Jim Carrey led under mareridtsoptagelser til ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’

Jim Carrey led under mareridtsoptagelser til ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’
'Eternal Sunshine of the Spotless Mind'. (Foto: Focus Features)

Jim Carrey leverede en af karrierens mest roste roller i kærlighedsdramaet ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, men processen bag var ikke just solbeskinnet.

Det afslører filmens producer Anthony Bergman ifølge Indiewire i podcasten ‘Hollywood Gold’.

Bergman fortæller, at de bevidst prøvede at få den store stjerne ud af balance.

Instruktøren Michel Gondry råbte ifølge produceren hverken action eller cut i løbet af hele filmen.

»Alt var så kaotisk (…) Folk blev kastet ind i scener på en måde, der ikke lod dem finde ro«, fortæller Bergman.

»Det er en meget anderledes slags rolle Jim havde. Han er virkelig perfektionistisk. Det var, ‘hvordan destabiliserer vi det, så han ikke kan forberede sig, så han ikke kan gøre Jim Carrey-tingen?’«, fortsætter produceren og tilføjer, at selv måden kameraerne blev stillet op på var planlagt til at frustrere skuespilleren.

»Jim … han hadede det. Vi vidste, han ville hade det. Han er den største stjerne i verden. Han kontrollerer ethvert set, og det tog vi fra ham. Og hvordan fuck kunne vi tillade os det?«.

Det affødte voldsomme udbrud fra skuespilleren, der er kendt for sin store tilstedeværelse både på og bag skærmen, når han indspiller:

»Han kunne finde på at rende ud og skrige af mig. Han kaldte mig alt muligt, og jeg ville bare være der til at absorbere det. Han sagde, ‘Det her er det værste set, jeg nogensinde har været på. Jeg ved ikke hvad fuck, der foregår!’. Og vi var sådan: ‘Nej, nej, nej. Det er fint. Det er derfor, vi får så gode ting’«, fortæller Bergman om den udkørte megastjerne og fortsætter:

»Jim kunne være meget højlydt, og han var meget magtfuld. Han blev betalt 20 millioner dollars for at lave film som ‘Bruce Almighty’. Vi betalte ham en lillebitte brøkdel af det. Jeg havde en tidlig samtale med ham, hvor jeg sagde, ‘Hør her, den eneste grund til at nogle af os gør det her, er fordi vi vil lave en god film. Du er her ikke for pengene. Vi er her ikke for pengene. Vi er her kun fordi, vi tror, der er en rigtig god film, vi kan lave her«.

Produceren har dog gode ting at sige om Carrey, der leverede noget helt andet end sin kendte komediepersona i den anmelderroste film.

De ekstreme omstændigheder vidste filmholdet godt ville gøre Carrey ukomfortabel, men det gik også ud over den oprindelige klipper på filmen, der udgik fra optagelserne efter et sammenbrud.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af