Der kan være store ændringer på vej for årets Met Gala, der er et af årets mest eftertragtede og eksklusive højdepunkter for kendte.
Ifølge tabloidmediet Page Six har Vogue-chef Anna Wintour valgt ikke at invitere Kardashian-Jenner-familien, hvilket ville være et markant afbræk fra traditionerne, hvor de ellers har gjort sig bemærket på både godt og ondt.
Kilder skulle angiveligt have afsløret over for mediet, at Wintour vil stramme gæstelisten op og gøre den mere eksklusiv, og her skulle der angiveligt ikke være plads til klanen.
Især Kim Kardashian har stjålet rampelyset ved de seneste års Met Gala. Sidste år skete det, da hun bar en ikonisk Marilyn Monroe-kjole, hvilket skabte stor debat i de efterfølgende dage.
Samme år gjorde hendes søster, Kylie Jenner, sig uheldigt bemærket, da hun dukkede op iført brudekjole og omvendt kastet, hvilket resulterede i et hav af memes.
Året før var Kim Kardashian også i spotlyset, da hun troppede op iført en sort kjole fra top til tå. Hendes valg af påklædning blev også et omstridt meme online.
Selvom kilder tæt på familien angiveligt skulle hævde, at der ikke er hold i rygterne, så kan spekulationerne – hvis altså de munder ud i en manglende invitation – indikere et kommende og ganske betydningsfuldt generationsskifte.
Som Paper skriver, kan Wintours planer om mere eksklusivitet betyde et farvel til influencer-typerne, der giver ridser i Met Galas omdømme, ligesom tilfældet har været med Kim Kardashian.
I stedet vil der blive sendt bud efter andre, yngre stjerner som YouTube-fænomenet Emma Chamberlain, der gjorde et længe ventet comeback sidste år og ikke ligefrem er kendt for at skabe omdømme-ødelæggende kontroverser.