’Kill Boksoon’: John Wick-inspirationen er tydelig i sydkoreansk actionfilm på Netflix

Det er aldrig nemt at jonglere mellem karriere og hjemmeliv. Især ikke for Gil Boksoon (Jeon Do-yeon), der som alenemor til en lidt for vaks teenagedatter bruger arbejdsdagen på at myrde yakuza-bosser og henrette politikeres sønner.

I Netflix’ nye sydkoreanske actionindslag ’Kill Boksoon’ tror hendes girlboss-veninder ganske vist, at hun er en chic eventmanager. I virkeligheden er hun dog lejemordersyndikatet MK’s topansatte.

Som i Chad Stahelskis kritikerroste actionfranchise ’John Wick’ er lejemorderverdenen nøje reguleret ovenfra af regler og reguleringer, hvis overtrædelse prompte straffes med en tæt barbering af halspulsåren eller en kugle for panden.

Boksoons freelancerkollegaer brokker sig over arbejdsforholdene over ølskummet, men hun ser intet problem med et system, der taler til hendes talenter. Men som i alle actionfilm kan den morderiske idyl naturligvis ikke fortsætte for evigt.

Instruktør Byun Sung-hyun har mere end kigget sin vestlige pendant over skulderen. Klemmer man øjnene sammen, kunne ’John Wick’ og ’Kill Boksoon’s lejemorderuniverser let forveksles med hinanden.

Til gengæld åbner Netflix-filmen ballet med et overraskende komplekst handlingsforløb. Her er konflikten ikke drevet af en simpel hævnhistorie, men snarere af bureaukratisk slinger i valsen. Boksoon kommer i klemme hos MK’s ledelse, søskendeparret Chan, da de begynder at få snerten af, at hun ikke er interesseret i at forny sin stjernekontrakt.

Det fører til en række velkoreograferede kampscenarier, som da Boksoon og den ene af cheferne diskuterer termer for en lejemorderkontrakt, alt imens han nedkæmper en kro af arrige russere. Eller da den anden direktør Chan (Esom, som har det alt for sjovt i sine mange powersuits) over et open call tilbyder en gruppe freelancere en plads ved de voksnes bord, hvis de myrder deres kollega, som deltager i opkaldet.

Også på Boksoons hjemmefront er der åben krig, da datteren springer ud af skabet som lesbisk, fordi en skolekammerat truer med at oute hende. Filmen giver et overraskende nuanceret indblik i Sydkoreas latente homofobi oven i slå-på-tæven-sekvenserne, og Jeon Do-yeon (’Secret Sunshine’) og Kim Si-a har en glimrende og troværdig mor-datter-kemi.

Desværre stopper filmens gode ideer ikke her. Oven i kontraktforhandlinger og skænderier i hjemmet har Boksoon både en lyssky elsker, som konstant skifter alliancer, og en ung protege, der håber at gå i hendes fodspor. Og så bliver der også lige plads til at sætte en korrupt politikerkarakter op i periferien af historien.

Der er næsten gået 90 minutter, før alle spillebrikkerne er lagt på brættet. Som resultat når ingen af de mange ideer for alvor at lande tilfredsstillende. Der er materiale nok til en hel seriesæson, men på den anden side føles spilletiden på to timer og 16 minutter for tung i røven.

Den håndfuld af actionscener, der diskes op med, er alle kreativt og imponerende udført, men der er også en smule for langt mellem snapsene, når så meget af den resterende spilletid bruges på kedsommelige dikteringer af møder.     

Mere end noget andet er ’Kill Boksoon’ et prima eksempel på tidens trend om, at film er blevet alt for lange. Og en påmindelse om, at ikke alle film fra den sydkoreanske halvø er fødte mesterværker.

’Kill Boksoon’ er faktisk ganske middelmådig.

---

Kort sagt:
Man kan ikke klandre den sydkoreanske actionbasker om en lejemorders balancegang mellem teenageopdragelse og en drabelig karriere for at have for få ideer. Desværre når den ikke i mål med nogen af dem trods en spilletid på den gale side af to timer.