(Spoiler alert: Læs først når du har set ’Dark’ sæson 3 færdig)
Cyklussen er endelig brudt, apokalypsen afværget. Med en ekstremt rørende finale lykkedes det skaberne Baran bo Odar og Jantje Friese at binde en fortryllende sløjfe på ’Dark’. Langt de fleste tråde blev samlet og fulgt til dørs.
At Jonas blev til Adam i ren desperation over at stoppe en endeløs cyklus af smerte, var allerede en smule givet, og at hans forbrændte ydre var forårsaget af et forsøg på et skabe en tidsmaskine, kom måske heller ikke som den største overraskelse. Men der er mange andre ting at snakke om – og måske nogle seere har behov for lige at få recappet, hvad der egentlig sker? Meget kan man sige nemlig sige om ’Dark’ – men overpædagogisk er den ikke.
Her dissekerer vi de vigtigste øjeblikke fra den afsluttende sæson af Netflix’ tyske seriehit.
1. Knudepunktet
Ud over Jonas’ verden blev vi introduceret til en alternativ virkelighed, hvor han aldrig var blevet født, og det var der, alt-Martha kom fra. I hendes verden møder de den gamle dame Eva, en ældre udgave af Martha, som viser sig at være denne dimensions pendant til Adam, bortset fra at hun vil bevare kredsløbet, mens Adam vil destruere det.
Adam mener, at en tidsanomali er skyld i apokalypsen, og hvis han eliminerer den, vil universet ophøre. Anomalien – og det som binder de to dimensioner sammen – er Jonas og alt-Marthas barn aka den tids-dimensionshoppende dræbertrio med læbeganespalte går efter.
Men da den brandskadede galning endelig dræber den gravide alt-Martha, er verden der stadigvæk. Ind fra skyggegalleriet kommer Claudia Tiedemann og forklarer, at de to dimensioner faktisk er et biprodukt, fra da H.G. Tannhaus’ forsøgte at bringe sin familie tilbage fra de døde.
Så vi har den originale verden og så de to alternative, hvor henholdsvis Jonas og alt-Martha gennemlever dommedag i en endeløs cyklus af død og desperation. De to rejser så til den originale verden og stopper knudepunktet fra at ske: Bilulykken, der dræber Tannhaus’ søn, svigerdatter og lille barnebarn.
2. Frem med kleenex
Ved at redde dem fra at dø er konsekvensen, at Jonas og alt-Marthas verdener (og dermed også dem selv) holder op med at eksistere. Alligevel vælger de to teenagere at rejse til Tannhaus-verdenen og de facto slette deres egen eksistens, da alternativet – at skulle gennemgå alle de pinsler, som i sidste ende vil gøre dem til Adam og Eva og være skyld i deres familie og venners død – ikke var til at bære.
Claudia fortæller Adam, at lige præcis det her øjeblik i alle cyklusserne er første gang, de to taler sammen, og det er nu chancen for at bryde cyklussen er til stede. Han tager tilbage til dommedagen, efter en tidligere version af ham har dræbt Martha, og får overbevist Jonas om, at det hele kan blive afsluttet en gang for alle.
Han transporterer Jonas over i den anden verden, hvor Jonas bryder kæden af begivenheder ved at ’snuppe’ alt-Martha, inden hun tager næste skridt i sin cyklus. De to rejser tilbage til hans verden på dagen for apokalypsen og kravler ind i passagen i grotten. Der begynder det for alvor at presse på tårekanalerne, da de begge møder børneudgaver af hinanden. Tænk Matthew McConaughey, der ser sin datter i ’Interstellar’, bare bedre.
De overbeviser Tannhaus’ søn Marek om, at han skal køre tilbage til sin far, og dermed sker ulykken ikke. Samtidig er Adam kommet til Eva, og de to par begynder langsomt at blive opløst, atom for atom, da de aldrig har eksisteret. Hvis tårerne ikke fosser ned ad kinderne, da de elskende går i opløsning til tonerne af Soap&Skins version af ’What a Wonderful World’, er man lavet af sten.
3. En verden, der ikke eksisterer
Grunden til at Jonas og Martha ophører med at eksistere på tværs af tid og rum er, at de eksisterer som følge af tidsrejser. Den bliver langhåret nu:
Jonas og alt-Marthas søn er far til Tronte, Marthas farfar. Og hendes oldemor, Agnes, er datter af de tidsrejsende Bartosz og Silja, som selv er datter af den tidsrejsende Hannah, Jonas’ mor, og Egon Tiedemann, Bartosz’ oldefar.
Da alle de biologiske Nielsen’er er produkter af tidsknepperi (bogstavelig talt), ophører de med at eksistere, inklusive Jonas’ far Mikkel Nielsen/Michael Kahnwald. Og da Bartosz mor, Regina, kun mødte hans far Aleksander Kohler (eller Boris Niewald, som han rigtigt hed), fordi han så, hun blev mobbet af Ulrich Nielsen, møder de to aldrig hinanden og Bartosz bliver ikke født.
Lidt i samme dur ryger paradokset Elisabeth og Charlotte Doppler, der er hinandens mor og datter, da morderpræsten Noah, Elisabeths far, også er søn af Bartosz og Silja. Da det endda viser sig, at det er de to, Elisabeth og Charlotte, der gennem tidsrejse har afleveret baby-Charlotte til H.G. Tannhaus, så han har kunnet opfostre hende, bliver den sløjfe fuldstændigt elimineret i mere end en forstand.
Som slutscenen viser, er det meget få af de personer, vi har fulgt igennem tre sæsoner af ’Dark’, som ikke på en eller anden måde er produkt af tidsrejseforviklinger. Jonas’ mor Hannah sidder til middag med Regina, Peter, Katharina og Wöller-søskendeparret. Jokes om dommedag, mens et uvejr raser, og lyset går ud, giver kæmpe grin rundt om bordet.
Men så fanger en gul regnjakke Hannahs blik. Den, som hendes ikkeeksisterende søn altid havde på. Hun kigger på den måde, som man gør, når mærker et deja-vu eller følelsen af at have glemt noget. Da hun bliver spurgt, om hun har tænkt på et navn til barnet, svarer hun:
»Jeg har altid godt kunne lide navnet Jonas«. Og således slutter den moderne græske tragedie om sorg og kærlighed – indtil du vælger at starte cyklussen forfra ved at gense den.