Siden sin debut i 2004 har ’Saw’-franchisen stået bag nogle af filmhistoriens mest opfindsomme og blodige dødsscener.
Det blev startskuddet på en bølge af såkaldte torture-porn-film, en subgenre der stadig spøger i gysergenren med film som ’Hostel’, ’The Human Centipede’ og senest ’Terrifier 2’.
Efter talrige sequels af svingende kvalitet er ‘Saw’-filmene hyppigt blevet set ned på som intet andet end bestialske mord uden dybde. Men ’Saw’-franchisen er mere end en slidt sav.
For dem, der med et åbent sind har dykket ned i de sadistiske film, hvor seriemorderen Jigsaw (Tobin Bell) udfordrer menneskers overlevelsesinstinkt med sine brutale fælder, er det tydeligt, at filmene rummer mere end overfladisk torture-porn.
Orkestreret af Jigsaw og hans disciple skal hovedattraktionen ofte findes i de æstetiske og kreative dimensioner, understøttet af mesterligt håndværk inden for praktiske effekter.
De to seneste maveplaskende reboot-forsøg med ’Jigsaw’ i 2017 og ’Spiral’ i 2021 har dog gjort saven sløvere end nogensinde. Men kan et tredje forsøg med ’Saw X’, der har biografpremiere torsdag, rette op på miseren?
Vi varmer op med nogle af gyserfranchisens bedste fælder, som samtidig understreger, at ’Saw’ er mere end meningsløs vold. Ofte byder de på en veritabel masterclass i praktiske effekter og brutal æstetisk.
5. Risikable effekter: The Pendulum
Dykker man ned i effektlaget i ’Saw’-franchisen i diverse behind-the-scenes-optagelser, ville man måske blive overrasket over, hvor ægte mange af fælderne er. Selvfølgelig ikke på den måde, at de sender skuespillerne til den anden side, fordi fælderne i princippet fungerer.
Hvor CGI-effekter har overtaget mange af tidens thrillers og horrorfilm, har ’Saw’-serien, med enkelte undtagelser, holdt fast i den gamle skoles praktiske effekter. Selv den seneste, kritikerforhadte ’Spiral: The Book of Saw’ havde flere stunts, som emmede af kærlighed til det taktile.
Inspireret af Edgar Allan Poes novelle ’The Pit and the Pendulum’ er ’The Pendulum’ fra ’Saw V’ en af de fælder, der er mere ægte end snyd. Her er vores uheldige fange, Seth Baxter, fastspændt, mens et sylespidst pendul svinger stadig nærmere og truer med at dele ham i to. Hans grusomme vej ud? At knuse sine egne hænder.
Under optagelserne var pendulet hverken lavet af gummi eller computeranimation, men af ægte metal, der virkelig skærer en torso over – en overbevisende silikonekrop fyldt med teaterblod. Samtidig lå Joris Jarsky – skuespilleren der spiller Seth Baxter –gemt under bordet lige under blot centimeter fra den skarpe klinge. Nøje orkestreret, stadig risikabelt.
Med en dybfølt dedikation til det autentiske får ’Saw’ os til at føle fælderne, hvilket kun intensiverer filmens nerve og gør det sværere at holde øjnene på skærmen. Er det ikke netop essensen af splatterfilmen?
4. Et kødeligt offer: Pound of Flesh
‘Saw’ handler dog om mere end bare den fysiske smerte. Filmene roterer omkring psykologisk tortur, hvor moralske dilemmaer skaber intense refleksionsøjeblikke. Kan du ofre en smule for den større sag? Eller vil du skære dybere, drevet af egoisme og frygt?
‘Saw’ udfordrer ikke kun sine karakterer, men også publikum ved at tvinge os til at spørge os selv: Hvad ville du selv gøre?
I ‘Saw VI’s Pound of Flesh kastes Simone (Tanedra Howard) og Eddie (Marty Moreau) ind i en brutal afvejning af smerte.
De to er bundet og placeret foran en vægt, hvor de skal skære og ofre dele af deres egen krop for at afgive en et pund kød. Den, der ofrer mest, overlever.
Mens Eddie skærer i sit fedt, vælger Simone at ofre en hånd. Det er intenst og grusomt – og ubønhørlig påmindelse om menneskets overlevelsesinstinkter.
3. Et skadefro klimaks: Horsepower Trap
I ‘Saw’-universet er der altid mindst én karakter, man inderligt håber, vil undslippe Jigsaws fælder. Flertallet af ofrene fremstår ikke som udpræget onde, men mere som mennesker, der har begået fejl.
Men meget lig storebrorfilmen ’Final Destination’ og slashergenren som helhed hepper man også ofte på det modsatte: En smertefuld død.
Det understreger ’Saw’-filmenes moralske system, hvor folks synder bliver udstillet, og nogle får den skæbne, man mener, de fortjener – lige indtil det måske tager en smule overhånd …
Meget kan man sige om ’Saw 3D’ (den syvende i rækken og den sidste, inden de to reboot-forsøg gik deres dvaske omgang i manegen), men én fælde rammer lige i midt skadefrydsskiven.
Den afdøde ’Linkin Park’-forsanger Chester Bennington portrætterer en nynazist og all around bad guy, der ender i en af Jigsaws makabre fælder. Her vågner han op med ryggen limet til førersædet i sin bil, og for at redde sine nazi-venner skal han flå huden af sin ryg.
Det mislykkedes, og en kvindes ansigt bliver smadret af et racende bildæk, en nazi-fyr får kæbe og arme brutal revet af, mens en tredje nazist bliver offer for bilens dødelige fart. Og Chester Bennington selv kastes gennem forruden efter verdens værste voksbehandling.
Selvom det unægteligt er urealistisk, kan man ikke lade være med at værdsætte filmens overdrevne brug af praktiske effekter. En Rube Goldberg-maskine af blodige, skadefro klimakser.
2. Dystopisk skønhed: The Angel Trap
Der er en rå æstetik over flere af Saw-fælderne, som er perverteret smukt på den modbydelige, blod- og hjernemassebesmurte facon. Mange af ’Saws’ fælder bliver præsenteret med en foruroligende elegance, som kunstværker i sig selv.
The Angel Trap fra ’Saw III’ minder mest af alt om et mekanisk vikingeritual, hvor drabsefterforsker Allison Kerry (Dina Meyer) er fastspændt i en sele med sine ribben forbundet enkeltvis til en mekanisme.
For at komme fri skal hun stikke hånden ned en i en ætsende syre og fiske en nøgle op, hvilket ikke går efter planen. Allison bliver flået til døde, og i filmens sidste indstilling hænger hun som en lemlæstet engel med sine ribben som vinger badet i lys.
Scenen er lige så grum, som ’Saw III’s grønne colourgrading sammen med det sparsomme lys skaber en klaustrofobisk atmosfære. Alligevel er der også en dystopisk skønhed, som i sidste ende illustrerer en form for forsoning og dødsfred for Allison Kerry.
1. Vores mest basale frygt: The Needle Pit
Da jeg for mange år siden så ’Saw II’ for første gang, var der en scene, som sad fast på hjernehinden de efterfølgende dage: The Needle Pit.
Forestil dig et hul i jorden med skarpe kanyler, hvor hvert stik er en indgangsbillet til et personligt mareridt. Og så forestil dig at svømme rundt i det.
Den skæbne overgår Amanda (Shawnee Smith), og hendes desperate kamp for at finde en nøgle i denne nålefyldte afgrund er intet mindre end hjerteskærende. Shawnee Smith leverer en yderst overbevisende præstation med kanylerne stikkende ud af diverse legemsdele. Føj.
Mens mange af ‘Saw’s fælder kan betragtes som dødens ingeniørkunst, fremstår The Needle Pit mere som en brutal hyldest til vores dybeste, mest basale frygt.
Det er ikke seriens mest teknisk imponerende fælde, selvom der skulle laves 120.000 falske nåle til indspilningerne, men dens råhed og enkelhed gør den uhyre effektiv.
Og det er netop her, ‘Saw’ viser sin evne til at komme under huden på os. Vi sætter os ind i Amandas smerte.
’Saw X’ har biografpremiere 28. september.