’Silo’: Lider man af klaustrofobi, skal man nok ikke se ny spændingsmættet sci-fi-serie
Dystopi er overalt på tapetet for tiden.
Det er desværre i trit med virkelighedens begivenheder, hvor en forgangen pandemi, en tiltagende klima- og biodiversitetskrise og en forhåndenværende krig mellem Rusland og Ukraine har givet fremtidsudsigterne en dunkel bismag.
I underholdningsbranchen er der også masser af indhold, der klinger af dommedag med ’The Last of Us’ som årets helt store eksempel.
Apple TV+’s nye sci-fi-dystopi ’Silo’ er skabt af Graham Yost (’Justified’) og baseret på Hugh Howeys bogserie af samme navn.
Serien foregår i … ja, en underjordisk silo, som huser 10.000 mennesker (formentlig de sidste på jorden). Samfundet i dybet er præget af et strengt hierarki, med mekanikere og pedeller og ordensmagt og it-supportere i henholdsvis bund og top, og er i bedste orwellske stil indrettet med fokus på indskrænket ytringsfrihed og overvågningsparanoia.
Selv beboernes graviditeter, der er nøje kontrolleret af siloens mystiske elite, bliver udvalgt på baggrund af en række mildest talt uetiske kriterier.
Det er desuden strengt forbudt at besidde forhistoriske ’relikvier’, alt fra en tilsyneladende uskadelig rejseguide til en god gammeldags pez dispenser (halløj, nostalgi …). Brud på reglerne fører til bortvisning fra siloen, hvilket der er enighed om er det samme som en dødsdom.
I starten af serien følger vi et par, sheriffen Holston og it-arbejderen Allison, der er blevet godkendt til at få et barn. Der går dog ikke længe, før de opdager, at noget er rivravruskende galt, og at nogen i siloen har siddet på en betændt hemmelighed alt for længe.
Lidt overraskende er Holston og Allison dog ikke vores hovedpersoner.
Efter kun to afsnit skifter serien nemlig abrupt perspektiv til mekanikeren Juliette. Hun bliver ligeledes viklet ind i nogle af siloens mørkeste konspirationer og må hurtigt sande, at jagten på sandheden kommer med en dyr pris.
’Silo’ lægger stærkt fra land med tre glimrende afsnit instrueret af norske Morten Tyldum (’The Imitation Game’), hvor han fornemt skifter mellem atmosfærisk tæft i de to indledende afsnit til sydende intensitet i tredje ombæring, ’Machines’, hvor et hold mekanikere skal forsøge at reparere siloens gamle generator. Lider man en smule af klaustrofobi, vil man her begynde at snappe efter vejret.
Herefter tager serien et unødvendigt dyk i tempo med lidt for meget fokus på flashbacks og for mange karakterer i de følgende afsnit. Vendepunktet kommer i slutningen af det sjette afsnit, ’The Relic’, med et glimrende plottwist, hvorefter spændingen tiltager markant.
Seriens genre er lidt af en gryderet af science-fiction, mystery box- og neo-noir-elementer. Tænk et mix af ’Snowpiercer’, ’Lost’, ’Blade Runner’, ’The Matrix’ og videospillet ’Fallout’. Den adskiller sig i mængden af sci-fi-serier, men føles også en smule disharmonisk i tonen.
’Silo’s største styrke skal findes foran kameraet. For det første er siloen imponerende konstrueret og føles både dyb og begrænset på samme tid. Der er kælet for detaljen i produktionsdesignet, og alt fra den grågule lyssætning til Atli Örvarssons dragende score løfter serien markant.
Altid dygtige Rebecca Ferguson (’Dune’) stjæler for det meste opmærksomheden med sin tragiske antihelt Juliette, men også veteraner som Tim Robbins, Iain Glen og Will Patton gør deres biroller mindeværdige.
Desværre overspiller Common (der ellers tidligere har bevist sig som en udmærket skuespiller) unødvendigt meget i en betydningsfuld birolle.
Kort sagt:
Apple TV+ fortsætter sin imponerende sci-fi-stime med ’Silo’, der stedvis hakker i tempo og tone, men overordnet set leverer overbevisende filmhåndværk, spænding og mystik.