’Woman of the Hour’: Anna Kendricks date med en seriemorder er en af de uhyggeligste og mest sandfærdige film, jeg længe har oplevet

Saoirse Ronan udløste bifald, da hun i Graham Nortons talkshow lukkede mund og latter på en vis ’Gladiator 2’-stjerne.

»Det er den slags, piger skal tænke på hele tiden«, udbrød ’Blitz-skuespilleren efter at have lyttet til uheldige og lettere ignorante jokes vedrørende gode selvforsvarsråd.

Det er nemlig ofte med både (berettigede) katastrofetanker, nøgler i næven og – ja, Paul Mescal – en beskyttende telefon i lommen, at kvinder bevæger sig rundt i offentlige som private rum.

Den erkendelse er ikke blot tragisk, men også sjældent godt portrætteret i Anna Kendricks overgrebsthriller og vellykkede instruktørdebut ’Woman of the Hour’, der hjerteknusende skildrer en verden skabt af/til maskulin lyst og ego – og hvor svær den er at (over)leve i.

Her følger vi den unge skuespiller Sheryl (veloplagt gestaltet af instruktøren selv) kæmpe sig igennem 70’ernes underholdningsindustri, inden hun i et sidste krampetrækkende forsøg på et gennembrud indvilliger i at være med i tv-showet ’The Dating Game’.

Lykkelig over, at en herre endelig virker til (læs: løgnagtigt foregiver) at anerkende hendes autonomi, vælger Sheryl ved showets slutning den fotoentusiastiske bachelor nummer tre. Hvad hun ikke ved er, at han er en misogyn psykopat med en masse kvinde- og pigeliv på samvittigheden.

Det ved filmens publikum dog. For vi er blevet fortalt, at fortællingen er baseret på den gruopvækkende historie om den faktiske serievoldtægtsmand og -morder Rodney Alcaca (spillet af en myrekrybende Daniel Zovatto), der deltog i selvsamme fjernsynsprogram.

Tanken om filmens biografiske karakter er unægtelig dybt ubehagelig, og det bliver kun endnu mere ubehageligt, når ’Woman of the Hour’ gennem spring i tid og sted skaber den lidt klodsede, men effektfulde vekselvirkning mellem Alcacas primetime-forførelse af seer og singler og hans modbydelige overgreb.

For mens Zovatto her viser talent for hamskifte og kunstneriske facetter – for såvel den hvide heteroseksuelle mands selverobrede privilegier – viser Kendrick os, at vi trods en god mavefornemmelse aldrig kan føle os helt sikre. Hun viser ligeledes finesse og følsomhed over for filmens voldsomme tematik ved at fremmale de livtagende uhyrligheder uden at lade dem blive for eksplicitte.

Faktisk er instruktøren mere detaljeorienteret, når det kommer til skildringen af sexismens sommetider mere ’usynlige’ rædsler. For med fin balance mellem det sorgfulde og det humoristiske påviser ’Woman of the Hour’, hvordan Sheryl og ligesindede gentagne gange udsættes for patroniserende, respektløs og anden normaliseret, men fuldkommen absurd opførsel.

Ligeledes understreger og demonstrerer Ian McDonalds dialog, der blandt andet er spækket med satiriske kommentarer om kvinders dumme, vrede ansigter eller (manglende) fuckability, sproget som et ekskluderende og fornedrende våben.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Meget af dette er særligt ubærligt at overvære i nogle af filmens mest gribende sekvenser, der finder sted på et liderligt rovdyrs yndlingsjagtzone: en dunkel bar.

For med intense øjne og grænseoverskridende hænder fremkaldes gisp og kuldegysninger, og med vellykkede horrortræk forvandler Mai Thai-stævnemøder sig til ubehagelige mareridt – sådan som de også kan opleves i virkeligheden.

Noget af det samme skete i 2023-filmen ’Cat Person’, der ligeledes brugte datesituationer som genstand for gys. Men ulig den lunkne og til tider tonedøve adaption af Kristen Roupenians omstridte novelle bedriver ’Woman of the Hour’ klædeligvis ikke skyggen af victimblaming. Den problematiserer derimod det satans stads.

Og ulig mange andre truecrime-produktioner har denne film ikke i sinde at forstå eller menneskeliggøregerningsmanden. Den snarere fremlægger og forkaster det system, som tillader ham at nedlægge (utallige!) ofre. Well done.

Nu er der sikkert nogle (jeg kender i al fald selv et par stykker), der vil påpege, at thrilleren med sine brændte farver, curtain bangs og kløgtige referencer til 70’ernes pop- og kønskultur skildrer en anden og fjern tid. At nyere identitetspolitiske tiltag på alle måder har rusket i de patriarkalske strukturers grundvolde, at portrættet er bedaget, og at filmens aktualitet hermed bortkastes – og at alle mænd desuden ikke er seriemordere med nedbidte negle og nekrofile tendenser.

Til jer vil jeg – ud over at pointere, hvor sørgeligt lavt barren sættes, hvis sidstnævnte er ligestillingens tunnelsynede succeskriterium – gøre det klart, at der er mange, hvis indbakke tætpakkes med #TextMeWhenYouGetHome, og hvis galoperende hjerte dagligt fyldes med frygt for mandschauvinisme kvælertag og mørke parkeringspladser.

Der er skræmmende mange som (trods en tidsforskel på 50 år og samtykkesnak) genkender/gennemlever Kendricks stærke debut – bare spørg Saoirse Ronan.

Det er muligt, at der ikke er tale om storslået eller nyskabende fortællekunst, men ’Woman of the Hour’ er en af de uhyggeligste og mest sandfærdige film, jeg længe har oplevet.

Jeg håber, at alle ser med.

---

Kort sagt:
Anna Kendricks imponerende instruktørdebut er en knivskarp fortælling om sexismens både ligestillings- og livstruende væsen.