’Still: A Michael J. Fox Movie’: Ny film om 80’er-stjernen med den utrolige historie er en formidabel solstråle i mørket
Lad mig gå til bekendelse i anledning af den streamingaktuelle dokumentarfilm ‘Still: A Michael J. Fox Movie:
Jeg er, hvad man vist godt kan være bekendt at kalde fan af manden i centrum.
’Spin City’, ’Family Ties’, ’Back to the Future’, ’The Secret of My Success’, ‘The Frighteners’, ja selv ‘Teen Wolf’, jeg har set det hele, og jeg har nydt det hele. Som 11-årig læste jeg min første biografi, og det var … ’Lucky Man’ af Michael J. Fox.
I min verden findes der ikke en større 80’er-stjerne end Mike Fox.
Michael J. Fox har en fuldkommen unik livshistorie. Den canadiske spirrevip, der væbnet med intet andet end et headshot, en mølædt pengepung og en duffelbag fyldt med gåpåmod drager fra det kolde nord mod det forjættede Hollywoodland med en enkelt drøm: at blive en stjerne.
Få år efter begynder den drøm at gå i opfyldelse, da han scorer rollen som yuppien Alex P. Keaton i komedieserien ’Family Ties’ (på dansk bedre kendt som ’Blomsterbørns børn’), og der går ikke længe, før han tager hele verdenen med storm som den tidsrejsende Marty McFly. Hvad kunne gå galt?
Undertitlen på Fox’ anden selvbiografi er ’The Adventures of an Incurable Optimist’, en beskrivelse, der ikke blot indrammer manden selv, men også stemningen i den formidable dokumentarfilm skabt af Davis Guggenheim, den Oscar-vindende instruktør og producer bag mesterværker som ’He Named Me Malala’, ’An Inconvenient Truth’ og ’Melrose Place’ (man må godt gøre lidt grin med sidstnævnte, tror jeg – han gjorde det i hvert fald selv i et interview efter visningen!).
Efter at have fået sin Parkinson’s-diagnose i 1991 fulgte der nogle turbulente år for skuespilleren. Hans karriere, ægteskab, forholdet til sine børn – det hele hvilede på en alkoholsbefængt knivsæg.
Men langsomt – og med, som han selv siger, størstedelen af byrden båret af hans kone, Tracy Pollan – formår han ikke bare at kæmpe sig tilbage til lyset, men til et langt bedre sted, end han nogensinde havde været før. »I couldn’t be still until I could – literally – no longer keep still«.
Fra drømmer til selvfed Hollywoodstjerne, fra familiefar til alkoholiker, fra rask til syg, fra knust til hel – ’Still’ fanger det hele. Filmen er en frisk blanding af arkivmateriale, stilfulde rekonstruktioner, intime talking head-interviews mellem instruktøren og hovedpersonen og a-day-in-the-life-klip fra nutiden, eminent sammenklippet af Michael Harte og med et skønt score af John Powell (foruden et lækkert udvalg af alle de bedste 80’er-hits).
Vi får et ærligt, klarsynet blik ind i Fox’ daglige udfordringer (gangbesvær, brækkede arme, knuste kindben, piller ad nauseum) – men uden violinerne, hvilket, ifølge Guggenheim, var skuespillerens eneste krav, da han sagde ja til projektet. Det handler ikke om sympati, men om det diametralt modsatte. Det handler om, hvor skønt livet kan være, trods modgang, hvis bare man er ærlig.
Det lyder sukkersødt og klichefyldt, og det er det også. Men man køber den ikke desto mindre. Måske fordi det er sandt. Måske fordi man har lyst. Eller måske fordi Fox’ ukuelige optimisme blandet med hans charmerende galgenhumor (»Gravity is a bitch, even when you’re falling from my height«) og til tider forsvarsløse sårbarhed er så tiltrængt i en verden, der indimellem godt kan virke lidt for grå og lidt for trist.
Der er denne film, og Michael J. Fox’ liv, bare en solstrålehistorie i mørket.
Kort sagt:
Michael J. Fox har haft et utroligt liv med eksplosive opture og nær-fatale nedture. Han har levet uden Parkinsons, med Parkinsons, trods Parkinsons og nu, frem for alt, på grund af Parkinsons. Guggenheims mesterlige portræt af 80’er-ikonets rejse gennem benægtelse og forståelse er ikke bare rørende og dybfølt, det er også enormt livsbekræftende.
Teksten er en let redigeret version af anmeldelsen i forbindelse med visningen af filmen på CPH:DOX-festival i marts 2023.