‘Camino’: Danica Curcic og Lars Brygmann vandrer lidt for langt og anstrengende i Viaplays første danske film
Regitze vil helst ikke se sin far. Han vil vist hellere ikke rigtigt se hende. Han har faktisk aldrig rigtigt interesseret sig for hende. Så hvad gør man, når ens afdøde mors sidste ønske er, at man skal gå caminoen med ham?
Man går selvfølgelig den forpulede pilgrimsrute.
Den patroniserende far Jan (Lars Brygmann) med kiksede baby bangs og en stram bæltetaske har alle dage villet gå den bibelskklingende og prætentiøse camino – men helst med sin afdøde præstekone. Han må på hustruens dødsleje-ordre nøjes med at tvinge den konfliktsky datter Regitze (Danica Curcic), der bærer en tung rygsæk og en hemmelig graviditet med.
Og så er Birgitte Stærmoses humoristiske drama ’Camino’, der er Viaplays første dansksprogede spillefilm, ligesom i gang. En film om en far, hans datter og en ulidelig gåtur.
Men en gåtur er jo aldrig bare en gåtur. For vores hovedpersoner bevæger sig ikke blot ud på den forpustende og 11-dages lange camino-vandring, men også ud på en eksistentiel indre rejse, hvor en anspændt forælder-barn-dynamik udfoldes, udfordres, udvikles og udleder spørgsmålet: Hvor meget mere end dna, et efternavn og et eventuelt iøjefaldende mellemrum mellem fortænderne deler vi egentlig med vores forældre?
Regitze er ordblind og uden akademisk uddannelse, men fantastisk i et køkken og med en veludviklet social formåen. Farmand Jan reciterer Kierkegaard og siger smukke, men pisseirriterende ting som »Min harpe er blevet til sorg, min fløjte til hulkende gråd«.
Til gengæld forstår han sig ikke på basale sociale koder og er vist aldrig – trods et kyndigt sprogkendskab – blevet introduceret for ordet ’tak’. Udover en kærlighed til kaffe og et savn til den afdøde mor/hustru har de to vandrende altså ikke synderligt meget til fælles.
Gennem de to hovedpersoner fremmaler ’Camino’ en generationskløft, en kønskløft og en uddannelseskløft, og hvor svært det kan være at bygge en forenende gangbro. Det er en almengyldig problemstilling, der rækker ud over familiens skød, men filmen er særligt vellykket, når den netop tør dvæle ved de svære og genkendelige familiekonflikter, der for de fleste placerer sig som tyngende mental bagage når, man går livets camino.
Gåturen er dog en noget udtrådt metafor for livsudvikling, og filmen er – præcis som ruten – en smule lang. Det hjælper absolut, at ’Camino’ er sammensat af smukke og sanselige billeder af det sydeuropæiske bjerglandskab, hellige motiver og spansk olivenolieret kogekunst. Lars Brygmann har selvfølgelig et medfødt funny bone, hvilket gør den påståelige akademiker humoristisk (u)udholdelig, og der er da også to meget sjove svenskere med vandrestave og brikjuice.
Men dialogen virker desværre uautentisk, og grinene og indlevelsen bliver derfor det samme.
I en tid, hvor den alternative familiekonstellation dyrkes og afprøves, rammer den dog en spændende tematik. For ’Camino’ stiller ikke blot spørgsmål ved, hvor meget eller hvor lidt vi deler med vores forældre, men også om man helt kan vælge familiemedlemmer fra. Regitze vil nemlig klare både graviditet, barsel og børneopdragelse mutters alene – og gå den sidste del af turen uden hverken sin egen eller barnets far.
Ved at udvise medlidenhed for både far og datter undersøger ’Camino’, hvorvidt dette (fra)valg er en velovervejet og moderne tilgang til kernefamilieforestillingen, om det primært drejer sig om gennemgribende daddy issues, eller om det snarere er et udtryk for en forkælet indstilling og en duer-ikke-væk-logik.
For hvis en vandresko gnaver, skal man så bare kyle den ad helvede til, eller skal man købe vabelplaster og tilgive, at den aldrig dukkede op til barndommens tenniskampe? Måske er det hverken rart eller sjovt at klare en vandring barfodet – og det er måske endnu mindre sjovt at gå den alene.
I lige præcis den her situation havde jeg nok kylet skoen væk. Både Jan og manden, der har bedækket Regitze, virker superanstrengende, og det er altså ikke alle vabler, svigt eller trælse karaktertræk, der kan dulmes med Compeed-plastre.
Kort sagt:
’Camino’ rammer en spændende familietematik, men bliver aldrig rigtig god eller underholdende. For så sjov er svensk brikjuice altså heller ikke.