’1899’: Ny Netflix-serie fra duoen bag ’Dark’ er dybt original – og komplet uforudsigelig
En grøn bille. Illuminati-lignende symboler. Breve med teksten »What is lost, will be found«. Og en lille sort pyramide.
Alt sammen er vigtige elementer i et større mysterium, der langsomt folder sig ud i den stort anlagte tyske Netflix-serie ’1899’.
Serien er skabt af Baran bo Odar og Jantje Friese, som også står bag det komplekse tidsrejsedrama ’Dark’. Nu har de igen søsat et storstilet mysterium, og de første seks afsnit, som denne anmeldelse baserer sig på, har flere spørgsmål end svar.
Serien handler om et stort dampskib med kurs mod Amerika i 1899. Passagererne tæller blandt andet en britisk kvinde på flugt fra en galeanstalt, en dansk familie på flugt fra en tragedie og en kinesisk kvinde på flugt fra en fejl. Alle har de flugten til fælles, og alle er de altså fra forskellige lande.
Det giver et meget unikt samspil mellem forskellige sprog og kulturer, da karaktererne løbende bliver tvunget til at kommunikere med hinanden uden et fælles sprog.
Her er det også værd at fremhæve de danske skuespillere, som alle snakker dansk, hvilket altid er sjovt at høre i store internationale serier. Lucas Lynggaard Tønnesen spiller den mest fremtrædende rolle i starten af serien, men bliver løbende overgået af Clara Rosager, hvis gravide og uskyldige ydre langsomt afslører en mere kompleks og handkraftig karakter.
Skibets kaptajn er ligeledes på flugt fra et traume og kan derfor som passagererne ikke vente med at nå »the land of the free«. Han bliver dog sat i et dilemma, da skibet modtager et nødsignal fra et af rederiets andre skibe, ’Prometheus’, som har været forsvundet i fire måneder. De ændrer kurs, og en mindre ekspedition tager over på, hvad der viser sig at være et spøgelsesskib. Der er ingen spor af de over 1000 passagerer. De finder kun en lille mørkhåret dreng med en sort pyramide i hånden.
Det er et kort referat af handlingen i det første afsnit. Derfra tager serien tonsvis af uventede drejninger, som ville være synd af afsløre.
’1899’ kan bedst beskrives som en blanding af ’Lost’ og ’Westworld’. ’Lost’ i den forstand at mysteriet udfolder sig på et afgrænset område med mysterier i alle kroge, og ’Westworld’ i den måde historien er fortalt, dybt seriøst og med masser af tålmodighed. Hvilket ’1899’ også kræver af sin seer, for gennem de første fire afsnit får man næsten ikke nogle svar, kun flere spørgsmål.
Det er en svær balance at ramme – hvor man ikke vil give for meget, men stadig nok til, at seeren ikke bliver frustreret. Og ’1899’ går lige til frustrationsgrænsen, men åbner så meget mere op i de utroligt underholdende afsnit fem og seks. Uden at sige for meget byder afsnit fem på en fantastisk scene, hvor et tikkende ur i musikken pludselig begynder at påvirke seriens verden på spektakulær vis.
Hvis dette virker som en lidt vag og mystisk beskrivelse, er det, fordi ’1899’ er noget ganske. Den føles 100 procent original, trodser simple genremærkater, og gennem de første seks afsnit har jeg haft meget vidtrækkende teorier omkring, hvad serien egentlig handler om. Lige fra at alting er en ’Inception’-lignende drøm, til at halvdelen af besætningen er androider. Og alle teorierne er egentlig stadig i spil.
Det er en utroligt sjælden følelse i moderne fiktion slet ikke at vide, hvor historien er på vej hen fra afsnit til afsnit.
Mysterier har det med at blive vurderet mere på deres svar end på deres spørgsmål, hvilket er ærgerligt. Det er ikke til at vide, om ’1899’ kommer sikkert i havn, eller om den rammer et metaforisk isbjerg.
Men jeg stoler blindt på kaptajnen, for rejsen har indtil videre været styret med sikker hånd.
Kort sagt:
Væbner man sig med tålmodighed, belønner duoen bag ’Dark’ seeren med et dybt originalt mysterie, som er uforudsigeligt fra afsnit til afsnit.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.