Brockhampton stiller en samfundsdiagnose uden at give større svar på ’Ginger’
Brockhampton er ustoppelige. Siden kollektivet med den første ’Saturation’-udgivelse lod offentligheden vide, at de var et kreativt powerhouse værd at holde øje med, har en evindelig strøm af udgivelser, singler, eksplosive livekoncerter og sideprojekter givet dem en tungere og tungere position på det moderne hiphoplandkort.
Med ’Ginger’ er vi nået frem til den femte albumudgivelse på blot to år, men på den korte tid har meget også forandret sig for det unge, progressive crew: ’Saturation’-trilogien profilerede dem som en nytænkende drivkraft og fik dem signet på det multinationale pladeselskab RCA, men afskeden med Ameer Vann efter anklager om seksuelt misbrug kastede lange skygger over den efterfølgende udgivelse, ’Iridescence’. Den sendte ganske vist kollektivet direkte ind på Billboards førsteplads, men det var også startskuddet for et nyt og mere indadvendt Brockhampton.
’Ginger’ følger samme sporskifte: Der er færre af de udadvendte bangers og flere introverte numre. Der er mindre af den sprælske energi og mere af den afdæmpede eftertænksomhed. Det er ikke det »feel-good sommeralbum«, som Kevin Abstract bebudede tidligere på året. Det er heller ikke en del af den ’The Best Years of Our Lives’-trilogi, der blev annonceret inden ’Iridescence’.
Når man lytter til albummet, giver det god mening. ’Ginger’ er ikke en hyldest til livet og ungdommen, det er en kortlægning af dens vildfarelser, faldgruber og fejltrin. »I don’t know where I’m going / if I gotta take the high road, I’m rollin’«, er de første ord, der ytres på albumåbneren, den fremragende ’No Halo’, der bæres frem af akustisk guitar og en mangfoldighed af hooks, melodilinjer, harmoniseringer og flows.
Det er en af gruppens bedste sange, der samtidig sætter en stemning og en tematisk ramme for albummet, som de seks hovedrappere efterfølgende skriver sig ind i i håbet om, at lytterne derude kan følge dem: »To anybody listenin’ that’s in between«, som Dom McLennon afrunder sit vers med samme sted.
Det spejler sig også i musikken. ’Ginger’ er ikke lige så sprælsk og legesyg som eksempelvis den fremragende ’Saturation II’. Der er fortsat plads til skæve indfald som det eklektiske og catchy trombonebeat på ’If You Pray Right’, Merlyn Wood er vanligt excentrisk på den beskidte ’St. Percy’, og på ’Heaven Belongs to You’ dukker den fremadstormende britiske rapper Slowthai op i noget, der mest minder om et interlude.
Holdt op mod gruppens tidligere udgivelser blegner ’Ginger’. Den er ikke energisk og vild, men det er omvendt heller ikke det, den vil.
’Ginger’ handler om at stå udenfor. Om at være alene, ensom og angst. Det er en musikalsk behandling til en frustreret og forvirret ungdom, men det er også en samfundsdiagnose.
Brockhampton taler til og om samtidens kulturelle forandringer, men også den ustabilitet og usikkerhed, der følger af at stå i vadestedet og være splittet mellem identiteter, traditioner og idealer. Der er langt til hiphoppens materialistiske kodeks og rags to riches-historie, for selv om gruppen har overtaget spillet, ligget på førstepladsen og oplevet en succes, som er få forundt, er tilværelsens trøstesløshed tilsyneladende den samme.
Gruppen har nået toppen, men de føler sig ikke på toppen. Teksterne handler om forventningspres, depression og dårligdomme, men mangler også svar på, hvad man stiller op med det: »Everybody ask me how I deal with my depression / man look, I don’t got the answer to your question«, lyder det fra Dom McLennon i ’Boy Bye’.
Samtidig står den enkelte også alene med sine problemer. Der er ikke nogen større samfundskritik at hente, der er ikke en vrede, der rettes et sted hen, der er ikke nogen forklaring på, hvordan det er endt, som det er. Forurettetheden forbliver intern, og selv når det handler om en voldsom politirazzia på ’Victor Roberts’, der introducerer en ny stemme til gruppen, den hidtil ukendte, ja, Victor Roberts, udviser fortælleren forståelse for politiet: »I know as police, you gotta do what you gotta do«.
Til gengæld er der en åbenhed omkring de kampe, der tages, og sådan bliver førnævnte track også en rørende afslutter, som Roberts med følelsesmæssig vægt over et sagte klaver indleder: »My fuckin’ Power Rangers couldn’t protect me from that LAPD kick, though«. Ligesom der også er en trøst at hente i de nære relationer. »And if you’re hurting / love yourself with my heart«, synger Bearface på smægtende vis samme sted.
Det kan godt være, der er en manglende kritik, men der er også en langt større empati, end man er vant til at høre i hiphop. Og når den misbruges, munder det ud i tirader som på den eftertænksomme ’Dearly Departed’, der behandler tab og afsavn over et afdæmpet og soulet 6/8-beat. Her tager Dom McLennon bladet fra munden og leverer et sitrende sidste vers om svigt, der angiveligt er rettet mod det tidligere bandmedlem Ameer Vann. Det er et albumhøjdepunkt og kun passende, at verset slutter med et reelt mic drop, før en vrælende rockguitar tager over.
Alligevel kan man undre sig over prioriteringen. Brockhampton er fortsat bedst, når de er allermest kreative, eklektiske og adspredte, og når de introverte numre opvejes af raphymner, der bugner af attitude og selvsikkerhed. De øjeblikke er der få af på ’Ginger’.
Der er en større konsistens mellem indhold og form, og i en overordnet diskussion om de idealer og stereotyper, som er under forandring i hiphop såvel som uden for hiphop, lander ’Ginger’ et kærkomment sted. Albummet føles først og fremmest nødvendigt, men bærer også eftersmagen af en moderat skuffelse.
Energien mangler. Men til gengæld tegner og uddyber ’Ginger’ en side af kollektivet, som måske med tiden kan vise sig lige så stærk og langtidsholdbar.
Kort sagt:
Det er ikke det storskrydende, sprælske og legesyge Brockhampton, man hører på ’Ginger’. Albummet kredser om følelser af usikkerhed, længsel og tab, og selv om man savner den energi, gruppen er kendt for, byder ’Ginger’ stadig på afdæmpede numre, der er blandt gruppens stærkeste.
Læs anmeldelse: Brockhampton på Roskilde Festival