1. Babyface Mo ‘100 Timer’
Artigeardit har ikke blot udgivet et seksstjernet album for nylig. Han er også en af de artister, der for alvor hat sat spor på den unge danske hiphopscene.
Det kan man blandt andet høre på Babyface Mos, ‘100 timer’, hvor det nye raptalent imponerer med et lyrisk overskud, der vækker mindelser om den flabede rapstil, vi kender fra Artigeardit.
»Jeg løb tør for tårer som 22-årig / Prøver at skrive historie mens de prøver at lave en Story«, lyder det blandt andet.
Men Babyface Mo er ikke den eneste rapper, der i denne uge har vist en speciel blanding af overlegen attitude og lyrisk overskud…
2. Kundo ‘7100’
Tidligere på ugen havde Soundvenue premiere på Vejle-hyldesten ‘7100’ af Kundo, der har et noget højere energiniveau end Babyface Mo-sangen, men samme blanding af klassiske bars og fandenivoldsk energi.
Produktion brager derudaf som et gammelt Just Blaze-beat, ikke ulig Artigeardits tidlige hit ‘Forklar ma’.
Artigeardit-indflydelsen er altså til at tage at føle på i den unge generation – men både Kundo og Babyface Mo formår at give stilen et eget twist. Det er spændende tider for dansk hiphop.
3. Two Shell ‘Love Him’
Vi faldt pladask for engelske Two Shell, da vi hørte dem sample danske Chinah på gennembrudssinglen ‘Home’. Selv uden danskervinklen er Two Shells UK bass-produktioner dog fyldt med smittende dansestemning. Singlen ‘Love Him’ er at finde på deres nyudgivne ep ‘Lil Spirits’.
4. Benee ‘Green Honda’
Den newzealandske popsanger Benee fik sit gennembrud i 2020 med TikTok-hittet ‘Supalonely’, og den selvfede ‘Green Honda’ er muligvis hendes bedste sang siden dengang. Niveauet af flabethed, selvsikkerhed og god energi er ikke til at modstå.
5. Babyface Ray feat. 42 Dugg ‘Ron Artest’
Detroits trapscene har de seneste år været et af de mest frodige økosystemer i moderne hiphop, og to af de mest spændende navne derfra er Babyface Ray og 42 Dugg. De lyder afslappede og afklarede på denne hyldest til en af de største basketballspillere nogensinde.
6. Ung-skab ‘Snakker lort’
Nu hvor vi snakker Artigeardit: Der er også lidt slægtskab mellem ham og måden, som Bjørn fra duoen Ung-skab rapper. Deres nyeste single er en umage fusion af pop og drill, hvor Bjørn sammen med makkeren Roselil besynger hvordan det er at være uvenner med sine bedste venner.
7. Bdrmm ‘It’s Just a Bit of Blood’
I krydsfeltet mellem postpunk og shoegaze finder vi denne førstesingle fra engelske Bdrmms andet album, ‘I Don’t Know’, der udkommer 30. juni.
Sangen handler om om frontmand Ryan Smiths mentale helbred og hvor vigtigt det har været for ham at sætte pris på positive kræfter i hans liv.
8. Kelela ‘Enough for Love’
‘Enough for Love’ er den afsluttende single fra ‘Raven’, det imødesete nye album fra r’n’b/dance-hybridkunstneren Kelela.
Vi har ventet i over fem år på en opfølger til ‘Take Me Apart’, hendes pragtværk af et debutalbum. Nu er det endelig udkommet.
9. Merro8 ‘Lakers’
Når man får en så stilsikker Mike Lowrey-produktion som denne i hænderne, skal man fandeme levere. Det gør rapperen Merro8, der gnidningsfrit blander gademelankoli med et punchy og nævenyttigt hook.
10. Indigo de Souza ‘Younger & Dumber’
Få har evnet at sætte lyd på depression nær så godt som Indigo De Souza gjorde på albummet ‘Any Shape You Take’.
På den nye single ‘Younger & Dumber’ er hun stadig mester i at formidle selv de hårdeste følelser. Der kommer mere af samme barske skuffe, når albummet ‘All of This Will End’ udkommer 28. april.