’Sex/Life’: Ny serie føles mest som et erotisk forspil til Netflix’n’chill
Kan man kombinere vildskab og virilitet med Volvo og vovse? Have ekstatisk sex med sin støttepude? Genoplive sine vilde 20’ere i en villa i forstæderne?
Det er tanker som disse, der rumsterer i Billie Mann (Sarah Shahi), som hun går rundt i sit perfekte hjem med to bedårende børn og en mand skåret i sten, men uden sexlyst. For midt i en barsel er sindet begyndt at vandre tilbage til fortiden, hvor det ikke var familie, der drev livsværket.
Billie er et seksuelt væsen af natur. Hun har prøvet over 73 procent af Kama Sutra-stillingerne og haft sex på tværs af New Yorks forskellige sociale og økonomiske lag. Engang var hun kærester med en vaskeægte bad boy, der fuckede hende over i mere end én forstand, og nu hjemsøger han hendes tanker konstant. Og han figurerer i hendes dagbog, som hendes mand en dag falder over.
’Sex/Life’ følger Billies mentale og fysiske møde med en vild fortid. Ufrivilligt iscenesætter hun en mano e mano mellem ekskæresten, pladeproduceren og sexguden Brad (Adam Demos), og den pålidelige og perfekte husbond Cooper (Mike Vogel). Og selv ikke et kæresteforhold mellem Brad og bedsteveninden Sasha (Margaret Odette) eller et besøg i swingermiljøet hjælper synderligt på Coopers voksende mistillid til sin kone og misundelse på Brads evner.
Hele sit voksenliv har psykologen Billie ellers udforsket og fremhævet fordelene ved monogami – men nu er hun splittet mellem lyst og kærlighed og skal overveje, om de to virkelig kan eksistere i ét og samme forhold. Skal hun endegyldigt opgive at genfinde sit gamle jeg eller forlade forstadslivet til fordel for spænding og erotik?
Jep, der er lidt ’Fifty Shades of Grey’ over det, men med et skud hede sexfantasier i stedet for BDSM-remedier. Serien er spækket med sexskapader, der nok skal sætte godt gang i seernes blodomløb og impuls til at se næste afsnit.
Men ser man bort fra de sexede scener og cliffhangers, er præmissen for Billies indre kamp faktisk ret spændende. Det ligger i menneskets natur at forfalde til tanker om, hvorvidt græsset er grønnere på den anden side, og indimellem savne en anden version af sig selv. For Billie er sex måske udgangspunktet, men savnet af friheden og ungdommen lurer lige bag.
Alligevel føles karakterne i ’Sex/Life’ hule. Ikke fordi de ikke viser følelser, lukker os ind i deres tanker eller mangler en baggrundshistorie. Problemet er heller ikke deres blankpolerede udseende, eftersom vi bevæger os i New York og Connecticuts overklasselag, hvor et velplejet ydre ikke er unormalt.
Sagen er, at Cooper og særligt Brad er bygget på nogle forudsigelige klichéer om mandlige arketyper. Pretty boy versus bad boy er den simple kontrast, der bliver understreget gang på gang. Faktisk bliver Billies mange flashbacks hurtigt ensformige, og hendes dagbog fyldes med det samme eksistentielle spørgsmål i nye vendinger.
Hovedskaberen Stacy Rukeyser, der også var med inde over den ret underholdende serie ’UnREAL’, har skruet heftigt op for budskabet, dramaet og erotikken, men karaktererne kan ikke matche det. Jeg ville aldrig forvente, at en serie som ’Sex/Life’ skulle forekomme realistisk, men alligevel mangler Brad, Billie og Cooper nogle særtræk og en jordforbindelse, som havde løftet serien til at handle mere om menneskene og mindre om deres sexliv.
I sidste ende føles ’Sex/Life’ allermest som et erotisk forspil til Netflix’n’chill.
Kort sagt:
’Sex/Life’ kunne have været en frisk udforskning af paradokset mellem lyst og tryghed i et forhold, men blev i stedet mere et erotisk forspil til sofaseerne.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.