’The Exorcist: Believer’: Sjældent er så stærkt et trumfkort blevet spillet så ringe
Da William Friedkins ’The Exorcist’ fik premiere i 1973, skræmte den biografgængerne fra vid og sans.
Den blev en kæmpe kommerciel succes og var den første gyserfilm, der blev Oscar-nomineret i kategorien Bedste Film. Den anses stadig som en af de mest uhyggelige film nogensinde. Og efter premieren blev den bandlyst i flere lande, ikke mindst på grund af det eksplicitte sprogbrug, der kom fra den dengang kun 14-årige Linda Blair i rollen som den dæmonbesatte Regan.
Det er med andre ord en milepæl af den slags, som selvfølgelig er blevet malket skamløst siden.
Det lykkedes som bekendt at befri Regan fra sin besættelse i 1973. Franchisen er derimod ikke sluppet af med den forbandelse, der har hængt over den siden 1977, hvor den første, forfærdelige efterfølger så dagens lys. Selvom de resterende ikke nåede helt samme bundniveau, er det heller aldrig blevet rigtigt godt.
For at rette op på fortidens fadæser har man i det nye forsøg hevet et prominent trumfkort ud af ærmet. Både Linda Blair og Ellen Burstyn vender tilbage i deres ikoniske roller som henholdsvis Regan og Chris MacNeil i ’The Exorcist: Believer’.
Da de to veninder Angela (Lidya Jewett) og Katherine (Olivia O’Neill) pludselig forsvinder, er deres forældre naturligvis i chok og bekymrede for deres døtre. Efter tre dage dukker de to piger igen op og er tilsyneladende i god behold, men uden erindring om, hvad de har været igennem.
Det viser sig, at de to piger vist nok har været en tur forbi helvede, hvor djævlen har besat dem og sendt dem tilbage til deres normale liv.
Angelas far, Victor (Leslie Odom Jr.), nægter forståeligt nok, at der skulle være tale om en djævlebesættelse. Alligevel kontakter han den tidligere novice Ann (Ann Dowd), der nu arbejder som sygeplejerske. Hun er mere overbevist om, at noget overnaturligt er på spil, og får talt Victor til fornuft. Han kontakter derfor selveste Chris MacNeil (Ellen Burstyn), der oplevede præcis det samme for 50 år siden, da hendes datter Regan blev besat.
Her næres et håb om, at den forbandede franchise langt om længe nærmer sig fortidens guddommelige niveau. For er der noget filmen (og franchisen) har manglet, er det interessante karakterer. Som den Burstyn leverede tilbage i 1973: en fortvivlet mor, der var desperat efter at få sin elskede datter tilbage, og hvis handlinger og ord rent faktisk gav mening i forhold til det, hendes datter blev udsat for.
Vi får da også kort fortalt, at MacNeil siden djævleuddrivelsen på sin datter har dedikeret sit liv til at hjælpe andre i lignende situationer. En dedikation, der har gjort, at Chris bor alene og har mistet kontaktet til Regan. Lynhurtigt får vi opsummeret, hvad der er sket de sidste 50 år, og vi er klar til at opleve MacNeil i aktion.
Hvad der sker efterfølgende, kan jeg ikke røbe af spoiler-hensyn. Men jeg har sjældent oplevet mit håb krakelere så hurtigt. På et splitsekund bliver MacNeil nærmest overflødiggjort, og det ender som en utilbørlig brug af en elsket karakter.
Det samme gælder desværre gensynet med Linda Blair, der om muligt er endnu mere overflødigt. At sælge filmen som et comeback for de to tangerer falsk markedsføring.
’The Exorcist: Believer’ hopper herfra direkte tilbage på sporet med den ene slidte gyserkliche efter den anden. Det er trættende at overvære den totale mangel på kreativitet, der begrænser sig til at inkludere flere religioner og racer som et desperat forsøg på at gøre filmen aktuel.
Alt i filmen ligner noget, vi har set utallige gange før. Lige fra besættelsen til symptomerne hos pigerne, fra forældrenes fornægtelse af det onde til deres desperate forsøg på at hjælpe deres børn. Præster, der råber bibelcitater, mens de svinger deres krucifiks. Små piger, der bander og svovler, mens de hoster blod og slim op.
Sjældent er så stærkt et trumfkort – Ellen Burstyn og Linda Blairs comeback – blevet spillet så ringe
Kort sagt:
Trods lovende comebacks er ’The Exorcist: Believer’ lige så ringe som de resterende af originalens efterfølgere.