Hvorfor er alle film blevet så pokkers lange? (og passer det overhovedet?)

Det er nemt at føle, at det er svært at gå i biografen for tiden uden at få brug for en tissepause undervejs. Men er film virkelig blevet længere – og hvad skyldes det i så fald?
Hvorfor er alle film blevet så pokkers lange? (og passer det overhovedet?)
'Killers of the Flower Moon'. (Foto: Apple TV+)

Den moderne filmfortælling virker efterhånden som et bagdelsparalyserende maraton.

Ari Asters premiereaktuelle ’Beau Is Afraid’ er to timer og 59 minutter, og biografhittet ’John Wick 4’ er 169 minutter. Steven Spielbergs familiedrama ’The Fabelmans’ løb over 151 minutter, anmelderhittet ’Tár’ var 158. Årets Oscar-vinder ’Everything Everywhere All at Once’ var 139. Damien Chazelles ’Babylon’ overskred tretimersmærket med sine 189 minutter.

Forleden kom det frem, at også Christopher Nolans ’Oppenheimer’ bliver over tre timer lang. Og i denne uge overgik Scorsese den udmelding med nyheden om, at hans ’Killers of the Flower Moon’ bliver tre timer og 26 minutter, tre minutter kortere end hans forrige film, ’The Irishman’, der så til gengæld også var mesterinstruktørens længste nogensinde.

På den måde forklejner Scorsese selv James Camerons ’Avatar: Way of Water’, der lod publikum slippe allerede efter tre timer og 12 minutter.

Endelig blev det også i denne uge annonceret, at Disneys kommende liveaction-remake af ’Den lille havfrue’ vil gøre havet skønt i 135 minutter. 51 minutter længere end den originale tegnefilm!

De kolde facts

Var der ikke engang, hvor en film var en stram fortælling på halvanden time, slut færdig?

Mange biografgængere vil i hvert fald nok have fornemmelsen af, at det er umuligt at indløse billet uden at have brugt mindst tre-fire timer inklusive alenlange reklamer og trailers, før man kan komme hjem i seng.

Det første spørgsmål er selvfølgelig, om den anekdotiske erfaring overhovedet stemmer overens med de kolde fakta.

I mange artikler om emnet tager man udgangspunkt i den samme udregning af gennemsnitsspilletiden fra de 10 mest indtjenende spillefilm for hvert afrundet år, der har indledt de sidste fire årtier.

Man behøver dog ikke være Cavling-vinder for at nære en sund journalistisk skepsis over for den metode: et enkelt år som repræsentant for ti …

Cillian Murphy i Christopher Nolans ‘Oppenheimer’. (Foto: PR)

En anden, mere grundig udregning antyder en lidt anden virkelighed.

En dataanalytiker beregnede i 2018 den samlede mængde af udgivne spillefilm fra 1940 og sorterede sin udregninger efter de 50 og ti mest populære film fra hvert år. Han fandt ikke en klar tendens til, at filmene blev markant længere over tid, men konkluderede dog, at tidskurven syntes at bevæge sig mærkbart op ad det seneste år. Undersøgelsen var fra 2018.

Jeg har selv grebet lommeregneren med fokus på gennemsnitstiden for de ti mest indtjenende film i USA, fordelt på hvert enkelt år siden årtusindeskiftet.

Det viser, at gennemsnitslængden på 00’ernes mest populære spillefilm var 121 minutter. I 10’erne fik længden et nøk opad til 125 minutter, og indtil videre ligger 20’ernes gennemsnit på 129 minutter, anført af den rekordlange gennemsnitsspilletid for de mest populære film i 2022 på 141 minutter.

Det episke er blevet hverdag

Alle, hvis filmkendskab strækker sig længere tilbage end 90’erne, vil nemt kunne komme i tanke om lange film fra back in the day.

Fra ’The Godfather’ og ’Goodfellas’ til ’Borte med blæsten’, ’The Good the Bad the Ugly’, ’Apocalypse Now’ og ’The Bridge on the River Kwai’.

De har dog det til fælles, at det var storfilm af stjerneinstruktører, bakket op af et demonstrativt opulent produktionsapparat. Episke historier om menneskets grundlæggende natur, der i kraft af deres spilletid sendte et signal om, at de inviterede til en oplevelse, som var i absolut særklasse: Et unikt fænomen, du ikke vil gå glip af.

At lave en sådan film blev således den ambitiøse instruktørs adgangsbillet til at blive en ’auteur’: Det ultimative Hollywood-fripas, hvad angik evnen til at forvalte sin kreativitet med så lidt indblanding fra pengemændene som muligt.

Martin Sheen i ‘Apocalypse Now’.

Og det var ikke et fænomen, der døde i koldkrigen. 90’erne kan fremvise eksempler på storfilm á la ’Schindlers liste’ (195 minutter), ’Den grønne mil’ (189 minutter) og Kenneth Branaghs blæresprængende ’Hamlet’, der løb over fire timer. Tarantino fik lov til at lade ’Pulp Fiction’ løbe i to timer og 45 minutter, mens Michael Manns actionklassiker ’Heat’ var fem minutter længere.

Lange film er ikke nyt. Men der er måske sket noget med typen af film (og instruktører), der tager hele publikums aften som gidsel.

Film af den slags, der engang var forudbestemt til 100 minutter, er pludselig blevet over to timer. I gamle dage ville en shoot-em-up-actionfilm som ’John Wick 4’ næppe strække sig over mere end 120 minutter.

’No Time to Die’ blev i 2021 den længste Bond-film nogensinde, og førnævnte ’The Little Mermaid’ bliver den længste af Disneys liveaction-remakes. To timer og et kvarter for en familiefilm er nærmest uhørt.

Keanu Reeves i ‘John Wick: Chapter 4’ (Foto: PR)

Hos landets største biografkæde, Nordisk film, mener Head of Marketing og Booking Søren Søndergaard også, at der er sket noget med spilletiden i visse genrer.

»Lange film er ikke noget nyt, men den klassiske genrefilm på 90 minutter er efterhånden blevet erstattet af film nærmere de 100-120 minutter. Uanset hvad har vi plads til de længere film, og de mest populære titler, uanset længde, vises alligevel i flere måneder, så alle interesserede kan nå at opleve dem i biografen«, siger han.

Men hvorfor er den episke spilletid pludselig blevet allemandseje?

Her er fire teorier:

1. Film bliver digitale

Den kedelige forklaring, men ikke desto mindre: Omkring årtusindeskiftet skiftede ansvaret for Hollywoods levende billeder fra filmspolens analoge håndværk til den digitale cinematografi.

Det er ganske enkelt nemmere og billigere at lave fejl og skabe en masse potentielt unødvendige scener, som kan syes ind og trækkes fra i det endelige produkt, når bordet ikke fanger. Konsekvensen kan blive, at man ikke tilgår arbejdet med samme umage præcision, som den tidligere produktionsform ville have krævet.

Det er også årsagen til, at mange film har tilstrækkeligt med overskydende materiale til at lave nyrebækkenbetændelsesfremkaldende lange ’directors cut’-versioner, som nærmest omskaber hele filmens udtryk, som man så med Zack Snyders ’Justice Leauge’ fra 2021, der blev over fire timer lang.

‘Beau Is Afraid’. (Foto: UIP)

2. Det ’spektakulære’ er god marketing

Konkurrencen om publikums tid er hårdere end nogensinde før, og med streamingtjenesternes uendelige muligheder for at synke helt ned i hjemmebiografens sofadyb skal der noget helt særligt til for at trække folk ud af hjemmene og ind mod de store lærreder.

Alle film skal helst føles som en ’event’, og en af måderne, hvorpå man kan få ørenlyd i filmhypens sensationsrabalder, kan være at skabe en langstrakt fortælling, der spiller på forventningen om episke dimensioner.

Nej, der er ikke tale om en snoldet 100-minutters underholdningsseance af den type, du let sætter på derhjemme fredag aften. Det er et værk, en begivenhed, du ikke vil gå glip af!

‘The Last of Us’ afsnit 8. (Foto: HBO)

3. Kampen med tv-seriens substans

Et mindre kynisk argument for den forlængede spilletid er følgevirkningerne af seriernes guldalder.

Publikum har vænnet sig til en tålmodig og grundig karakterudbygning, som spillefilmformatet vanskeligt kan konkurrere med, medmindre den tillader sig en længere løbetid.

Formentlig var det også seriens succes med episodiske langdistancefortællinger, der foranledigede univers-tendensen, anført af Marvel, hvor hver film nok står for sig selv, men samtidig fungerer som brikker i en samlet og større historie, der kan udløses i endnu mere spektakulære ’happenings’, når de enkelte og i forvejen lange delfortællinger bindes sammen i endnu længere Endgame-formater, der slår alle rekorder.

‘The Irishman’. (Foto: Netflix)

4. Streamingtjenesternes leflen

Med Netflix, Amazon og Apple har nye aktører gjort indtog i Hollywood, ivrige efter tiltrække filmverdenens mest anerkendte kræfter.

Det har hyppigt resulteret i nemmere finansiering og mindre studieindblanding, end selv store instruktører har været vant til i Los Angeles’ traditionelle studieapparat. Det er ikke et tilfælde, at Scorseses to længste film i karrieren er finansieret af streamingtjenester (’The Irishman’ hos Netflix og ’Killers of the Flower Moon’ hos Apple). Netflix-film som Alfonso Cuárons sorthvide, selvbiografiske ’Roma’ var 135 minutter og Noah Baumbachs ’White Noise’ 136.

Techvirksomhedernes svimlende kapital har givet råderum for en eftergivenhed, der kan lade instruktører gå amok med deres vision, mens streamingtjenesterne håber på at sole sig i deres kunstneriske (og måske priskandiderende) integritet.

Og når filmene rammer tjenesterne selv, kan publikum jo bare pause dem undervejs og indtage dem over flere aftener, som var de en serie. Præcis som kunstnerne havde drømt om, ikke …?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af