Netflix lægger 1.000 skodfilm under træet – det eneste, jeg ønsker mig, er en ny juleklassiker

Metervareproduktioner i hobetal er blevet Netflix’ store juletradition. Med postkortlandskaber og hasbeens i hovedrollerne er de glemt igen til næste jul, hvor en ny sæson engangsfilm lander. Den kedelige udvikling tvinger os til at gense de samme julebaskere til verdens undergang.
Netflix lægger 1.000 skodfilm under træet – det eneste, jeg ønsker mig, er en ny juleklassiker
Vanessa Hudgens i trippelgenkomst i 'The Princess Switch 3: Romanzcing the Star'. (Foto: Mark Mainz/ Netflix)

Hvad er den bedste julefilm nogensinde? 

Selvom begge har mange år på bagen, er to klassiske svar ‘Love Actually’ og ‘Die Hard’. 

Den første er med sin sejlivede multiplotromantik julefilmens populære svar på atomaffald, og den anden en actionbasker for folk, der egentlig helst vil have en julefilm uden jul. 

Når snakken falder på julens film, er det altid den samme sang, om klassikerne eller manglen på samme. Faktisk er der så stor mangel på friske titler, at selv nye julefilm vælger at diskutere problemet. 

Det er i hvert fald tilfældet i sidste års ‘Love Hard’, der helt sikkert ikke er den bedste julefilm nogensinde. I den romantiske Netflix-komedie bliver ‘Love Actually’ vs. ‘Die Hard’ debatstof mellem den håbløst single dating-skribent Natalie og hendes nye meget lovende match på en datingapp. 

‘Die Hard’-elskende Natalie i Netflix-filmen ‘Love Hard’.

At den selvstændige feministiske hovedkarakter synes, at ‘Love Actually’ er »Den værste. Julefilm. Nogensinde«, er lige så uoverraskende som hendes ‘jeg er ikke som de andre piger’-kærlighed til Bruce Willis-actionbraget. 

Men er det snedige stikpiller til fortidens værker eller en bizar form for postmodernisme i streamingalderen, hvor de filmiske efterkommere selv har givet op på drømmen om den store samlende julefortælling? 

‘Love Hard’ (en så torskedum titelfusion af julefilmens to sværvægtere, at man nemt overser den) vil ikke gå over i historien som banebrydende. Men med Netflix’ julefilmfabrik som arnested, udstiller den alligevel på utrolig vis, hvor lidt der er sket på julefilmfronten de seneste små 20 år, hvor fanfavoritterne fra slut-80’erne og start-00’erne bliver brugt som dugfriske referencer. 

Selvom vi i Danmark har fået en julenyklassiker i ‘Den tid på året’, er det anderledes svært at finde en international filmsucces fra efter finanskrisen, der kan måle sig med tidens klassikere fra ‘It’s a Wonderful Life’ til ‘Home Alone’. 

Som den endelige sløjfe på paradokset er de højtidsbestemte produktioner blevet deres egen lille julefilmkrig, der har rod i streamingtjenesternes interne kappestrid såvel som kamp om seerne med amerikanske kabelkanaler som Hallmark, der er specialiseret i letbenede tv-film. 

Der bliver spyttet julefilm ud som aldrig før, men ingen af dem bejler til at blive en del af de årlige gensynstraditioner.

Og meget tyder på, at det er helt med vilje. 

De døde mødres julefest 

I november er der allerede landet fem nye originale engelsksprogede Netflix-film med julen som omdrejningspunkt, og der er flere på vej, når december faktisk indtræffer. 

Indtil videre har vi kunnet tage forsmag på juleromantikken med ‘Christmas With You’, hvor en enkemand og musiklærer (spillet af 00’er-falmede Freddie Prinze Jr.) revitaliserer en generationsbesværet popstjernes karrierekamp i en TikTok-industri med landsbycharme og familieværdier. 

I ‘Falling for Christmas’ spiller comeback-ivrige Lindsay Lohan en hotelarving med en influencerdrøm (og en hyperselvoptaget forlovet), der efter et skistyrt mister al erindring om sin forkælede livsstil og – hjulpet på vej af en sød mandlig kroejer og enkefar – finder jordforbindelsen og kærligheden. 

Lindsay Lohan mister hukommelsen og falder for en kroejer i ‘Falling for Christmas’. (Foto: Scott Everett White/Netflix)

Derudover er der ‘The Noel Diary’, der nærmest fremstår som en parodi på et Hollywood-drama fra 90’erne med taglinen »Two strangers. Discover their past. And make their own ending«, der lige akkurat kan skimtes mellem de horder af hyggesne, der falder i traileren.  Også her er der en umage forelskelse mellem to fremmede på spil, som bliver katalyseret af en afdød mors mystiske dagbog. 

‘Christmas on Mistletoe Farm’ er ifølge Netflix selv historien om en (endnu en) enkemand, der lige op til jul arver en gård, hvorefter hans børn udtænker en plan for at flytte permanent ind. 

I Netflix’ magiske julefilmlandskab er ingen hasbeen for falmet og ingen moderkarakter i live. Som tema for årets kollektion af filmiske juleplatter lader metakommentarer til SoMe-samfundet desuden til at være blevet prygelknabe anno 2022. 

Dertil har Netflix over årene pumpet deres bagkatalog med hjernevridende eventyrserier som ‘A Christmas Prince’ og Vanessa Hudgens’ trippelgenkomst i ‘The Princess Switch’. Begge populære trilogier der udspekuleret kombinerer jul med royalisme, så der ikke er et streamingøje tørt. 

‘Christmas With You’ (Foto: Jessica Kourkounis/Netflix)

Samtlige film er så idylliske, sneklædte og familiefejrende, at man er garanteret et par timers eskapisme. De går en øvet balancegang mellem det kække, forudsigelige og latterlige, der gør det let at forstå, hvorfor man let tages som gidsel i  Netflix’ snekugleunderholdning. I børneafdelingen har den Oscar-nominerede ‘Klaus’ fået fin anerkendelse, men er blandt få undtagelser, der bekræfter reglen.  

For den kalkulerede måde at lave film på, hvor man kan gætte, præcis hvad der sker hvornår, tegner et portræt af en bredere tendens. Hvor Netflix i den ene ende af skalaen poster penge i enkelte auteurs og indieinstruktører, mens de resten af året henter seertal ind med indhold så masseproduceret, at det knap nok kan kaldes film.

Det er nærmere sæsonvarer, der pakker seerne ind i vat, så de kan klare julestress, jag, udbrændthed og virale pandemier. For det er ikke kun til jul, Netflix lefler for laveste fællesnævner og leger Lifetime-kanal. 

Skod hele året  

Resten af kalenderåret føles det i stigende grad, som om Netflix er gået benhårdt ind i det generiske romanceland med filmatiserede fantasier. 

Her står sidste års ‘Sex/Life’-serie frem, og tendensen er fortsat i stor stil med blandt andet romantiske komedier som girlboss-serien ‘Partner Track’ og ‘Eat Pray Love’-wannabes a la ‘From Scratch’, ‘Love in the Villa’ og sågar danske ‘Toscana’, der nærmest er garanteret topplaceringer på popularitetslisten, når de får premiere på tjenesten. 

Selvom streamingtjenestens beslutningsprocesser er forholdsvis hemmelige, peger meget på, at det, vi ser, er det, vi får. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Julesæsonens første titler har mere eller mindre ligget på Netflix’ top 10-liste fra premieredatoen, og i udlandet kan Indiewire berette, at ‘Falling for Christmas’ er blevet set mere end 48 millioner timer. Mediet beretter desuden, at tal fra sidste år viser, at næsten 50 procent af streamingtjenestens seere så en titel fra julekartoteket, og at der er stigninger på 30 procent i, hvor mange timers juleindhold der er blevet set på globalt plan i løbet af de seneste to år.  

At dømme på sidste års seertal, kan vi godt begynde at spekulere i, hvilken kultskuespiller fra årtusindeskiftet, der får lov til at fejre jul med Netflix næste år. Hvor 2022’s filmudvalg opsummeret som »Falling for Christmas With You, your Noel Diary (And Your Dead Wife)« vil være glemt til fordel for nye gamle juleeventyr på nye gamle juleflasker. 

Algoritmisk fortælleglæde 

Selvom kortfabrikanten Hallmarks magtfaktor som film- og tv-producent er så ærkeamerikansk, at den ikke for alvor har gjort indtog i eksempelvis Danmark, er teknikken uhyggeligt tydelig i den måde, Netflix laver julefilm på. 

Blot i år har Hallmark planer om at udsende hele 31 julefilm, der alle bliver lavet efter samme opskrift.

De handler om »selvstændige kvinder med interessante jobs (forfattere, chokolademagere) og attraktive romantiske kandidater (prinser, brandmænd)«, som The New Yorker kortlagde fænomenet i grove træk, hvor de trygge universer er altafgørende:

»I Hallmark-film kerer landsbyfolk sig om hinanden, driver små bæredygtige virksomheder og konkurrerer i peberkage-bagekonkurrencer – et Amerika som vi måske ønsker, det var, og som nogle tror på, det var engang«. 

Der er ni faste akter med regler for, hvornår hvem mødes og næsten-kysser. En enkelt gang prøvede man at arbejde med håbet om en hvid jul til at skabe spænding, men det blev af to anonyme Hallmark-manuskriptforfattere evalueret sådan her i Entertainment Weekly: »Vi fik at vide, at det kan man ikke, der skal være sne. De kan ikke vente på sne, der skal være sne. Du må ikke true folk med ingen sne«.

Lindsay Lohan mister hukommelsen og falder for en kroejer i ‘Falling for Christmas’. (Foto: Scott Everett White/Netflix)

Selvom Netflix ikke helt er på niveau med Hallmark, viser de seneste julesæsoners film, at de så småt perfektionerer deres egen algoritmiske fortælleglæde. 

Faktisk var den allerede så skridsikker sidste år, at Vulture snildt kunne kortlægge udvalgets fællesstræk med spørgsmål som: »Er der royale eller journalister med?« eller, »Hvad er filmens første replik, og er det en voiceover?«. 

1.000 dårlige vs. én god

Selvom det ikke er alle fordums julefilm, der står lige skarpt i 2022, har de mest populære juleklassikere det til fælles, at de har gensynsfaktor.

‘Hvad nu hvis vi bytter luksushuse og forelsker os i hinandens naboer’-præmissen i ‘The Holiday’ er ikke mange millimeter fra Netflix’ fineste plastikplot ved første øjekast. Men fejlene (der titter nye frem hvert år) vejes voldsomt op af blandt andet Jude Law med en serviet over hovedet. 

Krigen om hvorvidt ‘Love Actually’ er god eller giftig, er blevet en juletradition, men citérbarheden og sceneniveauet forklarer faktisk den faste seværdighed. 

Når ‘Falling For Christmas’ prøver at få seerne til at grine med meme-bait som Lindsay Lohan, der a la en stupid trækrammende koala prøver at lægge et stræklagen på, er det ikke klassikermateriale, men meme-bait. Det er et led-kalenderlys, der prøver at bilde folk ind, det er brandfarligt. 

I år er den eneste julefilm, man kan finde i biografen ‘Violent Night’, hvor David Harbour spiller en julemand, der kommer en familie taget som gidsler af en gruppe lejemordere til undsætning.

Netflix har omvendt eneret på den hævdvundne kombination af jul og romantisk komedie, da streamingtjenesterne stort set er blevet eneproducenter af mainstreamkomedier. En trist generel udvikling i filmindustrien, hvor der ikke investeres særlig meget i film, der ligger budgetmæssigt i midten af superhelt og superindie. 

Efter at have tilbragt timer med årets Netflix-titler var jeg godt på vej til at blive lullet lykkeligt comfortably numb af de jullefjollede børnefilm for voksne. 

Alligevel virker det urimeligt, at valget skal stå mellem én god julefilm eller mange, der er dårlige – selv hvis det er på den hyggelige måde. 

Streaminggigantens gyldne juleproduktion er effektiv. Men den er, sagt med Netflix’ sans for juleklichéer, også ét stort uspiseligt peberkagehus, hvor glitoverflade og kvantitet for længst har trumfet kvaliteten.

Netflix lægger 1.000 dårlige julefilm under træet, men det eneste, jeg ønsker mig, er en ny klassiker. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af