’Infinity Pool’: Brandon Cronenbergs kropsgyser er kvalmende og komplet uforudsigelig
Æblet falder ikke langt fra stammen, når det kommer til familien Cronenberg.
Brandon Cronenberg er mindst lige så fascineret af blod, mutationer og kropsligt ubehag som sin verdenskendte far David Cronenberg – manden bag mesterværker som ’The Fly’, ’Videodrome’ og ’Dead Ringers’.
Det slår sønnen eftertrykkeligt fast med sin tredje spillefilm ’Infinity Pool’, som befinder sig et sted mellem bodyhorror, thriller, science fiction og samfundssatire.
Handlingen udspiller sig omkring et luksuriøst ferieresort i det fiktive land Li Tolqa, hvor forfatteren James (Alexander Skarsgård) holder ferie sammen med sin hustru Em (Cleopatra Coleman).
Det på overfladen perfekte, smukke unge par har lidt knas i forholdet. Det bunder muligvis i, at James seks år efter sin debutroman endnu ikke har formået at skrive en opfølger, men i stedet har levet på Ems rige families pengetank. Det tærer øjensynligt på maskuliniteten (i begge parters øjne), at han ikke bidrager til husholdningen.
Da de møder et andet par, Gabi og Alban (Mia Goth og Jalil Lespert), lyser James imidlertid lidt mere op. Det skyldes uden tvivl, at Gabi er fan af hans bog og flirter rimelig heftigt med ham. Det gør hun ikke mindst, da de to par tager på picnictur uden for resortet, selvom det ikke er tilladt. Her giver hun pludselig James et spontant handjob, da han står og tisser ved en busk.
De er alle blevet godt beduggede, da James tilbyder at køre bilen tilbage til hotellet. Her kommer han til at påkøre en lokal mand, som pludselig krydser en mørklagt grussti. Gabi og Alban overtaler den chokerede spritbilist til at efterlade liget og vende hjem til hotellet. Næste morgen bliver James hentet af det lokale politi.
Hvor mange gyserfilm overrasker publikum med et grotesk, surrealistisk twist halvvejs inde i spilletiden eller mod slutningen, tager ’Infinity Pool’ en voldsom (og voldsomt ubehagelig) drejning allerede efter 30 minutter.
For Li Tolqa har et meget konservativt lovsystem, der går ind for æresdrab. Loven kræver altså, at den afdøde mands søn skal henrette James for at få balance i tingene. Li Tolqa ligger imidlertid også inde med – og her bliver det syret – futuristisk kloningsteknologi.
Staten tilbyder derfor kriminelle, at de kan få lavet en identisk klon (med de samme minder), som kan tage straffen i stedet for dem selv. De skal bare betale et svimlende pengebeløb og være vidne til henrettelsen.
Man skal kunne sluge det bizarre kloningskoncept, hvis man vil have noget ud af ’Infinity Pool’. For Cronenberg bruger resten af filmen på at udforske ordningens muligheder og konsekvenser for James og andre dømte, som er privilegerede nok til at kunne betale sig fra dødsstraf.
Hvis man er med på legen, er filmen et underholdende bekendtskab. Ikke underholdende i kraft af en veltunet spændingsbue, for James er en noget retningsløs og usympatisk karakter, som er svær at holde med.
’Infinity Pool’ er snarere underholdende i kraft af sin store uforudsigelighed, sine vanvittige optrin og sin visuelle finesse.
James’ læber former sig til et lille smil, da han overværer sin spejling blive stukket ihjel. Hvorfor? Fylder den umiddelbart traumatiserende oplevelse ham med en form for glæde eller begær? Er henrettelsen også en slags genfødsel for James? Med sin hustrus penge til betaling af flere potentielle kloner, kan han i hvert fald nu gøre alle de forkastelige ting, som samfundet normalt ikke tillader ham at gøre.
Cronenberg trækker gysergenren ind i en europæisk arthouse-tradition ved at lade sin hovedkarakter befinde sig et interessant sted mellem frigørelse og eksistentiel håbløshed.
Først og fremmest bringer instruktøren dog sine karakterer ud i en perlerække af chokerende ublu og voldelige, men også lystfulde og hallucinerende scener, der overvælder seeren med hurtig klipning og et væld af farver. Kameraet kommer helt tæt på lemmer, kropsvæsker og -åbninger, som nogle gange flyder sammen, så de næsten ser abstrakte ud.
Andre steder er filmen dvælende og mystisk. Brandon Cronenberg og hans faste filmfotograf Karim Hussain har en fortrinlig evne til at frame ordinære objekter på en måde, så de føles urovækkende – blege træer, snoede rør og et spruttende stykke grillkød ligner pludselig kropsdele og organer.
Inden da vender filmen bogstaveligt talt feriestedet på hovedet i en række svimlende kamerature.
Mere forudsigelig er satiren over latterlige og latterligt rige overklassemennesker, som ikke mærker konsekvenserne af deres handlinger. Man finder mere raffinerede skildringer af samme samfundslag i eksempelvis ’Succession’ (sjovt nok også med Skarsgård) og ’The White Lotus’.
Til gengæld tager ’Infinity Pool’ satiren ud på et uvant kvalmende overdrev, som med også ’Antiviral’ og ’Possessor’ på cv’et efterhånden er blevet Brandon Cronenbergs kendetegn.
Kort sagt:
’Infinity Pool’ overvælder sit publikum med ublu billeder af voldelige, begærende og døende kroppe.