Tom Cruise har haft et fantastisk år med blockbusteren ‘Top Gun: Maverick’, der blev en enorm succes ved billetlugerne og gav et hungrende biografpublikum en hæsblæsende svingom i cockpittet.
Og selv om filmen havde premiere tilbage i maj, vises den stadig i nogle biografer herhjemme, så man kan nå det endnu, hvis man har sovet i flyvetimen.
Med en indtjening på godt halvanden milliard dollars, er der i hvert fald ikke noget at sige til, at 60-årige Cruise har et smil på læberne i sin nye takketale til fansene. En takketale der selvfølgelig ikke kunne leveres på andre måder, end med actionstjernen i frit fald under optagelserne til den nye todelte ‘Mission Impossible’-film.
Det er en blæsende affære, så det anbefales, at man smider undertekster på:
I et fly over Sydafrika i selskab med ‘Top Gun: Maverick’-manusforfatter og ‘Mission Impossible: Dead Reckoning’-instruktør Christopher McQuarrie, takker Tom Cruise sine fans for at tage i biografen og se filmen.
»Hvor var jeg kommet til? Nå ja. Tak for at støtte ‘Top Gun: Maverick’ og tak for at lade os underholde jer. Det er i sandhed vores livs ære at få lov til det«, fortæller Cruise med ryggen til jorden, og når også at ønske en god jul inden han må takke af, da meterne begynder at rinde ud.
‘Top Gun: Maverick’ kan stadig ses i udvalgte biografer og kan streames på SkyShowtime fra 22. december.
‘Mission Impossible: Dead Reckoning Part One’ får premiere 13. juli til næste år.