Everything but the Girl genfinder gnisten efter 24 år: ’Fuse’ er meget mere end en nostalgiøvelse
Nostalgi i musikkulturen kommer i mange former: Vinylens comeback – og det dertilhørende væld af jubilæumsgenudgivelser – er ét symptom på en meget håndfast nostalgi.
Men nostalgi er ikke kun noget, pladeselskaber spekulerer i. SoMe-tidsalderen har gjort nostalgien mere vidtforgrenet, og samtidig også medført at den opstår i kortere cyklusser.
Det er fristende at se Everything but the Girls comeback i det lys. Som endnu et nostalginavn, der skal genoplives i musikbranchens forpustede forsøg på at holde trit med al den fortid, der samler sig som drivtømmer i dens mange tilstoppede bifloder.
Men der er faktisk noget befriende naturligt ved at blive konfronteret med ’Fuse’, det første album i 24 år fra den elektroniske pop-duo bestående af ægteparret Ben Watt og Tracey Thorn.
Watt og Thorn hverken jagter deres egen skygge eller synes forhippet på at undslippe den. De små anstrøg af fornyelser i duoens lyd (der omtrent har karakter af en patenteret signatur) falder sømløst på plads i et univers, der både omfavner en grynet house-æstetik og sarte ballader båret af klaver eller akustisk guitar.
Hvor Thorn og Watt lavede indie-pop med anstrøg af folk og bossanova i 80erne, blev de sådan rigtig berømte midt i 90erne, da remixet af ’Missing’ gik sin globale sejrsgang. Duoen omfavnede blandt andet drum’n’bass og kombinerede klubpuls med stor følelsesmæssig direkthed på slidstærke (og nu kanoniserede) album som ’Amplified Heart’ og ’Walking Wounded’.
At lytte til eksempelvis ’Walking Wounded’ har nok kunnet give mig et bittersødt (og netop nostalgisk) sug i mellemgulvet – uanset om jeg lyttede til det i 2008 eller 2018.
Men sagen med denne gruppe er, at nostalgi – forstået som en rastløs melankoli og længsel efter noget andet og mere (at slå en følelsesmæssig farbar bro til et andet menneske, ikke mindst) – hele tiden har gennemstrømmet deres musik. Men uden at blive så konkret en erfaring, at lytteren fratages en rolle som meddigtende instans.
Thorns lyrik på ’Fuse’ er fortsat så tilpas ikkespecifik, at sangene giver lytteren plads til selv at navigere rundt i dem med sit eget følelseskompas intakt. Vokalen er blevet dybere og lidt mere kantet, men den er fortsat usentimental, nøgtern.
Den største forandring er, at Watt stedvist producerer den med brug af stemmeforvrængning.
Der er tilløb til karaktervignetter i lyrikken – for eksempel synes nøglesangen ’Run a Red Light’ at lægge fortællerstemme til en dj, der skal ud på job i natten – hvilket sætter stemmemanipuleringen i en form for tematisk perspektiv.
Sangene kredser om ensomme sjæle, der forsøger at række ud og skabe kontakt – gennem musik, gennem berøring, på afstand af tid. ’Forever’ og ’No One Knows We’re Dancing’ er de mest direkte appellerende sange med omkvæd, man kan nynne med på.
Førstesinglen ’Nothing Left to Lose’ er mest nytænkende musikalsk med sit meget insisterende two-step-groove, der virkelig bider sig fast jo mere, man hører det (og jo højere man skruer op!).
’Fuse’ er kun 35 minutter langt, og der er sange, der bærer et skitsepræg.
Albummet lander lidt antiklimaktisk med de melodisk ufærdige ’Initial Space’ og ’Karaoke’, men det skal ikke spærre for, at Watt og Thorn er trådt tilbage i nostalgiturbinen af nutidens musikkultur med en uanstrengthed, der aftvinger stor respekt.
Kort sagt:
Everything But the Girl’s første album i 24 år er mere end bare en nostalgiøvelse. Det er et kort og til tider skitsepræget album, der dog udfolder sig med stor naturlighed og uanstrengthed.