Tech-svindler Elizabeth Holmes tager afstand fra film- og serieportrætter: »De spiller ikke mig«

Tech-svindler Elizabeth Holmes tager afstand fra film- og serieportrætter: »De spiller ikke mig«
Amanda Seyfried i 'The Dropout' (Foto: Disney+)

Sidste år blev historien om amerikanske Elizabeth Holmes stiftelse af techvirksomheden Theranos til tv-serien ‘The Dropout’. Her portrætterede Amanda Seyfried kvinden bag, der gik fra excentrisk tech-vidunder til dømt storsvindler, da firmaets revolutionerende blodprøveteknologi viste sig ikke at findes.

I weekenden vakte det opsigt, da man i en stor portrætartikel i The New York Times kunne læse om virkelighedens Holmes’ genfødsel som familiemor under overskriften »Liz Holmes Wants You To Forget About Elizabeth«.

Udover Amanda Seyfrieds portræt af Holmes i ‘The Dropout’ har instruktør Adam McKay (‘Don’t Look Up’) også en filmatisering af Theranos-historien på vej med titlen ‘Bad Blood’. Her var det meningen, at Jennifer Lawrence skulle spille Holmes, hvilket hun dog droppede efter at have været dybt imponeret over Seyfrieds præstation.

I interviewet kommenterer Holmes, der står til at skulle afsone over 11 år i fængsel, de fiktionelle versioner af hende.

»De spiller ikke mig. De spiller en karakter, jeg skabte«, fortæller hun.

Holmes nåede at blive verdens yngste milliardær, før det viste sig, at virksomheden var baseret på en løgn. Hun gjorde sig bemærket med sin excentriske persona, hvilket indebar udelukkende at gå med sorte turtlenecks (inspireret af Steve Jobs) matchet med rød læbestift, drikke grøn juice og at ændre sin stemme til et dybere toneleje.

Holmes fortæller desuden, at hun ikke vil lade fiktive portrætter gå hende på.

»Hvis vi lader, hvordan andre mennesker muligvis opfatter det (de fiktive skildringer, red.), eller hvilket indtryk nogen får af det, diktere, hvordan vi lever vores liv, så har vi tabt«, fortæller Elizabeth Holmes.

Herefter fremhæver hun, at hun føler sig heldig at have fundet kærligheden med manden Billy Evans midt i sit livs krise. De fandt sammen, mens Theranos gik i opløsning og fik to børn i løbet af retsagens forløb.

Holmes fortæller, at hun udviklede sin offentlige persona efter råd fra sin daværende forretningspartner og kæreste, Sunny Balwani, der mente hun skulle »dræbe Elizabeth«, hvis hun ville være en god entreprenør.

At udvikle personaen beskriver hun som en fejl, da det var en falsk udgave af hende:

»Jeg troede på, det var måden, jeg kunne være god til forretning og blive taget seriøst. Måske fornemmede folk, at det ikke var autentisk, siden det ikke var det«, fortæller Elizabeth Holmes i The New York Times.

Artiklen i The New York Times har mødt kritik for at give sin kriminelle hovedperson for at relancere sig selv positivt.

‘The Dropout’ kan ses på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af