De to ‘True Detective’-stjerner Woody Harrelson og Matthew McConaughey skal arbejde sammen igen, men på en noget anderledes serie.
Selvom de som duo er bedst kendt for det mørke mordmysterie i første sæson af ’True Detective’, har de hver især lange karrierer i komediefilm, og det er den genre der nu bringer dem sammen igen i en unavngiven serie på Apple TV+.
Det skriver Indiewire.
De to stjerner skal spille versioner af dem selv i serien, der handler om at de flytter ind på den samme ranch i Texas med deres familier.
McConaugheys bedste komiske roller tæller ’Dazed and Confused’, ’The Wedding Planner’ og ‘How to Lose a Guy in 10 Days’, selvom han i 2010’erne havde en storhedstid med dramatiske roller i ’The Wolf of Wall Street’, ’Interstellar’ og ’Dallas Buyers Club’, som han vandt en Oscar for.
Harrelson var senest med i den Oscar-nominerede ’Triangle of Sadness’ og har også været nomineret til prisen for sine roller i ’Three Billboards Outside Ebbing Missouri’ og ’The People vs. Larry Flint’, der begge viste hans dramatiske talent. Men ’Zombieland’-stjernen har før vist sit værd i komedieserierne ’Cheers’ og ’Frasier’, som begge indbragte ham en Emmy-statuette.
Den kommende serie er skabt af David West Read, som har været producer på den kultdyrkede ‘Schitt’s Creek’.