ANBEFALING. Soveværelsespop er en genre, der i den grad rammer tidsånden 2021. Ikke blot fordi den skriver sig ind i, at corona i en periode lukkede os alle inde på vores soveværelser, og at denne genres indelukkede intimitet derfor har været ekstra let at identificere sig med.
Men allerede inden pandemien havde genren god medvind. Og jeg tror i høj grad, det har noget med teknologisk udvikling og moderne ungdomskultur at gøre.
60’ernes sløsede garagerockere som The Kingsmen og The Troggs sang så simple sange, at enhver teenager kunne spejle sig i deres pærelette musik, som alle kunne spille nogenlunde fyldestgørende, så længe de havde de nødvendige instrumenter og brugte fem minutter på at lære sangen. De havde ingen banebrydende kompositioner eller maleriske sangtekster, men derimod en umiddelbarhed, der var let at tage og føle på – og hvis musikerne var teknisk dygtigere, ville denne umiddelbarhed gå tabt.
Det er som Talking Heads-forsanger David Byrne famøst sagde engang: »Jo bedre en sangers stemme er, des sværere er det at tro på, hvad de har at sige«. Og det gælder altså også den anden vej rundt.
Traditionen fra The Kingsmen er blevet gentaget gang på gang i takt med, at ungdomskultur har skiftet form, og ny teknologi er blevet tilgængelig. På mange måder er Soundcloud-rap og forgreningen emorap en arvtager, og her er lyden i den grad præget af, hvor let det er blevet at skabe (eller skaffe) et tilstrækkeligt hiphopbeat og rappe nogle ofte lettere fragmenterede linjer over det.
Soveværelsespoppen er på sin vis for indiemusikken, hvad særligt emorap har været for hiphoppen. Det er så råt og ufiltreret. Eller i hvert fald føles det ufiltreret. Lyrikken er let at forholde sig til, produktionerne er ikke videre flashy, og tematisk berør musikken mange af de både samfundsmæssige og eksistentielle konflikter, mange unge finder sig selv i.
Og vi har fået nogle rigtig gode udgivelser ud af det. Fra i år har særligt debutalbummene fra engelske Arlo Parks og danske Mina Okabe formået at få lytteren helt tæt på begges indre følelsesliv.
De er begge – som det meste i genren – rigtig blide lytteoplevelser, hvor man har lyst til at give sangeren en krammer og sige, at man gerne vil være der for dem. Men kan man mon bruge de samme virkemidler til et mere barskt værk?
Det fik vi svaret på i august, hvor den amerikanske indierocker Indigo De Souza udgav sit andet album, ‘Any Shape You Take’.
De første par toner af åbningsnummeret ’17’ lyder nærmest som et arketypisk eksempel på stilarten. Da hun på første omkvæd starter en skinger autotune-effekt, lader det til at forankre albummet yderligere i den verden. Og så kommer den mest mystiske linje, som bliver gentaget flere gange i omkvædet: »Now that the baby’s gone«.
Det lyder lidt som om, hun synger om en abort. Det lyder faktisk meget som om, hele sangen er en bøn om at finde tilbage sammen med en tidligere partner efter en uventet graviditet og efterfølgende abort.
Det er dog formidlet markant vagere end noget fra Arlo Parks, Clairo, Rex Orange County eller nogen anden skikkelse i soveværelsesgenren, hvor direkte, letforståelige tekster ofte er i fokus.
Og selv om nummerets tematik ikke er så entydigt dechifrerbar, så er det tydeligt, at vi har at gøre med noget mere dystert og makabert, end den gængse teenager på sit soveværelse vælger at skrive om. Og det fortsætter, som tracklisten skrider fremad.
‘Die/Cry’ starter som en simpel omsorgserklæring, hvor De Souza fortæller en partner, at hun hellere vil dø end at se dem græde. I starten lyder det blot som en kærlig overdrivelse, men til sidst i nummeret fortæller hun om, hvordan hun håber, hun selv dør før sin partner – og på den måde får alle nummerets (eller hele albummets) referencer til død en ny, mere bogstavelig dimension over sig.
Og død fylder meget på ‘Any Shape You Take’, hvis artwork da også er prydet af to menneskeskikkelser, der har kranier i stedet for ansigter.
Det er en morbid udgivelse på visse punkter. Og denne morbiditet er så særligt gribende, fordi De Souza har taget brug af nogle virkemidler, der gang på gang har været effektive til at etablere intimitet. Man kommer tæt på mange aspekter af De Souzas person, ikke kun de grumme aspekter.
Tag et catchy, poppet nummer som ‘Pretty Pictures’, hvor hooket går »breaking up and getting back together / breaking up with someone you love / ’cause you know it’s gonna be for the better / but it’s so hard to give it up«. Det kunne næsten have været en Clairo-sang. Det er en velskrevet breakupsang, der er enormt let at tage og føle på.
Øjeblikkeligt efter denne får vi ‘Real Pain’, albummets nok mest aparte track. De Souza starter med at skildre, hvor meget smerte hun føler, og hvor magtesløs hun føler sig i situationen – og så skriger hun. Eller, faktisk er det hendes fans, der har indsendt skrig, som hun så har samlet i en yderst intens collage, mens nummeret bliver mere støjende og bare falder fra hinanden. Men uanset hvem, der skriger, er det et effektivt udtryk for den smerte, nummeret handler om.
Det er et mere brutalt udbrud end noget andet på albummet, men det passer ind, for det ligger i smuk forlængelse af hvor nøgent hun deler sine følelser på tværs af tracklisten, uanset hvor ubehagelige de måtte være.
De tunge følelser hober sig op, som albummet skrider fremad, og det slutter selvfølgelig rigtig makabert.
Afslutningsnummeret hedder ‘Kill Me’, og De Souza opfordrer rigtigt nok en anden person om at dræbe hende.
Det er et af albummets mere rockede tracks, og det går lige i hjertet – måske netop fordi de mere soveværelsespoppede tracks som ‘Pretty Pictures’ har gjort hende til en så relaterbar skikkelse på albummet.
Det er her, det står klart, at hele ‘Any Shape You Take’ er en skildring af depression – og det er en depression, der rammer så stærkt, fordi De Souza formår at få lytteren helt tæt på.