’Possessor’: Ny film fra Cronenberg Jr. leverer chok på chok på chok
Fra første scene er man ikke i tvivl om, at det er Cronenberg, som står bag ‘Possessor’. Her stikker en kvinde et jackstik ind i kraniet i en nærindstilling, henretter en mand med en spisekniv for til sidst at proppe pistolløbet i munden på sig selv og kærtegne aftrækkeren forsigtigt.
Der er dog ikke tale om David Cronenberg, maestroen bag nogle af filmhistoriens voldsomste body-horrormareridt som ’The Fly’, ’Videodrome’ og ’Crash’ (nej, ikke Oscar-vinderen ’Crash’, den med folk, der kommer i stødet af biler). I stedet er det sønniken Brandon, som sidder i førersædet og instruerer det ene grand guignol-scenarie efter det andet.
Æblet falder ikke langt fra stammen, og det er særligt sandt, når det kommer til unger af store filmkunstenere – bare se på stakkels Goro Miyazaki, som sandsynligvis har valgt sin fars profession for at komme nær den notoriske arbejdsnarkoman.
Således er det også med Brandon – og hos familien Cronenberg handler det om begær af kødet. ’Possessor’, der nu endelig kan ses i Danmark – på Viaplay – er ingen undtagelse fra reglen. Som farmands groteske espionage-kultklassiker ’Videodrome’ reflekterer instruktørens nyeste film over fri vilje i et samfund styret totalt af en medialiseret virkelighed.
Her er dog ingen James Woods med en mavevagina eller organisk pistol som hånd. Andrea Riseborough spiller karrierekvinden Tasya Vos, som lever et dobbeltliv væk fra mand og barn, som en lejemorder, der overtager menneskers kroppe og bruger dem som hylstre til at myrde high-end-mål uden at vække unødig mistanke.
Men da hun overtager sin nyeste mand, Colin Tate (Christopher Abbot), for at myrde den stinkende rige kæreste Ava og svigerfaren Parse (Sean Bean), går alt skævt. Kæresten Ava mistænker straks, at noget er galt. En elskers pludselige skift i personlighed – ligegyldigt, hvor små – kan trods alt skabe en mistro, og Brandon instruerer glimrende den snigende paranoia.
Med Vos’ tvivl begynder Tate langsomt at kæmpe imod hendes insisterende greb. Abbot imponerer i rollen som en mand, der ikke længere er i kontrol over sin krop, men det er Riseborough med sin melankolske mimik, som stjæler showet, når hun går fra stilfærdig morder med identitetskrise til et desperat, rasende gespenst.
Kampen mellem de to egoer bryder for alvor ud i lys lue i filmens anden halvdel, hvor de grafiske scenarier følger trop. Og det er dem, som man bør se filmen for.
Da Vos smelter sit sind med Tates, sker det bogstaveligt ved, at en fuldkropsmodel af Riseborough bliver opløst som stearinlys og genskabes som Tate. Mord bliver udpenslet med litervis af blod, når sylespidse urteknive, en ildtang og kugler flænser igennem pulsårer og kranier. Helt udskejende bliver det, da en person knuser sin modstanders hoved og bærer deres ansigt som en gyselig maske over sit eget.
Selvom det er let at pege tilbage på David Cronenbergs imponerende filmografi, så udkom disse immervæk tilbage i 80’erne og 90’erne. I dag er den slags sleazy, men velproducerede thrillere, som Brandon Cronenberg lægger på bordet, derimod en sjældenhed.
Hvor Brandons film står svagere end sin fars værker, er i den tematiske vægt af den psykoseksuelle vold. Vos spiller rollen som både en ung, veltrænet mand og en sort kvinde, men spørgsmål om identitet forbliver overfladiske igennem filmen.
Her er snarere tale om en karrusel af utrolige scenarier, som kreativt bruger filmens nærfremtidsunivers’ regler til at skabe mere og mere kvalmende, morbide øjeblikke frem mod den knaldhamrende chokerende finale.
Kort sagt:
Brandon Cronenberg går i farens store fodspor i denne underholdende grand guignol espionage-thriller, hvor det ene chokerende scenarie erstatter det andet.