’Pigen på den lukkede’: Vi kommer helt tæt på ung misbruger i stærk ny TV 2-dokumentar

’Pigen på den lukkede’: Vi kommer helt tæt på ung misbruger i stærk ny TV 2-dokumentar
'Pigen på den lukkede' (Foto: TV 2)

Oplever du eller nogen du kender selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70 201 201

Anna er midt i et flashback, da vi møder hende. Hendes tænder klaprer, og hun har ikke spist i flere dage. Hun er indlagt på det psykiatriske center Sct. Hans. Ét i en lang række af indlæggelsessteder, selvom hun kun er i starten af 20’erne.

Hun har diagnoserne ADHD, PTSD, OCD og en spiseforstyrrelse. Hun er også misbruger og har været det stort set uden stop, siden hun tog amfetamin første gang som 12-årig. Fra sin barndom har hun flere traumer fra overgreb og dødsfald.

Hendes historie er forfærdelig, og den bider sig selv i halen i destruktive mønstre af dulmende stoffer, traumatiske oplevelser, angsttilstande og abstinenser. Det stopper kun, hvis hun mister livet, eller hvis hun får hjælp.

Det første, siger Anna, regner hun næsten med vil ske en dag, hvor hun tager en overdosis. Og det andet viser denne dokumentarserie som en skræmmende umulighed.

‘Pigen på den lukkede’ (Foto: TV 2)

’Pigen på den lukkede’ følger Anna over tre år. Hun kalder sig selv en svingdørspatient og en kastebold i systemet, og i løbet af det første afsnit rykker hun mellem forskellige indlæggelser, inden hun udskrives til en campingvogn bag en rideskole. Inden længe er hun på Istedgade for at sælge sig selv, så hun kan købe stoffer og skyde dem på et offentligt toilet. Så bliver hun indlagt igen.

Problemet, ifølge Anna, er, at ingen ved, hvad de skal stille op med én, der både har psykiske lidelser og et aktivt misbrug. Tager hun stoffer, mens hun er i psykiatrisk behandling, smider de hende ud – er hun i misbrugsbehandling, men er psykisk ustabil, sker det samme. Under sine indlæggelser drikker hun håndsprit eller smugler hash ind og laver en bong ud af et æble, så hun kan fortsætte med det, hun beskriver som »selvmedicinering«.

Dokumentaren er et nært portræt af en pige, der hele sit liv har følt sig forkert og er faldet mellem to stole og i sine behandlingsforløb får bekræftet, at hun ikke passer ind nogen steder. Anna er intelligent og reflekteret og fortæller, med hvad der fremstår som fuldkommen ærlighed, om sit liv og alle de ting, hun skammer sig over og fortryder.

Hun læser Tove Ditlevsen og siger, at hvis hun kunne, ville hun vælge hende som skytsengel. Hun forklarer, at hun sagtens kan se, at det er irrationelt og meningsløst at tage stoffer, mens hun sidder i Kødbyen i København og gør sin sprøjte klar. Dokumentarist Christian Voldborg Andersen viser Anna i al sin sammensathed, både som menneske og som misbruger.

Og det er der brug for, for misbrug er stadig omgivet af stigma og uvidenhed og fortællinger om, hvis skyld det er, frem for hvad der kan gøres. ’Pigen på den lukkede’ illustrerer både de menneskelige omkostninger for den enkelte, men også vores kollektive handlingslammelse, hvad angår stoffer.

Det sker lige foran os i Istedgade, og når Anna skal dæmpe trangen, kan hun gå med sin mor og hendes kontanter på Christiania. Vi er så vant til at se det, men når det kommer til at hjælpe og forstå misbrug som andet end en række dårlige beslutninger, virker det til, at vi stadig er amatører.

Alt det er Annas liv et vigtigt vidnesbyrd om, og det er godt, at hun får plads og tid og lov til at tale.

‘Pigen på den lukkede’ (Foto: TV 2)

Men som kritisk dokumentar, der kalder på, at vi fælder dom over problemerne i psykiatrien, mangler ’Pigen på den lukkede’ nogle flere perspektiver på hendes oplevelser.

Én ting er, at der mangler behandlingstilbud, og at der er for lange ventelister og mangel på ressourcer – ting vi ved, og som bliver mærkbare, når vi ser konsekvenserne af det for et menneske. Men noget andet er, når Anna kommer med sine vurderinger af den behandling, hun modtager, og for eksempel mener, at hun får sin medicin på de forkerte tidspunkter og synes, at det er forkert, at hun skal stoppe med at tage alle sine stoffer på én gang.

Det er legitime oplevelser, og det kan sagtens være, hun har ret i sin kritik. Men vi hører aldrig fra fagpersoner, så jeg ved det ikke. Og når det kommer til misbrugsbehandling, er misbrugeren formentlig ikke den mest pålidelige fortæller. Kritikken ville stå stærkere med lidt kontekst.

Annas liv har mange afstikkere og bakketoppe og -dale, og det er forståeligt, at Voldborg Andersen har haft et ønske om at få det hele med. Hendes barndom er en vigtig del af hendes selvfortælling og af hendes vej gennem psykiatrien.

Men når børnebilleder af lyshårede Anna sidestilles med billeder af hende med en kanyle i armen uden for Øksnehallen, og violinerne brager, føles det mere som en mulighed for et ekstra lag patos end som organisk dokumentering.

Det er ærgerligt, for ’Pigen på den lukkede’ behøvede slet ikke det ekstra lag. Og heldigvis er dokumentarens nære, empatiske og vigtige portræt af ignorerede problemer stærkt nok til at skinne igennem det.


Kort sagt:
’Pigen på den lukkede’ er næsten en ironisk titel. For Anna, dokumentarseriens hovedperson, der både har psykiske lidelser og et misbrug, har svært ved at få adgang til behandlingssteder. Portrættet af hende er et vigtigt vidnesbyrd om vilkårene i psykiatrien.

’Pigen på den lukkede’. Dokumentarserie. Instruktør: Christian Voldborg Andersen Spilletid: 3 afsnit a 40 minutter Premiere: Kan ses på TV2 Play
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af