På overfladen kunne Noah Baumbach og Greta Gerwig dårligt være mere forskellige.
Da jeg ved filmfestivalen i Venedig møder parret hver for sig dagen efter verdenspremieren på deres første samarbejde i syv år, den stort anlagte Netflix-satire ’White Noise’, er kontrasterne trukket skarpt op.
Noah Baumbach er småstiv i kroppen, mens han svarer høfligt, afmålt og filosofisk på spørgsmålene om, hvorfor han har kastet sig over en filmatisering af Don DeLillos hovedværk af samme navn. Man aner en forsigtig antydning af et smil på hans læber.
Greta Gerwig er til gengæld ét stort smil, da hun sprudlende træder ind i rummet i et glitrende outfit og hurtigt får charmeret hele lokalet med sin generte beskedenhed.
Sammen har duoen, der danner par i privaten, stået for nogle af de mest toneangivende amerikanske indiefilm i 10’erne som ’Greenberg’ og ’Frances Ha’, indtil de over de seneste år har nået nye højder hver for sig:
Greta Gerwig har taget verden med storm, siden hun sprang ud som instruktør med ’Lady Bird’, og er med den kommende ’Barbie’-film den kun femte kvinde i historien til at dirigere en blockbuster med et budget på over 100 millioner dollars.
Sideløbende har Noah Baumbach med Netflix-filmene ’The Meyerowitz Stories’ og ‘Marriage Story’ sprunget indieboblen, hvilket blev adgangsbilletten til ’White Noise’ – hans dyreste og mest ambitiøse film hidtil. Og hans første samarbejde med sin muse Gerwig foran kameraet siden ’Misstress America’.
En historie til tiden
Ideen til filmen kom, da parret genlæste ’White Noise’ under lockdown og indså, at romanen 40 år efter sin udgivelse var mere relevant end nogensinde før.
»Efter ’Marriage Story’ havde jeg for første gang i min karriere ikke et nyt projekt i støbeskeen, hvilket både var skræmmende og spændende. Da jeg så genlæste ’White Noise’, følte jeg, at bogen talte til mig«, siger Baumbach og fortsætter:
»Den føltes lige så skør, som verden gjorde på det tidspunkt. Det fantastiske ved romanen er, at den føles, som om den kunne være skrevet om enhver tid. Fordi den ramte den tidsperiode, den blev skrevet i, så rent, passer den på en måde til alle perioder. Det er beundringsværdigt«.
Og Baumbachs fascination smittede hurtigt af på Gerwig, mens de kæmpede sig igennem lockdown på Manhattan.
»Fordi Noah var begyndt at genlæse den, gjorde jeg det samme. Og da han spurgte mig, hvem der skulle spille Babette, svarede jeg øjeblikkeligt: ’Mig!’. Dengang føltes det som en lav indsats, fordi vi slet ikke var sikre på, om vi nogensinde ville komme til at kunne lave film igen. Det var først senere, at jeg sad i saksen«, griner Gerwig.
Udsigten til igen at skulle træde foran kameraet som skuespiller blev gjort let af deres mangeårige partnerskab:
»Det er klart, at det er anderledes at arbejde med ham som skuespiller, end når vi skriver manuskripter sammen. Men det er virkelig sjovt. Jeg forestiller mig, at det er sådan, det må føles at have en sangskriverpartner. Vi elsker begge to at arbejde med de samme mennesker igen og igen, så på den måde giver det mening, at vi har fundet hinanden«, fortæller Gerwig.
Et stort rod
’White Noise’ udspiller sig i 1980’erne og følger den midaldrende universitetsprofessor i Hitler-studier, Jack Gladney (Adam Driver), og hans sammenbragte familie i en søvngænger-by i USA.
Greta Gerwig spiller hans fjerde hustru Babette, der bærer på en stor hemmelighed, som kommer op til overfladen, da en »toksisk hændelse« rammer deres nabolag, og familien bliver tvunget på flugt fra den kemiske lækage.
Tankerne ledes hurtigt hen mod pandemi-tiden, hvor misinformation, konspirationsteorier og hamstring var menneskehedens naturlige modsvar på en global katastrofe, og hvor vi alle var modtagelige over for folkeforførere. Hvilket netop er et omdrejningspunkt i Jacks forelæsninger om Hitler – og i en særligt morsom sekvens om lighederne mellem Elvis og Hitler.
Centralt i filmen står karakterernes konfrontation med deres egen dødelighed i lyset af den kemiske hændelse, som sætter deres eksistentielle angst på spidsen.
»For mig handler filmen om at acceptere modsætninger. At liv og død ikke nødvendigvis er modpoler, men at det at leve med døden i virkeligheden er at leve. Bogen handler om, hvor svært det kan være at overgive sig selv til den frygt, og om de strategier og rutiner, vi skaber for at undgå at se døden i øjnene. For eksempel i forhold til den underholdning og de forbrugsvaner, vi omgiver os med, så vi ikke behøver tænke på vores forgængelighed«, siger Baumbach.
De indre modsætninger var netop, hvad der tiltrak Gerwig ved karakteren og fik hende overbevist om at vende tilbage foran kameraet, fortæller hun.
»Jeg elsker alle, der har en særhed over sig. Hvor det, der foregår indenunder, er meget anderledes fra, hvad der sker på overfladen. De er utroligt svære at læse. Man ved aldrig, hvor man har dem«, siger hun og fortsætter:
»Min inspiration til at fortolke Babette var alle de filmmødre fra 1980’erne, der alle har noget beroligende over sig, hvad end det gælder Teri Garr i ’Close Encounters’, moren i ’Big!’ eller moren i ’E.T.’. De er skøre, forvirrede og glemsomme. Men de har ikke noget indre liv i filmene. Min tilgang til rollen var: Hvad foregår der virkelig inde i de 80’er-filmmødre? Under overfladen er det hele selvfølgelig et stort rod«.
En fejring af livet og døden
Referencer til filmhistorien spiller en stor rolle i ’White Noise’, der flere gange skifter genre – fra galgenhumoristisk satire til katastrofefilm og parforholdsthriller. Baumbach drysser rundhåndet ud med referencer til alt fra Spielberg til stumfilmpioneren D.W. Griffith, hvilket til sammen giver filmen sit postmoderne lag.
»Det kom sig egentlig af romanen, der sammenkobler alle mulige forskellige ideer om popkultur. Både i sproget, men også ved ud af det blå at referere til Panasonic for at antyde, hvordan vi hele tiden er omsluttet af popkultur«, siger Baumbach.
»Jeg forsøgte at finde frem til den filmiske ækvivalent til det sprog, og det var her, jeg opdagede muligheden for at bruge filmhistorien til at fortælle historien. Ved at bruge et forskelligartet visuelt sprog, der har forskellige filmiske analogier«.
»På en måde forsøger jeg allerede at sætte det i søen fra første billede, hvor der bliver holdt en forelæsning om bilulykker på film. Det handler om, hvordan døden går igen i vores underholdning. Samtidig var scenen også en fejring af den slags øjeblikke, der er rendyrket filmiske«.
Og filmen selv fejrer også den slags spektakel-øjeblikke med omfattende stuntsekvenser, der dårligt kunne være mere anderledes fra Baumbachs tidligere film, som typisk har centreret sig om få karakterer, der taler sammen i små rum. Hvor en kandidat til det mest actionfyldte øjeblik i hans filmografi er Adam Driver, der smadrer sin hånd gennem en væg under et skænderi i ’Marriage Story’.
Selvom filmens store set pieces er imponerende, er det stadig i de virtuose dialogscener, at instruktøren for alvor viser sit værd. En af hans strategier er at bruge overlappende replikker som en måde at skabe en form for sonisk hvid støj. Hvilket naturligvis var en udfordring for skuespillerne:
»Jeg var nødt til at lære manuskriptet udenad. Jeg kunne recitere det, som var det en hellig tekst – og ikke kun mine egne replikker, men hele molevitten inklusive regibemærkningerne. Det handlede om virkelig at få sproget ind i vores kroppe, så når vi lavede alle de her komplekse bevægelser, kendte vi sangen ind og ud«, siger Gerwig.
Noah, du har lavet en film, der vender vrangen ud på det moderne menneske og virkelig holder et spejl op foran vores arbitrære levevis. Ser du grund til optimisme for menneskeheden – også her i kølvandet på pandemien, hvor civilisationen nærmest kollapsede og viste os fra nogle af vores mindre flatterende sider?
»Jeg tror, at der er grund til optimisme midt i al kaosset. På den ene side kan man sige, at vi alle sammen er i gang med at shoppe til, vi dør. Men man kan også vende det om og sige: Se på alle de her utrolige mennesker, der udtrykker sig på alle mulige fantastiske, personlige måder. Det ligger der en optimisme i, synes jeg«.
Da vi skulle lave filmens slutsekvens, studerede vi dødsdanse fra mange forskellige kulturer. Og mange af dem var sprudlende og fejrende. Det fører os igen tilbage til pointen om, at en fejring af livet også er en fejring af døden«.
’White Noise’ kan ses i biograferne fra 8. december og på Netflix fra 30. december.