammen, men Paul Schrader viste med ’Mishima: A Life in Four Chapters’, hvordan det kan gøres med stor opfindsomhed.

Filmen om den talentfulde, men kontroversielle japanske forfatter Yukio Mishima, der tog sit eget liv i 1970 efter at have besat det japanske forsvars hovedkvarter, følger hovedpersonens sidste, skæbnesvangre minutter. Samtidig fletter Schrader fire af forfatterens værker ind som sideløbende fortællinger, så parallellerne mellem Mishimas person og forfatterskab åbenbares.

Philip Glass har komponeret det virtuose score, der løber gennem filmen som en strøm – og passer perfekt til de farverige og imponerende kulisser, som Mishimas fordrejede skæbnefortællinger udspiller sig i.

‘Angel’s Egg’. (Foto: PR)

7. ’Angel’s Egg’ (1885)

En af Japans mest interessante instruktører, som desværre ikke er specielt kendt i Danmark, er Mamoru Oshii, hvis animefilm ’Ghost in the Shell’ gav ham et gedigent vestligt gennembrud i 90’erne (filmen blev senere filmatiseret med Scarlett Johansson i hovedrollen).

Et årti forinden skabte Oshii det mystiske lille mesterværk ’Angel’s Egg’. Den ulmende gyser følger en ung pige, som bevæger sig gennem en mørk og menneskeforladt verden, mens hun bærer på et stort æg. Lige i hælene på hende er en englelignende mand, der stiger ned på Jorden for at få fingre i ægget.

Den urovækkende atmosfære er i højsædet, for ligesom mange af Oshiis andre film er det atmosfæriske univers, som karaktererne vandrer hvileløst rundt i, den egentlige hovedperson.

‘Housekeeping’. (Foto: PR)

6. ’Housekeeping’ (1987)

Bill Forsyths groft oversete mesterstykke er en nuancerig og involverende skildring af en dysfunktionel familie, der mindede mig om styrkerne ved Hirokazu Kore-edas ditto mesterlige ’Shoplifters’ fra 2018.

’Housekeeping’ formår nemlig at forføre seeren med sine charmerende og humoristiske karakterer, indtil det med et chok går op for én, at personerne i virkeligheden opfører sig dybt problematisk. Og så er det ikke til at bære.

Filmen foregår i en lille amerikansk flække i 50’erne og følger søstrene Ruth og Lucille, som må leve med deres småmærkelige tante, da deres mor begår selvmord. Sladren går om tante Sylvies aparte opførsel (for eksempel samler hun på tomme dåser og gamle aviser), men pigerne opdager først sent, at hun måske ikke er den bedste værge.

‘Shoah’. (Foto: PR)

5. ’Shoah’ (1985)

’Shoah’ er den definitive film om holocaust. Gennem en lang række interviews med ofre og bødler undersøger instruktør Claude Lanzmann, hvad der skete i den polske udryddelseslejr Chełmno, koncentrationslejrene Treblinka og Auschwitz samt Warszawaghettoen.

Lanzmann er en grundig og vedholden interviewer, der ser afdækningen af handlingerne bag traumet som en slags kollektiv terapi. Samtidig viser filmen, som bruger absolut nul arkivbilleder fra Anden Verdenskrig, at holocaust stadig hviler som en mørk skygge over samtidens Polen.

’Shoah’ er berygtet for sin længde på ni timer og 26 minutter. Og ja, det er ikke en film, man skøjter igennem. Men den store mundfuld kan sagtens deles op i mindre bidder.

‘Blade Runner’.

4. ’Blade Runner’ (1982)

Tre år efter ’Alien’ vendte Ridley Scott tilbage med endnu en science fiction-klassiker, der godt nok floppede ved billetlugerne i sin samtid, men som i dag (med udgangspunkt i Scotts senere udgivne director’s cut) står som én af genrens allerbedste.

Fortællingen, der er baseret på en Philip K. Dick-roman, følger den pensionerede politibetjent Rick Deckard (charmerende Harrison Ford på toppen af sin karriere). Han hives tilbage i jobbet for at jagte fire rebelske robotter, kendt som replicants, gennem den postapokalyptiske storby. Men undervejs begynder at han at overveje, hvor anderledes de menneskelignende androider egentlig er fra ham selv.

Et kritikpunkt blandt anmelderne ved premieren i 1982 var, at filmen fører sit krimiplot for tålmodigt fremad. Men det er takket være den stemningsfulde fremtidsnoirs fortælletempo, at den regnfulde storby, neonlysende og ikke mindst Vangelis’ ikoniske synth-score får lov at ånde.

‘L’Ange’. (Foto: PR)

3. ’L’Ange’ (1982)

Den franske film ’L’Ange’ (’Englen’) kan betegnes som en horrorfilm – en dybt opfindsom og eksperimenterende én af slagsen, som ikke ligner noget andet.

Instruktør Patrik Bokanowski har ved hjælp af fragmentarisk klipning, mønstrede kulisser, et insisterende score og en smule animation skabt en fascinerende mareridtsvision. Filmen er bygget op af en række enkeltstående scener med navnløse og maskebærende karakterer, som på forskellige måder er fanget i deres egen tilværelse.

Måske befinder de sig i skærsilden – eller i et mentalt fangenskab. I hvert fald forsøger nogle af dem undervejs at bestige en masse trapper for at nå et blændende rent lys fra oven.

‘Koyaanisqatsi’. (Foto: PR)

2. ’Koyaanisqatsi’ (1982)

’Koyaanisqatsi’ er en rendyrket filmisk oplevelse. Godfrey Reggios dokumentarfilm er nemlig helt uden dialog. Alligevel formår den at opsluge og overrumple publikum udelukkende ved hjælp af Ron Frickes majestætiske billeder og Philip Glass’ episke score.

I løbet af sin spilletid klipper den ambitiøse film mellem optagelser fra natur-, industri- og beboelsesområder i USA, ofte med brug af timelapse og slowmotion. Synet er bjergtagende.

Filmens titel – der er på et uto-aztekisk sprog tilhørende Hopi, et af USA’s oprindelige folk – kan oversættes til ’Liv ude af balance’. Og man kan godt sige, at scenerne til sammen viser det moderne samfunds smukke og uoverskuelige kaos.

‘Akira’.

1. ’Akira’ (1988)

Det er utroligt, at ’Akira’ var Katsuhiro Otomos spillefilmdebut som instruktør. Den animerede sci-fi-film, baseret på Otomos egen mangaserie, er nemlig et fuldstændig stilsikkert, virtuost og ikke mindst badass mesterværk, som holder ved hvert gensyn.

I en tid, hvor computeranimation har overtaget branchen, er det en sand nydelse at opleve ’Akira’s smukke baggrunde og gnidningsfri bevægelser. Filmen blev produceret, da håndtegnet animation havde de største budgetter, og det ses meget tydeligt.

Filmen foregår i den postapokalyptiske by Neo-Tokyo – en erstatning for den atombombesmadrede storby, vi kender – hvor hovedpersonen Kaneda og hans motorcykelbande krydser veje med et mystisk militærprojekt, der giver én af drengene overnaturlige kræfter, han har svært ved at kontrollere. Det leder til et absolut vanvittigt klimaks med både dommedagsprofetier og kvalmende body horror.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af