Helt som lovet udsendte Brockhampton i går ‘The Family’, der i månedsvis er blevet promoveret som gruppens sidste album nogensinde, men i nat udgav gruppen så endnu et nyt album ved navn ‘TM’.
Eller ‘nyt’ er måske så meget sagt. ‘TM’ består nemlig af ellers skrinlagte indspilninger fra sidste års sessioner i Ojai, Californien, som gruppemedlem Matt Champion nu har produceret færdige til et sammenhængende album.
Kevin Abstract beskriver i en pressemeddelelse ‘TM’ som en afskedsgave til gruppens fans.
»Jeg føler, at hvem end der læser det her – hvem end der har fulgt Brockhampton fra starten – fortjener en form for afslutning. Det her album er et forsøg på det. Tak, fordi I gav os en chance«, skriver han blandt andet.
Gårsdagens ‘The Family’ – et Kevin Abstract-soloridt, som ikke helt formåede at overbevise vores anmelder – blev indspillet i foråret 2022 og er således stadig det sidste album, gruppen indspillede.
Hør ‘TM’ herunder.