Brockhampton går fra hinanden. Det har vi egentlig vidst i noget tid. Det selverklærede boyband har siden foråret 2021 været klare i mælet om, at enden var nær.
Men denne måned kom der endelig en klar slutdato for projektet: De spiller to koncerter i London til februar, og derefter spiller de begge weekender på den californiske festivalmastodont Coachella i april. Derefter er det slut.
Det er naturligvis en trist udmelding fra gruppen, der på tværs af seks album har skabt helt sit eget brand af følsom, catchy, skæv og imødekommende hiphop. Og selv havde jeg da håbet på en sidste koncert på dansk jord. Men selv set udefra lignede Brockhampton altså længe et projekt, der levede via kunstigt åndedræt.
Det er simpelthen ikke længere den samme quirky samling legesyge hiphophoveder, som de var, da de fik deres store gennembrud med de tre ‘Saturation’-album i 2017. Og fred være med det, de skal have mulighed for at blive ældre og mere modne. Og selv om jeg (i forskellig udstrækning) vil sige, at alle deres album sidenhen har været gode, har det også været tydeligt, at de udforskede territorier, som gruppen helt fundamentalt ikke var dannet med henblik på at udforske.
Det tredje ‘Saturation’-album (2017) åbnede med nummeret ‘Boogie’. Det er en af kollektivets største bangers til dato, og den endte som et af de mest festlige momenter under deres mageløse Roskilde-koncert i 2019. Det er et nummer, hvor medlemmerne udveksler kække flows over et dansevenligt beat, som man bare bliver i utrolig godt humør af.
Og ja, der er nogle andre steder på ‘Saturation III’, hvor angst, melankoli og bittersødme titter frem. Men der har siden ‘Saturation III’ ikke rigtig været et nummer, hvor det rent faktisk lyder som om, kollektivet har det sjovt.
Den kække, nysgerrige, ungdommelige energi var siden starten et af de definerende træk ved Brockhampton. Det ligger endda i deres baggrundshistorie: De blev dannet idet Kevin Abstract i 2010 lavede et opslag på et Kanye West-forum, hvor han spurgte, om der var nogen, der var interesseret i at starte et band sammen. Så bliver det jo ikke mere quirky.
Gruppen endte med at hedde AliveSinceForever og bestå af omtrent 26 medlemmer – og denne konstellation endte gennem årene med at udvikle sig til Brockhampton, hvilket så i 2017 kulminerede i førnævnte succesfulde albumtrilogi.
Her fik vi gruppen, der lavede sange som ‘Star’, hvor hver linje er en reference til en kendt skuespiller. Gruppen, der klædte sig i matchende outfits til deres koncerter og proklamerede, at de var et boyband. Og den smilende boyband-æstetik havde skam plads til følsomhed som på ‘Bleach’, der udforsker rappernes usikkerheder. Men den havde ikke plads til det, der ventede dem.
I maj 2018 blev det stiftende Brockhampton-medlem Ameer Vann – en fanfavorit, hvis ansigt prydede artworket til alle tre ‘Saturation’-album – anklaget for seksuelt misbrug af adskillige kvinder. Disse anklager kom ud, mens Brockhampton var lige på nippet til at udgive deres fjerde album, ‘Puppy’. Resten af bandet smed Ameer ud, ‘Puppy’ blev skrinlagt, og deres planlagte koncerter blev aflyst.
Sidenhen fik vi det hårdføre, mere eksperimentelle (men noget rodede) album ‘Iridescence’ og den bløde, r’n’b-klingende ‘Ginger’. Begge var forsøg på at finde en ny retning for Brockhampton, og begge var lidt nogle fusere. Jeg er personligt meget begejstret for ‘Iridescence’, men det er et album, der lyder af en masse stemmer, der ikke er enige om, hvad Brockhamptons nye retning skal være – mens den mere stilfærdige ‘Ginger’ slet ikke omfavnede, hvor spraglet og forskelligartet Brockhamptons persongalleri var.
Det eneste, de begge pegede mod, var, at Brockhampton var blevet mere alvorlige end før. Der var ingen vej tilbage efter Ameer Vann-episoden. Men de fik rent faktisk forenet deres alvorlige, sårbare sider med noget af den sprælskhed, der tidligere havde defineret dem, da de i 2021 udgav deres sidste album, ‘Roadrunner: New Light, New Machine’.
Det var egentlig annonceret, at vi ville få endnu et album efter ‘Roadrunner’, men det blev så ikke til noget. Brockhampton er lagt i graven for nu. Og de efterlader et overraskende robust bagkatalog sammenlignet med andre hiphopkonstellationer med så mange medlemmer.
Wu-Tang Clan har, hvis jeg er flink mod dem, kun deres tre første udgivelser som samlet gruppe, der holder – og hvis man vil høre mere fra dem, skal man opsøge de mange stærke soloalbum. Jurassic 5 kan også kun klamre sig til tre album, der for alvor er gode. Og Brockhamptons mest åbenlyse forgænger, de ligeledes internet-forankrede Odd Future, nåede aldrig at udgive én udgivelse som samlet enhed, der kunne matche Brockhamptons svageste output.
Brockhamptons følsomhed, legesyge og forståelse for internetkultur lever videre. Grupper som det unge queer-kollektiv Rural Internet fortsætter med at sprænge hiphoppens rammer i en ånd, der minder meget om Brockhampton – og det virker nærmest uundgåeligt, at flere grupper som dem vil dukke op med årene. Hvem ved, måske er en dansk pendant til Brockhampton ved at blive dannet over TikTok i dette øjeblik?
Og så vil Brockhamptons opløsning jo næppe betyde radiotavshed fra medlemmerne. De har formentlig alle visioner, som ligger klar til at blive foldet ud i den kommende tid.
I den anledning udpeger vi her de tre medlemmer fra gruppen, som vi glæder os mest til at følge som solokunstnere.
1. Kevin Abstract
Ja, Kevin Abstract er et oplagt valg. Han er det tætteste på en reel frontmand for gruppen. Hvis Brockhampton vitterligt var det »Best boy band since One Direction« (som det lyder på ‘Boogie’), så var Kevin utvivlsomt gruppens Harry Styles. Og så har Kevin jo haft en aktiv karriere som solokunstner siden 2010. Særligt albummet ‘American Boyfriend: A Suburban Love Story’ fra 2016 pegede frem mod, hvad der allerede dengang lugtede af en lovende solokarriere.
Den væsentligste årsag til, at Kevin Abstract ikke allerede er blevet et større solonavn, er umiddelbart, at han har brugt det meste af sin energi på Brockhampton. Han er en eklektisk kunstner i egen ret, der blander r’n’b med artpop og glimt af indiepop – samt naturligvis en hiphopekskurs nu og da.
Kevin Abstract har da også de seneste år udgivet solomusik fra tid til anden – og den har været fin, men den har i høj grad føltes som et sideprojekt. Når solokarrieren nok igen snart bliver hans primære fokus, tør vi håbe på endnu et værk af samme kaliber som ‘American Boyfriend’.
2. Dom McLennon
Dom McLennon havde også en smule gang i karrieren inden ‘Saturation’-trilogien katapulterede Brockhampton til nye højder, men slet ikke i samme grad som Kevin Abstract. Og på tværs af Brockhamptons diskografi har han kun markeret sig som en stærkere kunstner, som tiden er skredet fremad.
Han er en tænksom skikkelse, der indkapsler alt det, conscious hiphop ideelt bør stå for. Han er kontemplativ og reflekterende, men aldrig belærende. Han har en jordnærhed, der gør, at et godt McLennon-vers virkelig kan føles som en udstrakt hånd. Han minder et eller andet sted meget om en ung Kanye West, der underspillet og forsigtigt kunne få tracks som ‘Heard ’em Say’ og ‘Hey Mama’ til at gå rent ind.
Og så er Dom McLennon vildt undervurderet fra et teknisk standpunkt. Jeg vil måske vove at sige, at ingen i gruppen har nær så godt styr på deres stemme, når de rapper, som Dom har. Han har nogle virkelig diskrete nuancer i, hvordan han sætter trykket på stavelserne, og han kan få et glimt af et hurtigt flow gnidningsfrit integreret i en ellers stilfærdig levering, uden at det lyder den mindste smule anstrengt. Som både performer og lyriker har han spændvidden til at kunne bære et rigtig godt soloalbum – så det holder vi nøje øje med.
3. Joba
Joba havde udgivet præcis én solosingle, inden ‘Saturation’ tog fart, og han har ikke rigtig haft en aktiv solokarriere siden da. Men det er også lige meget, for det er især i den senere halvdel af Brockhamptons diskografi, at Joba har vist, hvor meget solopotentiale han har.
På det tidlige Brockhampton-materiale vekslede Jobas bidrag mellem overaggressiv råberap (‘Heat’) og følsom r’n’b-sang i total boyband-modus, gerne med falset på (‘Face’). Og han var skam god til begge dele, men det var ikke ligefrem noget, der skreg på en solokarriere.
Men på tværs af ‘Iridescence’, ‘Ginger’ og ‘Roadrunner’ har Joba haft talrige showstopper-vers, hvor han krænger sin sjæl ud og forstår at zoome ind på nogle opsigtsvækkende lyriske detaljer på de helt rigtige tidspunkter.
Særligt ‘The Light’ og ‘The Light Pt. II’ fra ‘Roadrunner’ er fænomenale sange, der har Joba i fokus. Her fortæller han hårrejsende om sin fars selvmord, og hvad det har betydet for ham. Det er virkelig intime, sårbare optrædener, og hvis Joba kan holde sådan et niveau på sit solomateriale, så kan der være noget helt specielt i vente.