Brockhamptons stort annoncerede afskedsalbum er reelt et Kevin Abstract-soloridt

Brockhamptons stort annoncerede afskedsalbum er reelt et Kevin Abstract-soloridt
Brockhampton. (Foto: Sony Music)

Da Brockhampton sidste år annoncerede, at enden var nær for gruppen, fortalte de, at vi kunne glæde os til to afsluttende album fra deres hånd.

Først fik vi det fremragende ‘Roadrunner: New Light, New Machine’, hvor hvert medlem fik lov til at brillere som sjældent før.

Nu er det andet album landet. Artworket til ‘The Family’ er en collage af ikonografi på tværs af Brockhamptons seks år i rampelyset. Den form tager lyrikken i høj grad også.

Lige fra første nummer, ‘Take It Back’, handler det om at se tilbage og reflektere over, hvad der er sket for rapgruppen, siden de blev dannet via Kanye West-fanforummet Kanyetothe.

Om da de tog internettet med storm i 2017 med deres ‘Saturation’-trilogi.

Om da de smed det populære medlem Ameer Vann ud efter anklager om seksuelle overgreb – og om hvordan frontmand Kevin Abstract for nyligt har taget kontakt til ham igen.

Om hvordan succesen har gjort meget for gruppens udvikling som individer – men også hvordan det har splittet dem og ledt dem til at ignorere hinandens behov.

Cover-art til Brockhamptons ‘The Family’

Det er i høj grad en serie af snapshots, der reflekterer over deres historie, og det faktum at de går i opløsning. Deraf følger også, at sangene er meget korte. End ikke halvdelen når op på de to minutter. Det er fragmenterede følelser, mere end helstøbte kompositioner.

Det føles meget råt, men gør også at fortællingerne aldrig rigtig formår at suge mig ind på samme måde som en mere nøje struktureret sang kunne gøre.

MEN! Albummet er ikke det kollektive afskedsalbum, vi var blevet lovet. Det er reelt en soloudgivelse fra Kevin Abstract. Den eneste grund til at kalde det et Brockhampton-album er, at gruppen nærmest er det eneste, han rapper om.

Portrættet, der bliver tegnet på ‘The Family’, er altså af en ensom Kevin Abstract, der ruminerer over, hvad det mon betyder for ham, at gruppen går hvert til sit. »Can we get the band back together and be civil again?«, rapper han håbløst på ’37th’ omgivet af linjer om, at han selv har været en stor del af årsagen til, at der er opstået konflikt i gruppen.

Sonisk er albummet fyldt med soulsamples, der giver den rette blanding af sentimentalitet og tænksomhed, som Abstract går efter. Der er få forsøg på bangers, såsom den konfronterende ‘Southside’, den festlige ‘Boyband’ og ikke mindst den jazzede førstesingle ‘Big Pussy’, men de er alle så hurtigt overstået, at man let når at glemme, at det ikke blot er bittersød nostalgi hele vejen igennem.

Der er også et par mislykkede forsøg på sange uden for hiphopgenren. Guitarballaden ‘Any Way You Want Me’ har en spidsfindig afslutning, men sonisk er den et ret identitetsløst kaffebar-jam. Den tydeligt Kanye-inspirerede gospelsang ‘Prayer’ vandrer hvileløst rundt i knap to minutter uden egentlig at nå at sige noget.

Den forvrængede doowop på ‘(Back from the) Road’ er heller ikke just et eksempel på Abstracts bedste sangskrivning. På ‘Big Pussy’ rapper han kækt »The label needed thirty-five minutes of music«, og der er en nævneværdig andel af sangene, der får det til at lyde som om, at målsætningen rent faktisk blot var, at få det til at vare 35 minutter, rettere end at kommunikere noget nyt til lytteren.

Det ligner på papiret en ret halvskuffende afslutning. Men i bedste Frank Ocean-stil har de annonceret, at der allerede i nat udkommer endnu et album. Så må vi se, om hele bandet er med der.


Kort sagt:
Kevin Abstract er det eneste medlem på det album, der var annonceret som Brockhamptons sidste af slagsen. På dette glorificerede soloalbum kigger han indad og reflekterer over de år, bandet har haft sammen. Det er råt og umiddelbart, men sangene er ikke helstøbte kompositioner.

Brockhampton. 'The Family'. Album. RCA.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af