Efter en identitetskrise har Brockhampton med ‘Roadrunner: New Light, New Machine’ udgivet deres mest formfuldendte album hidtil

Efter en identitetskrise har Brockhampton med ‘Roadrunner: New Light, New Machine’ udgivet deres mest formfuldendte album hidtil
Brockhampton. (Foto: PR)

Brockhampton har i nogle år haft identitetskrise. Mange fans har prøvet at koge denne identitetskrise ned til, at fanfavoritten Ameer Vann i 2018 blev smidt ud af gruppen efter voldtægtsanklager. Det spiller selvfølgelig en rolle, at et centralt medlem pludselig er taget ud af ligningen, men det er bestemt ikke det eneste problem.

Det første album efter den indledende, hypede ‘Saturation’-trilogi var ‘Iridescence’, som mange ser som et retningsløst album, der vil alt for mange ting uden helt at dedikere sig til noget bestemt.

Jeg er i minoriteten, der længe har anset det som deres bedste og mest spændende værk. Og dog anerkender jeg, at det også er rodet og vidner om en gruppe, der ikke helt vidste (eller var enige om), hvad de ville. Det eneste de vidste var, at de ikke var interesserede i at gentage den på én gang kække og følsomme poprap, der definerede ‘Saturation’-trilogien. Hvilket i mine øjne tvang dem ud i noget af deres mest interessante sangskrivning nogensinde.

Efterfølgeren ‘Ginger’ er en mere rolig, indadvendt og tænksom affære – og ikke mindst et mere fokuseret album end ‘Iridescence’. Men det er også et album, der ikke rigtig udnyttede hvor forskelligartede stemmer, Brockhampton er bygget op af.

Så jeg kunne faktisk let respektere, at Brockhampton (via frontmand Kevin Abstract) med det nye album ‘Roadrunner: New Light, New Machine’ annoncerede, at de i år ville gå hvert til sit. Det føltes for mig som om, medlemmerne erkendte, at Brockhampton-formatet efterhånden begrænsede dem mere end det hjalp dem.

Men de slutter (indtil videre) med et brag på dette album, der efter sigende bliver gruppens næstsidste – en sidste plade skulle lukke ballet senere i 2021.

På ‘Roadrunner’ har Brockhampton nemlig fundet en god balance. Udgivelsen er sprælsk som ‘Saturation’, eventyrlysten som ‘Iridescence’ og sårbar som ‘Ginger’.

For dette er et album, hvor de forskellige medlemmers tilgange til musikken støtter hinanden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tag et nummer som ‘When I Ball’, hvor Dom McLennon og Matt Champion kigger tilbage på deres barndom i versene, mens et sunget omkvæd fra Joba og Kevin Abstract skaber et sentimentalt, emotionelt anker.

På ‘Windows’ får vi nogle ekspressivt ængstelige, til tider næsten maniske præstationer i løbet af størstedelen af versene – men Bearfaces mere kølige, tilbageholdende tone på sidste vers sørger for et solidt punktum til tracket, der skaber et fedt cooldown-øjeblik.

Noget andet mærkbart ved ‘Roadrunner’ er antallet af features. Jeg har personligt lidt følt, at der aldrig har været brug for mange features i Brockhamptons univers, der jo ikke er fattigt på forskelligartede stemmer.

Men over en bred kam fungerer gæsterne. De har så også valgt folk, der virkelig passer godt ind i det på én gang legesyge og sårbare hiphopunivers, der definerer det nye album – Danny Brown, ASAP Rocky, Jpegmafia. Og så vælger Brockhampton også kløgtigt at skrælle features væk senere på tracklisten, så albummet kun bliver mere personligt, som det skrider fremad.

Det helt store trumfkort på ‘Roadrunner’ er dog afgjort det melodiske. Ikke nødvendigvis de sungne stykker, der dog også er blandt gruppens hidtil bedste. Men rettere de melodiøse kvaliteter, der er til stede i mange af albummets beats.

De emo-klingende guitarer på ‘What’s the Occasion’, de harmoniske backingvokaler på ‘The Light Pt. II’, det fikse lille synthriff og den fyldige basgang på ‘Chain On’ – både hvad angår klang og komposition er det med til at gøre, at sangene sætter sig endnu stærkere fast. Samtidig er albummet så rigt på forskellige lyde, at man stadig kan mærke, hvor mange personligheder, der er inde over Brockhampton.

Så selv om ‘Iridescence’ stadig har en særlig plads i mit hjerte, må jeg sande, at gruppen på ‘Roadrunner: New Light, New Machine’ for alvor har fundet en form, der kan være langtidsholdbar. Det er helt synd, at legen snart er slut.


Kort sagt:
‘Roadrunner’ er Brockhamptons mest formfuldendte album hidtil – dynamikkerne mellem de forskellige medlemmer bliver udnyttet fornemt, og sonisk er udgivelsen både medrivende og i konstant udvikling. Og så er albummet også emotionelt rigtig gribende.

Brockhampton. 'Roadrunner: New Light, New Machine'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af