Guldimund er allerede annonceret til årets udgave af NorthSide, og nu annoncerer Asger Nordtorp Pedersen og co. yderligere to koncerter i efteråret.
Denne gang er der dog tale om nogle helt anderledes omgivelser end festivalscenen i Eskelunden. De to koncerter foregår nemlig i henholdsvis Musikhuset Aarhus og DR Koncerthusets koncertsal, og i begge tilfælde er der tale om siddende koncerter.
Annonceringeren lander blot en uges tid inden udgivelsen af Guldimunds næste album, ‘Jeg venter i lyset’, som er ude 31. marts.
I centrum for Guldimund står det tidligere Tårn-medlem Asger Nordtorp Pedersen, som i 2022 blev aftenens helt store vinder, da Steppeulven løb af stablen for sidste gang nogensinde.
Nordtorp kunne dengang tage fra prisuddelingen med hele tre statuetter. Herunder ikke mindst statuetten for Årets Udgivelse, som han modtog for Guldimund-albummet ‘Dem, vi plejede at være’ fra 2021.
Det tidligere Tårn-medlem solodebuterede med albummet ‘Så er det vel bare det…?’ i 2018.
Guldimund
11. og 15. november
Musikhuset Aarhus og DR Koncerthuset
Billetpris: 260 kr. / 265-310 kr.