Hvad gik der galt? Det behøver man ikke engang spørge om i Lindsay Lohans tilfælde.
Hun er en af den slags tidligere barnestjerner, hvis karriere gik i opløsning for fulde sladderblade i en sådan grad, at det næsten var en tragisk kliché.
Lindsay Lohans talent var lysende, da hun som barn tvillingespillede sig til succes med Disney-spillefilmen ‘The Parent Trap’ og efterfølgende cementerede sit potentiale i ‘Freaky Friday’ og ‘Mean Girls’.
Lohan havde sit eget særlige udseende, der ikke lignede den klassiske blondamerikanske nabopige. Og på film var hun charmerende, morsom og den rette mængde dramatisk.
Hun nåede dog ikke langt ind i sit baneskift fra barnestjerne til teenidol og stjerneskud, før hendes image skiftede fra morgendagens talent til morgenfestens mest berygtede med papparazzi-dokumenterede fester, stofmisbrug, afvænning, betingede domme og intet mindre end seks varetægtsfængslinger.
Hvilket satte hendes karriere, der ellers var blevet spået storslåethed, fuldstændig ud af kurs med færre og dårligere roller i slutningen af 00’erne og 10’erne, før hun helt trak sig.
Skuespilleren har efterfølgende famlet efter et comeback på adskillige platforme fra de skrå brædder til en reality-dokumenteret strandbar på Mykonos.
Alligevel har begejstringen ingen ende villet tage, siden et nyt comeback blev indvarslet med en selvironisk Super Bowl-reklame for Planet Fitness, der tog internettet med storm tidligere på året, hvor det ikke mindst også blev annonceret, at hun havde underskrevet en kontrakt på to film med Netflix.
Nu er den tidligere stjernes julegave til sit kernesegment af voksne millennials landet med ‘Falling for Christmas’, hvor Lindsay Lohan spiller hotelarvingen med hukommelsestab, Sierra Belmont.
Og selvom der er mange sympatiske ting at sige om Lohans retur til skuespillet, bør det også sætte endegyldigt punktum for myten om, at hun var sin generations tabte skuespiltalent.
Millennial-nostalgi
I ordets mest basale betydning indvarsler den sjappede julefilm på Netflix muligvis et Lindsay Lohan-comeback. For hun vender ret beset tilbage til skuespillet og derved en aktivitet, hun har haft succes med tidligere.
Men sammenlignet med altændrende karrieskift a la Matthew McConaugheys »McConnaisance« eller Robert Downey Jr.’s vej fra enfant terrible til Marvel-helt, lader det i LiLos tilfælde til, at den insisterende millennial-nostalgi har tendens til at ønsketænke og se på fortiden med voldsomt rosenrøde briller.
Hvis man skal tale om et decideret comeback, på andet end et medmenneskeligt plan, kræver det en påmindelse om et helt særligt talent. Som altså ikke forekommer i ‘Falling for Christmas’.
I en scene synger Lohans karakter ellers lykkeligt med på ‘Jingle Bells’ i bilen med sin opblæste influencer-kæreste i et rendyrket ‘Mean Girls’-easter egg. Men det er først og fremmest fanservice til en trofast skare, der er villig til at sluge mange kameler for at fastholde troen på genvindingen af fordums Lindsay Lohan-magi.
For selvom virkelighedens 36-årige skuespiller endelig lader til at være blevet menneske igen, er decideret genkendelig og endda halvcharmerende i julefilmen, er præstationen først og fremmest et simulacrum, hvor Lindsay Lohan forsøger at forvandle sig til en version af sig selv, vi kendte og elskede for snart 20 år siden.
Hvor hendes karriere faktisk allerede var på retræte, før den gik helt til i en mudderpøl af negativ medieopmærksomhed, stofmisbrug og fængselsdomme.
Zeitgeistlig genoprejsning
Det er ikke første gang, Lindsay Lohan forsøger at gøre comeback. Det er bare første gang, hun har tidsånden med sig.
Lindsay Lohan står i dag som en del af en generation unge kvindelige celebrities, hvis eftermæle er blevet revideret på positiv vis oven på #FreeBritney og #MeToo-bevægelsen.
Først nu er det gået op for offentligheden, at Lohan som Paris Hilton og Britney Spears muligvis var festglade med problematiske følger, men også fik deres tilværelser fuldstændig forvrænget af sexistiske medier, og paparazzifotografer, som mandsopdækkede hvert enkelt mulige fejltrin.
Det er positivt, at fortællingen nu kan skifte karakter og blive til en samtale om, hvordan der blev drevet urimelig tabloid rovdrift på purunge kvindelige celebrities. Men det betyder ikke, at Lindsay Lohan er sin generations tabte talent.
Tværtimod viser hendes filmkarriere, før den gik helt op i røg, også, at hun ikke nødvendigvis brændte igennem, når hun opsøgte projekter uden for rendyrkede teenpræstationer i Disney-familiefilm.
‘Mean Girls’ er karrierens mesterstykke og ‘Freaky Friday’ hendes ultimative komiske præstation. Men talentets omfang blev allerede betvivlet i romcom-floppet ‘Just My Luck’, der udover en dårlig modtagelse fik hende Razzie-nomineret.
Før hun trådte væk fra offentligheden, havde Lohan et par forsøg i den mere seriøse retning. I den amerikanske mesterinstruktør Robert Altmans sidste film ‘A Prairie Home Companion’ og ‘Georgia Rules’ instrueret af ‘Pretty Woman’s Gary Marshall såvel som gyserrollen ‘I Know Who Killed Me’. De har fået eftermæle som forglemmelige, hvis ikke dårlige roller, og siden udeblev de mere ambitiøse tilbud.
Nedturens pornoindie
Det mest notorisk bizarre comeback-forsøg kom i 2013, hvor Lindsay Lohan slog pjalterne sammen med Paul Schrader, der brillerede tidligt med manuskripterne til klassikerne ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’, men efterfølgende havde en broget færd med at slå igennem som instruktør.
Projektet hed ‘The Canyons’ og var en mikroskopisk indieproduktion med en historie født ud af ‘American Psycho’-forfatter Bret Easton Ellis’ cokehjerne.
Det blev en næsten mytisk filmproduktion, hvor den tumultariske casting af Lindsay Lohan skabte enorm medieopmærksomhed. På det tidspunkt var hun kommet så galt afsted, at hun var næsten umulig at forsikre. Flere medier spåede hendes snarlige død.
Selvom alle tiggede ham om ikke at caste hende, stoppede det ikke Schrader, der var nærmest forelsket i Lohans plagede sjæl og talent, som han sammenlignede med Marilyn Monroes.
Han finansierede filmens minimale budget på 250.000 dollars ved blandt andet at sælge en pengeclips, som Robert De Niro havde foræret ham under optagelserne ‘Taxi Driver’. Hvis man var i tvivl om, hvorvidt Lohan var desperat, fik hun kun 100 dollars om dagen i løn for at medvirke.
En sidenhen ikonisk dybdegående artikel i New York Times udpenslede produktionens mange sindssyge øjeblikke, hvor journalist Stephen Rodrick havde fuld adgang til hele produktionen og i sidste ende tegnede et forkrøblende billede af et totalt vanvidsprojekt foruden Lohans ultimative knæk.
»Schrader gennemgår nogle grundregler; ingen trailere på settet og en kontraktmæssigt obligatorisk firvejs-sexscene. ‘Åh, og en anden ting’, tilføjer Schrader: Han vil ikke prøve at gå i seng med hende (Lohan, red.)«, lød en af portrættets urovækkende beskrivelser fra den sensationelle ‘This is what happens when you cast Lindsay Lohan in your movie’-artikel.
Filmen blev et gedigent flop. Det var trist, men uoverraskende, at en kontraktbunden porno-firkant viste sig ikke at blive vejen tilbage til succes for Lindsay Lohan.
Lykkeligt lavt ambitionsniveau
Nu har hun sat barren lidt lavere. I hvert fald på det kunstneriske plan.
I forbindelse med optagelserne til ‘Falling for Christmas’ har Lohan udtalt til The Hollywood Reporter, at »skuespil er som at køre på cykel« til , hvilket siger en del om ambitionsniveauet for 2022-comebacket i Netflix’ højtidsbundne skodparade.
For at styrke sit celebrity-image har Lohan desuden hyret en eksklusiv stylist, der har arbejdet tæt sammen med Zendaya, hvilket har genereret positiv omtale såvel som skarpe outfits på den røde løber. I en Vogue-video gennemgår hun sine mest 18 ikoniske outfits fra 1998 til nu:
Den tidligere persona non grata er gået all in på et tryghedstogt, hvor hun gør sine gamle fans stolte.
Men det er minderne, nostalgien og alt det omkring comebacket, der bliver hyldet, mere end det er Lindsay Lohans talent.
‘Falling for Christmas’ rummer mange facetter af ringe. Den byder på Lindsay Lohan, der krænger sit hjerte ud i en intim samtale med hesten Balthazar og så mange fjollede og papirstynde handlingstræk, at det føles som en børnefilm for voksne.
Det er ironisk, at ‘Falling for Christmas’ handler om hukommelsestab. For på sigende vis er præstationens helt store trækplaster følelsen af genkendelighed og tabte minder. Lindsay Lohan spiller først og fremmest rollen som sig selv i den saltindsprøjtede version, folk aldrig troede, de ville få at se igen.
LiLo er på papiret tilbage. Men det fremstiller først og fremmest Gen YZ-segmentets lidt for stolte jerngreb om deres barndoms popkultur, hvor ivrigt flaget for hendes karriere bliver forsøgt hejst. Måske skulle vi indrømme, at drømmen om Lindsay Lohans store karriere blev tabt på gulvet for længe siden i stedet for at give den kunstigt åndedræt.
Der var noget helt særligt over Lindsay Lohans skærmtilstedeværelse som helt ung, som vi ikke får tilbage. Netflix-kapitlet af Lohans liv er en betryggende karriereredning for et menneske, hvis liv længe var helt ødelagt.
Det er et plaster på såret og en lykkelig slutning. Men det ville være en hån mod ordet renæssance at bruge det om hendes spinkle comeback.