Brockhampton var som løsgående projektiler på Roskilde Festival

På få år har Brockhampton markeret sig som tidens nok vigtigste hiphopkollektiv. Og det er ikke en status, de mister foreløbig. Sent fredag aften demonstrerede de hvorfor.

Omkranset af to semiguddommelige hænder besteg de seks hyperaktive rappere en trappe, der steg op mod storskærmen, der blot blev brugt til at sætte stemningen med enkelte motiver: En lyseblå himmel med sporadiske skyer, en skinnende måne på en sort nattehimmel.

Det var en både fysisk og symbolsk opstigning for Brockhampton, der i ens, glinsende sølvuniformer kunne ligne en flok nørder, der har taget skoleklassens fysikprojekt lidt for seriøst. Sandheden er dog snarere, at de er en kollektiv skaberenhed, der hører hjemme på scenen – og sammen.

Musikken var dog i fokus i det stramt koordinerede show. Der var hurtige overgange mellem numrene, konstante udvekslinger af vers og nok så mange mindeværdige omkvæd. Der var hårdtslående bangers med ’Queer’ og ’Honey’, fællessang under ’Gold’ og ’Bleach’ og en større alsidighed med ’Weight’ og ’1998 Truman’, der kombinerer følsom autotune-sang med drum’n’bass-udbrud og tunge, grimey produktioner.

Det var dynamisk, medrivende og effektivt, og mens medlemmerne fyrede rundt på scenen som løsgående projektiler, supplerede eksplosive røgkanoner de slagkraftige skift.

Der var hele tiden noget at se på og lytte til, og Brockhampton viste, at man sagtens kan lave en koreograferet hiphopoptræden, der er både show og koncert, uden at det går ud over hverken underholdningen, elegancen eller musikken.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival